Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Exodus – Brændt af solen 2 (152 min.) / Atlantic Film
Anmeldt 13/3 2012, 06:16 af Kim Toft Hansen

Danser på grænsen (til et flop)


Danser på grænsen (til et flop)

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den russiske instruktør Nikita Mikhalkov fik stor succes såvel kritikermæssigt som publikumsmæssigt med sin film Brændt af solen (1994). Inden da var han dog intet ukendt filmnavn internationalt, og særligt hans filmatisering af en række Chekhov-noveller i Dark Eyes (1987) med Fellini-skuespilleren Marcello Mastroianni anticiperede den succes, som Brændt af solen skulle få. Den var nomineret til en Oscar og fik prisen for bedste hovedrolle i Cannes. Brændt af solen fik såvel hovedprisen i Cannes og en velfortjent Oscar. Nu er Mikhalkov vendt tilbage til sine karakterer fra denne film i Exodus – Brændt af solen 2 (2010). Den er netop udkommet på dansk købsfilm.

Brændt af solen foregår – signaleret i titlen – under en solomgang, altså en enkelt dag. Den handler om et storpolitisk spil omkring et attentatforsøg på Stalin i 1936. Heri spiller Mikhalkov selv og Oleg Menshikov ærkefjenderne Kotov og Mitya. Det er særligt disse to karakterer, som Mikhalkov tager med videre ind i Anden Verdenskrig, mens der er en række henvisninger undervejs til Brændt af solen. Det er dog ingen forudsætning at have set Mikhalkovs film fra 1994 for at kunne forstå denne. Historien tager udgangspunkt i, at Kotov blev dømt til døden efter den politiske affære. I denne viser han sig at være blevet benådet til straffearbejde, og da tyskerne angriber i 1941, formår Kotov at slippe væk. I 1943 finder Stalins efterretningstjeneste ud af dette og iværksætter en eftersøgning, som Mitya nu skal stå i spidsen for.

Filmen er vellykket i sin narrative opbygning. Den springer akronologisk frem og tilbage mellem 1941 og 1943, og langsomt kommer eftersøgningssporet og Kotovs liv og flugt tættere på hinanden. Samtidig følger vi også Kotovs datter Nadja, der forsvinder undervejs under et voldsomt krigsslag. Disse fire spor bringes effektfuldt ind mod og væk fra hinanden, hvilket understreger krigens nærhed og distance. Sekvenserne, der følger de enkelte personer er lange og dybdegående, hvilket gør karaktererne nærværende og veletablerede, selvom filmens fortællestruktur er relativt kompliceret. En poetisk dvælen undervejs gør også rytmen påfaldende langsom for en krigsfilm.

Disse poetiske passager er dog også et af filmens elementære problemer, eftersom de bliver en anelse sentimentale. Det gør absolut intet, at tempoet er lavt, som var det en film af Andrei Tarkovskij. Men betydningen af flere af disse passager er for gennemskuelige til, at de reelt har den tilsigtede poetiske effekt. En sommerfugl, der gentagne gange indfinder sig, handler naturligvis om kausaleffekter og skrøbelighed. Et andet problem er, af filmens spring mellem de fire fortællinger til tider baserer sig lidt for meget på Brændt af solen og et kendskab til karaktererne. Det betyder, at det, der er godt ved filmen, faktisk er, når narrativiteten og poesien funger godt sammen, men det er også et problem, eftersom samspillet undervejs også kikser.

Filmen er den hidtil dyreste produktion i den russiske filmhistorie, og har kostet omkring 300 mio. kroner at producere. Forventningerne til filmen var derfor – også fordi den var en fortsættelse af Oscar-vinderen – naturligvis temmelig høje. Og derfor skuffede den også anmeldere i såvel Rusland som internationalt. Det er dog også nogle svære odds at være oppe imod, og den har da af samme grund også været en smule undervurderet. Den fungerer faktisk nogenlunde det meste af tiden, og dansen på grænsen til krigens absurdisme er stedvist særdeles vellykket. Undervejs benytter Mikhalkov sig endda af en kulsort humor, der klinger godt ift. det absurde. Det absurde dukker desværre også lidt op i filmens score, der er det mest besynderlige længe. En bombastisk og tydelig inspiration fra Dmitri Shostakovichs kraftfulde udbrud, der i filmen dukker umotiveret op. Efter alt at dømme er det ikke benyttet som et selvironisk element, og derfor klinger dette noget hult.

Filmens største bagside er dog, at det er første del af to, og derfor slutter den ikke. Det fremgår desværre ikke klart af filmens omslag, og vil formentlig skuffe mange, der først finder ud af dette i filmens sidste sekund. Om den bliver fulgt op, er uvist efter 2’erens kritiske og publikumsmæssige flop. Det er angiveligt i salgsøjemed, at udgiveren ikke spiller med åbne kort, men det er noget uheldigt ikke at åbne for ærligheden: Filmens slutning istandsætter af en ganske nævenyttig frustration. Også når det er uvist, om den bliver fulgt op!


Forrige anmeldelse
« Come fly with me «
Næste anmeldelse
» Breaking Dawn – Part 1 »


Filmanmeldelser