´

Mest læste
[Udstillingsanmeldelse]

1 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde – maler mellem Seebüll og Berlin
2 - Udstillingsanmeldelse
Dialog
3 - Udstillingsanmeldelse
Spatial Relations
4 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde og Danmark
5 - Udstillingsanmeldelse
Et stykke forelsket Danmark
6 - Udstillingsanmeldelse
Maleri, akvarel, tegninger og grafik
7 - Udstillingsanmeldelse
Hvaltegn og dyrespor: Feltgrafik af Pernille Kløvedal Helweg
8 - Udstillingsanmeldelse
Carlo Wognsen – i krig og fred
9 - Udstillingsanmeldelse
TOURIST`S TALE
10 - Udstillingsanmeldelse
Off Location




Et stykke forelsket Danmark Diverse
Johannes Larsen Museet 06.2011 - 18.09.2011
Anmeldt 8/7 2011, 06:54 af Erik Ingemann Sørensen

Johannes Larsen Museet i Kerteminde præsenterer frydefuld formidling i form af udstilling og bog


Johannes Larsen Museet i Kerteminde præsenterer frydefuld formidling i form af udstilling og bog

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Jeg lærte af Johannes Larsens Billeder at se Hættemaagerne vippe i de krappe Bøger, der danner et Mønster af brunt og blaat udenfor den oversvømmede Taarbystrand, hvor Regnbygerne trækker og Pytterne blinker i Solen. Og jeg lærte at se med Sybergs Øjne paa de nedsneede Pløjemarker med blaalig Tøsne mellem de brune Muldknolde og gule Pilehegnskoste op over de buede Gærdevolde under lys, blaa Himmel med lette, røgfarvede Skyer! Fynsk Malerkunst blev for mig en af Vejene til den fynske Virkelighed.”

Sådan formulerer forfatteren Otto Gelsted den betydning, de to store fynbomalere har haft for ham. Det er dem, han tilskriver sin evne til at se den natur, der omgav ham. Citatet stammer fra hans bog ”Fyns Land”, der udkom i 1942. Refleksioner der blandt andet bygger på den periode, han boede hos Johannes Larsen i Kerteminde, hvor han var huslærer. Et stenkast derfra boede og arbejdede Fritz Syberg – så det er ikke helt forkert at påstå, at den unge, følsomme digter var havnet i fynbomalernes hjertekammer. I Sybergland og Larsen-universet.

Larsen og Syberg tilhørte gruppen, der fik tilnavnet ”Bondemalerne”. Ganske som vi har ”Bondeforfatterne”: Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Johannes V. Jensen og Johannes Skjoldborg, hvoraf sidstnævnte vel efterhånden næsten er glemt, sine store fortællinger til trods. Hos alle lå naturens vibrerende nerve i sindet, i berettersjælen – om det var pensel eller pen.


Fra Johannes Larsens skitsebog, ”Årstiderne”.

Da det i år er 100 år siden Danmarks Naturfredning blev stiftet, har man på Johannes Larsen Museet i Kerteminde besluttet, at årets store sommerudstilling skal være med til at markere jubilæet. Ikke som et jubelråb, ikke som en statisk ophængning i al sin nydelighed. Nej. Som en fortælling, der viser det, der var, det der kom i stedet – og det vi nu 100 år senere takket være bondemalernes og bondedigternes indsats er ved at retablere gennem en lang række genoprettelsesprojekter. Og udstillingsåbningen kunne ikke være mere højaktuel. For på samme tid kom der en alvorlig advarsel om, hvad det nu er, vi har mistet. Et naturareal på størrelse med Bornholm, Langeland, Læsø og Ærø tilsammen – 12 % af vores samlede naturareal - er de senere år lagt under plov. Er borte med al sin biodiversitet – lader sig måske ikke genoprette i vores levetid. I vore børns? Har H. C. Andersen fået ret? »Forbi! forbi! - det Skjønne er forbi! Roserne ere borte, Træernes Blade falde af! her er vaadt, her er raat! Fuglene, som sang, tie stille, Svinene gaae paa Olden, Svinene ere Herrer i Skoven!«

Alex E. Chrisensen fra museeet vurderer mulighederne sammen med Lars Abrahamsen.

