Aalborg-litteraturen findes. Altså den, der foregår i Aalborg. Den er litteraturhistorie. Det er derfor ikke så mærkeligt, at der udkommer en bog, der foregår i Danmarks tredjestørste by. Men allerede inden udgivelse var der flere, der fornemmede, at Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtveds roman Dig og mig ved daggry var noget særligt. Også instruktøren Martin Werner, der instruerede den foruroligende smukke booktrailer til bogen. Han skyndte sig nemlig at sikre sig rettighederne til at filmatisere romanen. Allerede inden udgivelse.

Romanen handler om den nittenårige forstadspige Louise, der bor konformt og perfekt hos sine forældre i byens rigmandskvarter Hasseris. Alt ændrer sig, da hun møder Liam – en fandenivoldsk dansker med irsk far. Hun forelsker sig dybt og inderligt i alt det, han er – alt det, der er så anderledes end hendes opvækst blandt forældre, der ikke husker, hvordan tre små vigtige ord sættes rigtigt sammen. Hun har aldrig hørt dem sige ’jeg elsker dig’. Hverken til hinanden eller til hende.

Det er derfor til deres fortrydelse, at hun begynder at se Liam, der ændrer hendes syn på verden. Og sig selv. Hun bliver væk fra gymnasiet, ser sjældnere sine forældre, og langsomt begynder en ny verden at dukke op for hende. Aalborgs underverden præget af vold, betændte relationer og stoffer. Liam begynder sammen med sin ven Jeppe at deale, og det bliver begyndelsen på enden. Den ende, som vi kender fra starten. Handlingen er nemlig fortalt af den afdøde Louise, der sammen med Liam springer ud fra Limfjordsbroen.

Det er en modig roman, som lader det, der mest ligner et spøgelse, fortælle historien. Louise er enormt tilstedeværende for os. Ikke mindst. Men for personerne, der ikke helt forstår, hvorfor hun valgte selvmordet som udvej, er hun helt fraværende. Et tomt hul, der kun udfyldes for læseren, som følger hendes efterræsonneren. Det er hendes hensigt at lade os forstå, hvorfor det endte, som det gjorde – og hjælpe de efterladte til også at forstå. Hun kender deres tanker, og formidler dem fint videre til os, der derved kan følge oplevelsen af tab på tæt hold.

Dig og mig ved daggry er en ungdomsroman, der også bør læses sådan. Men den er en roman, der også tør fortælle om ungdommen på en måde, der gør den til en roman slet og ret. Fordi en roman handler om unge mennesker, behøver det i sagens natur ikke være en ungdomsroman. Men den indlagte romance, der er en slet skjult variation over Romeo og Julie-temaet, er en handling, der vil give bedst mening for unge voksne. Fortællingen er ikke specielt kompleks, og vi ved godt, hvordan det hele hænger sammen. Det er Louises identitetskrise, der er i centrum.

Kan man forestille sig Ejersbos Nordkraft i en light-udgave og med knap så fintfølende humor i en kombination med Twilight bare uden vampyrer, så er man nok ret tæt på det, som Jensen og Ringtveds roman drejer sig om. Det er den nyfundne seksualitet, disanceringen til forældrene, splittelsen fra skole og veninder og lignende temaer, der er sat på spidsen. Med det, der gør romanen modig, er, at den – uden løftede pegefingre eller mådehold – fortæller om unge, som næsten lige var børn, der råknepper hinanden, sluger vodka som var det saftevand, og bruger stoffer som var det havregryn til morgenmaden.

Disse ting hører med – og danner et skræmmende bagtæppe bag en elementær kærlighedsfortælling, der i romanen jævnføres Elvira Madigan. Romanen er tilmed enormt visuel i sin mentale geografi omkring Aalborg, og det giver god og stemningsmættet mening, at Werner er faldet for den pga. sit oplagte visuelle potentiale. Portland, Nordkraft og nu Dig og mig ved daggry – det er sigende, at den forvoksede havneluder, Aalborg, når den skal inddrages i litteratur og film, skal fortælle om den gamle industribys underverden. Det er åbenbart her, historierne findes. Romanen er sirligt placeret i Aalborg og omegn.

Mange unge vil uden tvivl genkende sig i Louise – og det er styrken ved en roman som denne. Den er lidt i familie med Kasper Munks ungdomsfilm Hold om mig og You & Me Forever på den måde, som den slet og ret bare fortæller om ungdommen – til ungdommen – og lidt til os i parcelhuskvartererne, der har glemt, hvordan det er. Det er måske også sigende, at netop Julie Brochorst Andersen, der spiller centrale roller i begge Munks film, også spiller Louise i Werners booktrailer, der også ligner en veloplagt pitchtrailer til et filmprojekt. Dig og mig ved daggry er ingen Ejersbo-afløser, men det er ret en god bog, der kan blive en endnu bedre film. I Aalborg.