´

Mest læste
[Udstillingsanmeldelse]

1 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde – maler mellem Seebüll og Berlin
2 - Udstillingsanmeldelse
Dialog
3 - Udstillingsanmeldelse
Spatial Relations
4 - Udstillingsanmeldelse
Et stykke forelsket Danmark
5 - Udstillingsanmeldelse
Maleri, akvarel, tegninger og grafik
6 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde og Danmark
7 - Udstillingsanmeldelse
Hvaltegn og dyrespor: Feltgrafik af Pernille Kløvedal Helweg
8 - Udstillingsanmeldelse
Carlo Wognsen – i krig og fred
9 - Udstillingsanmeldelse
TOURIST`S TALE
10 - Udstillingsanmeldelse
Luksussyner




Carlo Wognsen – i krig og fred Carlo Wognsen
Nordjyllands Kunstmuseum 14. juni - 31. august
Anmeldt 23/7 2008, 02:27 af Maria Stensgård

Kampen mod mørket


Kampen mod mørket

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kulturkapellet udgiver fra tid til anden flere anmeldelser af samme for at få forskellige meninger og forståelser i spil. Læs derfor også Troels Laursens En mands myte og hans kunst om samme udstilling.

På Nordjyllands Kunstmuseum har man siden 14. juni kunnet se den retrospektive udstilling Carlo Wognsen – i krig og fred, om aalborgenseren Carlo Wognsen (1916-79), født i Løkkegade 2. Han skulle så grueligt meget igennem, som følge af sit arbejde for modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig, og var erhvervsaktiv som billedkunstner det meste af sit liv. Udstillingen er blevet en realitet pga. stor lokal opbakning, ikke mindst fra kunstnerens søn og svigerdatter, med indsamling af værker og data om Carlo Wognsen. Det har dermed været muligt for Nordjyllands Kunstmuseum at få skabt et nuanceret og mangfoldigt billede af den komplekse kunstners arbejde.

Udstillingen er placeret i Nordjyllands Kunstmuseums sidegalleri. De små rum med lys fra de store sidevinduer skaber en perfekt ramme om kunstnerens værker, hvor de dystre toner fra farvepaletten nok må siges at være dominerende.

Carlo Wognsen benyttede de klassiske medier; tegning, maleri og grafik til at udtrykke sin kunst. Tematisk var han optaget af landskaber og mennesker. Han lægger sig dermed tæt op af flere af sin samtids kendte kunstnere, både lokalt og nationalt, hvilket ses i både tema og stil. Lokalt føres tankerne let til Vrå-udstillingens medlemmer, især slægtskabet med Svend Engelund er tydeligt i nogen af værkerne. Carlo Wognsen var personligt medlem af Vrå-udstillingen de sidste tyve år af sin levetid, dvs. i perioden 1959-1979.

Ligesom hos Engelund ses der i kompositionerne af landskaberne en kubistisk tendens, som også træder frem i de store udsmykningsopgaver på henholdsvis 4. Maj Kollegiet i Aalborg og på udsmykningen af Gammel Hellerup Gymnasiums festsal. Den kølige farveholdning i blåt, grønt, gråt og gult ses også, i blandt, i Engelunds værker, men generelt udviklede Svend Engelund en mere abstrakt malestil end Carlo Wognsen, som langt hen ad vejen fastholdt en figurativ og naturalistisk stil med ekspressionistiske tendenser, som leder tanken hen på Jens Søndergaards kunstneriske univers. Nok er Jens Søndergaards malerier langt mere farvestærke og dramatiske i sit udtryk, men det er som om, at den særlige nordiske ånd gennemstråler alle de nævntes værker.

Man kan spørge, hvad er det særligt nordiske, og hvad er den nordiske ånd for noget? Det er vel denne på en gang friskhed i farverne, som et spejl af den nordiske natur, og samtidig menneskets kamp med naturkræfterne og dermed sig selv. At mennesket uafladeligt må tage livtag med naturen udenfor og indeni sig selv, for så at ende med det vi kalder kultur. Et anliggende som bliver tydeligt i Carlo Wognsens udsmykning af 4. Maj Kollegiet: Frihedskampen fra 1951, som endvidere udtrykker de eksistentielle livsstadier omkring liv og arbejde.
Et par værker Erotik I og II giver associationer til en anden nordisk kunstner, Edward Munch, hvor det er svært ikke at komme til at tænke på Edward Munchs Madonna, når man ser Carlo Wognsens mørkhårede skønhed i de to akvarelmalerier. De er komponeret i samme stil som også Svend Engelund benyttede, og som han siger i en samtale med Søren Elgaard i anledning af sin 80 års fødselsdag: ”Jeg kan godt lide det der, ude og inde. En pige, der står og kigger ud af en dør”. I Carlo Wognsens malerier kigger pigen dog ikke ud. Hun er inde og venter, han er ude i Erotik I, i Erotik II er de begge inde bag en mur, naturen ses i baggrunden. Et par flotte kompositioner i et drama mellem mennesker, mure, himmel og jord.

For at vende blikket væk fra stil, temaer og referencer til den øvrige kunstscene i Carlo Wognsens kunst, er det værd at bemærke hans indsats som tegner og illustrator af en række især lokale tidsskrifter, årbøger mm. Pennen var også følgesvend på rejser, især i Carlo Wognsens sidste leveår, og det er ikke her kunstnerens talent kommer mindst frem. Arkitekt MAA Jacob Blegvad, skriver i udstillingskataloget i sin artikel om ”Den usvigelige trofasthed imod motivet” i Wognsens tegnekunst, ligesom han hylder hans talent som bedst udtrykt ”I hans lette og levende Himmerlandsskitser eller i hans smukke & veloplagte rejseskitser”.

Udover arbejdet som billedkunstner er Carlo Wognsen også kendt som en dygtig billedkunstlærer, en årrække som aftenskolelærer ved AOF i Aalborg og senere som lektor ved Aalborghus Statsgymnasium. Carlo Wognsens liv og arbejde knyttes dog især til indsatsen i modstandsbevægelsen, som resulterede i, at han blev fængslet og overført til Frøslevlejren. Efter krigen blev han leder af flygtningelejren Aalborg Lufthavn Vest i Nørresundby. Dette engagement fik vidtrækkende betydning for Carlo Wognsens personlighed, og dermed hans kunstneriske univers, hvorfor det kan være svært at adskille liv og kunst.

Samlet set er udstillingen ”Carlo Wognsen – i krig og fred” og det fyldige katalog, et smukt vidnesbyrd om et engageret og følsomt menneskes kunstneriske løbebane i det Nordjyske. Et udstillingsbesøg kan varmt anbefales, ikke mindst for mennesker med særlig interesse for 2. verdenskrig og dens følger!

Forrige anmeldelse
« Kunstnernes påskeudstilling «
Næste anmeldelse
» Salon »