Hvor er al den livsvisdom, der skinner igennem i det finlandske nationalepos ”Kalevala”? Den gamle Väinämöinen har ryddet vildmarken, gjort den klar til at kaste sædekornet. Ørnen, der svæver over svedjen, spørger ham: ”Hvorfor har du skånet birken, hvorfor bliver den ikke fældet, hvorfor styrtes stammen ikke?” Gamle Väinämöinen svared: ”Jeg har skånet birketræet, for at fuglen kan hvile, ørnen sidde på dens grene.” Ørnen, himmelfuglen svared: ”Du har handlet klogt og rigtigt ved at skåne birketræet, spare den smukke stamme, så at fuglene kan hvile, så at jeg kan finde sæde.”” Det var dengang, hvor mennesket levede i tæt kontakt med naturen. I respekt og med ydmyghed som bondedigterne og bondemalerne. Men den siddende fødevareminister var selvfølgelig omgående ude og melde, at det slet, slet ikke var noget problem.

Det er præcis denne problemstilling, der gør, at Et stykke forelsket Danmark giver så umådelig meget stof til stille eftertanke. Hvor mange viber, har vi set i år? Hvor mange stære? Men svanen og skarven er her. På trods.

I forordet til bogen, der ledsager udstillingen og derfor bærer samme titel, skriver museumsdirektør Erland Porsmose: ”Det er første gang, at denne vinkel på ”Kunst- og Natur-dialogen” gøres til genstand for et samlet udstillings- og boginitiativ.” Men forhåbentlig ikke sidste. Også på den måde er initiativet markant.

Museumsdirektør Erland Porsmose (tv) drøfter ophængningen sammen med Lars Abrahamsen og Nils Fynboe fra museet.

Denne anmelder havde mulighed for at følge udstillingens tilblivelse fra de nøgne vægge til den endelige åbning, hvor det sidste værk blev færdigt blot 10 minutter før åbningen. Fuglemaleren Jens Gregersen havde hele ugen arbejdet på et kæmpebillede af en skarvkoloni. Så dukkede kunstneren John Olsen op. Stor diskussion om ikke der skulle mangle en detalje. Som altså blev tilføjet blot 10 minutter før.

De besøgende ser det endelige resultat – aldrig denne foregående skabelsesproces. Slid og slæb, fortvivlelse, glæde, jubel, tøven, bytten om på billederne, diskussioner, stilheden mens ophængningen vurderes, lettelsen der breder sig, når kompositionen falder på plads. Når de lyse toner endelig harmonerer med de mørke. Den skabelsesproces ligger gemt for tilskueren, der måske ikke spekulerer over det store forarbejde, der har gjort udstillingen til det, den er. Noget der på mange måder minder om en kommentar af den tyske digter Thomas Mann, da han blev spurgt, hvordan det var at være digter. ”Om formiddagen skriver man 5 linjer. Om eftermiddagen sletter man de 3.”

Jens Gregersen under arbejdet med sit store billede af en skarvkoloni der blev til på stedet.

Det er en udstilling, det på alle måder er værd at besøge. Oplevelsen er unik. Præget både af de helt store lærreder – man må næsten dukke hovedet, når Johannes Larsens svaner letter fra Filsø lige mod tilskueren - og så de små nænsomme billedfortællinger. Man nærmest både hører og lugter Jens Gregersens skarvkoloni og mister pusten totalt over Janne Klerks følelsesladede og stemningsmættede billeder. Blandt andet et gigantfoto fra Fyns Hoved. ”Edle Einfalt und stille Grösse.”

