En ny novellesamling rammer os lige i panden, for der er krummer i. Det er som vanligt noveller om mænd og kvinder; enten er de sammen, eller også er de hver for sig, måske er de i Norge, det kan være, de er i Thy, og så er Los Angeles og København også i spil.

Men det, de ikke er, er: hjemme hos sig selv, mest af alt ikke i indre forstand, for hver især tumler de med mangt og meget.

Det er netop dét, Dorthe Nors så fint og direkte skriver om, også her i Kort over Canada, som ifølge forlaget allerede har skudt sig ud i udlandet til oversættelse.

Vi følger motiver, novelle efter novelle, og stærkest står fortællingen om manden, der har fået nok af evindelige nederlag, og han tager af sted, farer ud i skoven for at finde sig selv.

De fleste er forskudte fra det egentlige, eksisterer tilsyneladende i flere virkeligheder på én gang, og det gør altså noget ved sindet.

Novellerne er ganske korte, lige til at begribe og meget mere end til at efterlade, for de kalder på om ikke eftertanke så i al fald opmærksomhed, slår det mig.

Der er denne særdeles velkendte humor, så underspillet og tør, temmelig morsom endda, og der er en skarp penneføring, for vi får så meget med på så få sider, og jeg mærker ganske tydeligt, at der er arbejdet detaljeret og direkte med handling og skrivestil, for teksten skal fange fra første færd, synes det, og det er altså netop dét, jeg forbinder med Dorthe Nors: denne fængende første sætning, anslaget, der rammer mig.

Jeg vil råde dig til at få fingre i denne sag og tage den med dig, for så er du garanteret underholdning i livets små øjeblikke, i de situationer, hvor man eksempelvis venter på noget, på lægen, på toget, på sig selv, på det rette tidspunkt.