Bogen Et stykke forelsket Danmark – kunst og naturfredning i 100 år der både supplerer og udvider den egentlige udstilling er en både markant og følsom følgesvend – fornemt redigeret af Malene Linell Ipsen og Erland Porsmose - indledes med en række oversigtsartikler, der på sæt og vis danner rammen i ”Kunsten, naturen og naturfredningen”. Erland Porsmose placerer i ”Kunsten og naturen” bondemalerne og bondedigterne i deres samtid. ”Alliancen mellem forfattere og malere grundlægges i 1906-07 og er siden ubrydelig, mens det store, fælles projekt ”Danmarks Stemme” tager form”. Og de bed fra sig, gjorde de, når man var ved at miste/tilintetgøre uerstattelig natur. Tak og lov er nye kommet til i den fortsatte kamp. ”Skynd dig kom om føje år…” er stadig lige alarmerende jævnfør tidligere. Erland Porsmose slutter sin artikel med at konstatere: ”Vi har til syvende og sidst det landskab, vi fortjener”: Tja. Måske – måske ikke. Har vi i realiteten ikke det landskab, der bliver tilbage, når kapitalens kræfter har haft frit spil? Det har vi vel egentlig ikke fortjent!

Museumsinspektør Mette Ladegaard Thøgersen bidrager med kapitlet ”Naturen, kulturen og de gode kræfter”, hvor hun med bid og vid sætter fokus på den skiftende indsats for at redde/bevare en lang række af de danske herligheder. Holdninger og handlinger spiddes i et herligt vue over udviklingen: ”Menneskets syn på og relation til naturen har ændret sig over tid. Mens naturen i det før-moderne samfund blev anset for at være en ”proces”, som mennesket var en del af, blev naturen i det moderne samfund anset for at være en ”ting”, som mennesket er afgrænset/har afgrænset sig fra og dermed også betragter udefra.” Ak, Kalevalas grønne lunde. Det er her udstillingen i samspil med bogen rækker hånden frem for at hjælpe os tilbage til erkendelsen, der i sidste ende er den, der beriger oplevelsen. Giver den dybde. Skaber forståelse. Mens dette skrives skratter radioen ud med, at vi endnu ikke har fået begrænset landbrugets anvendelse af pesticider. Tankevækkende.

Bogens grundtone er slået an – læseren slippes løs, vandringen begynder. Denne vandring falder i to dele. Først ”Kunstnerne og naturen 1911 og 2011” siden ”De fredede landskaber og dyr”. Her flagrer de indsamlede bidrag op som sommerfugle fra busk, hver med sit vingeslag, der perspektiverer, fryder og ryster. Vingeslag fra før og nu. Vingeslag, der sender hilsner fra Otto Gelsted, Thøger Larsen, Johannes V Jensen og fra Skjoldborg. Fra Pia Tafdrup, Jens Smærup Sørensen og Knud Sørensen. Fra Johannes Larsens malerier, akvareller og tryk. Fra Theodor Phillipsen, Fritz Syberg, Jens Gregersen, Leif Rydeng og John Olsen. En frydefuld kakafoni, ”hvor alting fortæller/før det forsvinder” (Pia Tafdrup).

Forsiden af bogen der supplerer udstillingen.

En af bogens forcer er netop denne sammenblanding af billeder, tekst og tid. Netop tidsperspektivet bliver alt for ofte glemt. Men en Pia Tafdrup ser med nye øjne – som Thøger Larsen gjorde det før hende. Måske har vi i realiteten også den natur, kunstnerne ser.

Man tager det med sig og har svært ved at slippe. Sidder i sommeraftenen – lyttende. Hvornår har vi sidst hørt droslen? Det er ikke den 12. juli endnu – men nattergalen høres ikke i barndomskrattet. Duften af nyslået hø driver dog stadig over engen, lister ind gennem vinduet og erindrer om den svundne tid – men også om, at der stadig er håb. Fornemmer alene i duften både Larsen, Johannes V og Ring. I eftertanken og erindringen både en fortællende farmor og en far, der førte en ind i natur og kunst med både følelse og sitrende spænding, når vi hånd i hånd gik i moseområder for af lede efter en rørdrum. Det er alt det, denne følsomme, provokerende og medlevende bog genopliver.

I 2. del ”De fredede landskaber og dyr” genfinder vi kompositionen fra første del. Michael Stoltze, formand for Danmarks Naturfredningsforening, beretter i ”Hvad indad vandtes, skal udad gives” om en række centrale genopretningsprojekter. Hvor vi med stor dygtighed har ødelagt naturen og nu må bruge millioner af kroner på at redde, hvad reddes kan. ”Jubeleksemplet” er Skjern Å, de efter at være blevet ødelagt i 1960’erne, da man lagde den som en lige linje, nu atter slynger sig gennem landskabet som Danmarks fjerde nationalpark. ”En nationalpark over menneskenes dårskab og naturgenopretningens triumf.” Johannes Larsens elskede Filsø og Tårup Strand er andre eksempler. Takket være Aage V. Jensens Naturfond er meget sket – og forhåbentlig endnu mere muligt.

Formanden for Naturfredningsforeningen konstaterer nøgternt: ”Naturen som sådan er imidlertid ikke truet. Naturen kan nemlig ikke forgå. Den kan til gengæld forandre sig voldsomt. Mangfoldigheden kan forsvinde, og livet kan forgå. Det er naturens mangfoldighed, der er truet – ikke naturen i sig selv.” Lidt tryg bliver man ved den formulering. Og ved forfatterens afsluttende bemærkning: ”Det tegner sådan set godt for Danmarks fremtid.”

Måske kan man se bort fra, at 2 store miljøorganisationer – IPSO og IUCN – netop i disse dage offentliggør og kommenterer resultaterne fra projektet ”Census of Marine Life”. Konklusionen er den 22. juni gengivet i Berlingske Tidende med følgende tekst: ”Livet i havene er så truet af menneskelig aktivitet, at forskerne frygter, at verden står foran en udryddelse af liv, der er så omfattende, at den kan sammenlignes med forhistoriske masseudryddelser.” Måske.

Knud Kyhns maleri ”Dybsømanden”.

Pragtværket Et stykke forelsket Danmark har næsten ingen mangler. Men her er en. Det havde været rart med en kort præsentation af bidragsyderne. For hvem er de egentlig? Den efterfølgende artikel er skrevet af Pelle Harild-Andersen. Hvorfra skulle læseren vide, at han er caretaker, biolog og svaneforsker? Hans bidrag ”Du danske friske strand med vilde svaners rede” indledes med et stilfærdigt og alligevel voldsomt maleri af Knud Kyhn: ”Dybsømanden” fra 1907. Han har været på jagt og hjemfører foruden 2 skalleslugere 2 store sangsvaner. I dag er der mange, der ikke ved og da slet ikke kan forstå – at vores nationalfugl engang endte i kødgryderne. Og var tæt på at blive udryddet. Sikker kan den dog stadig ikke siges at være. ”Siden Hedeselskabets hærgen startede i midten af 1800-tallet, har vi mistet marine områder svarende til Falsters areal.” 514 kvadratkilometer!

Fuglemaleren og ornitologen Jens Gregersen, der ugen igennem arbejdede med sit store skarvbillede, fortæller i ”Skarven” om denne spændende og fascinerende fugl. Ålekragen. Hadet af fiskerne, der påstod/påstår, at den stort set tog/tager alle deres fisk. Også den var tæt på at blive bortskudt. Men takket være dens fredning kan vi i dag nyde den i flugten efter føde – i dykket og når den sidder med spredte vinger på bundgarnspælene for at tørre sig. Jens Gregersen bor og arbejder på Vorsø i Horsens Fjord – midt i den store skarvkoloni. Så om nogen er det ham, der kender hver en detalje i dens adfærd. Hver en farve i dens fjer. At se ham arbejde med sit store maleri – følge processen med nuanceringen af farverne – se kolonien vokse ud af det store lærred. Det glemmer man ikke.

Museumsinspektør Kurt Risskov Sørensen, Østfyns Museer fortæller om ”Fyns Hoved i malerkunsten”. Det fynske modspil til Skagen. ”Når Fyns Hoved udøvede – og stadig udøver – en sådan tiltrækning på landets førende landskabsmalere, skal man finde forklaringen i en natur, der ikke mange steder i Danmark når tilsvarende højder.” Det er dette landskab med dets helt specielle lys, der har kaldt på malere som Theodor Philipsen, Johannes Larsen, Fritz Syberg. Sidstnævnte opholdt sig om sommeren med kone og en stor børneflok derude. I 2 små skure. Midt i naturen. Hans lykke lyser ud af de mange billeder, det blev til – især børnene med ”sommerbrune knæ” og bleget hår. ”Den lykkeligste periode i sit liv”, skriver Kurt Risskov Sørensen. ”Stilen er vitalistisk, og som hos en lang række af tidens andre førende kunstnere, er det det nye århundredes optimistiske livssyn, der slår igennem.” Også Johannes V Jensen kom her, den kraftfulde danske digter, der netop i 1906 hamrede næven i bordet med digtet: ”Sønner af de slagne, se I står på muld!/ Død er det bedragne/lykkeløse kuld.” Nu måtte det være slut med Herman Bangs flæben over sårfeberen fra Dybbøl. Så kan man jo i sit stille sind more sig over, at netop Herman Bang – denne sprogets mester - sammen med regimentslægen måtte gå fra Nyborg til Kerteminde. Iført parfumeret lommetørklæde. Og så i laksko! Alt mens bondemalerne levede i tæt kontakt med naturen.

Mange andre fulgte. Jacob Jørgensen, Sophus Paulsen, Sarus Nielsen, Blumensaadt, Svend Havsteen-Mikkelsen. Hertil de lokale malere, Helge Christensen og Johannes Andersen. Nu er det kunstnere som John Olsen, Jens Bohr og væversken Helle Baslund, der hører til blandt de ypperste.

Fyns Hoved var og er en levende og foranderlig inspiration for kunstnerne. Derfor må besøget på udstilling naturnødvendigt forlænges med et besøg derude. Tættere på Sybergland og Larsen-universet kan man næsten ikke komme. Det er som at færdes midt i deres kunst.

Et stykke forelsket Danmark afsluttes med kapitlet ”De Danskes Øer” – titlen på Achton Friis’ og Johannes Larsens pragtværk fra 1920’erne. Her er det Æbelø (Ole Runge) og Sprogø (Lars Hansen), der berettes om. Sidstnævnte slutter med sætningen: ”På den måde kan vi få den natur, vi fortjener.” En aktiv sætning der forpligter. Og det er vel egentlig essensen af både udstilling og bog, der er samlet i denne ene sætning. Kan få. Forpligtelserne ligger hos hver enkelt af os.

Ved indvielsen af Nationalpark Thy, august 2008, skrev digteren Knud Sørensen: ”Og nu mærker jeg på kinden den blæst/som her var skaberen/og skaberen kryber ind i mit øre/hvisker:/jeg kræver kun/ydmyghed.”


Fra Johannes Larsens skitsebog, ”Årstiderne”.

Ordene bliver hængende. Når man forlader den fornemme udstilling i Kerteminde. Når man lukker bogen.

Anmeldelsen skal sendes nu. Kan ikke vente længere. Når at vandre en stille nattur langs vandet. Kigger op på månesejlet. ”Ydmyghed”. Ordet bliver ved med at gentage sig selv. Hviskende. Går over i bølgeslaget. ”Ydmyghed”. Det er jo det, Et stykke forelsket Danmark beretter. Til den besøgende, til læseren, til kapitalen, til politikerne. ”Ydmyghed”. Ikke som et mantra. Men som et memento.

”Ydmyghed”! Ved åbningen af udstillingen holdt Hans Edvard Nørregaard-Nielsenn af sine vanlige jubeltaler. Men ikke nok med det. Carlsbergfondet forærede Johannes Larsen Museet to miniaturebind med akvareller, der er en del af forstudierne til ”Årstiderne Det var en gestus, der fik tårerne frem. Særligt da der fulgte en check med på 500.000 kr som støtte til en udgivelse. ”. Det er i øvrigt på Kulturkapellet de første gang vises offentligt.

Fakta-oplysninger: Udstillingen ”Et stykke forelsket Danmark” vises på Johannes Larsen Museet i Kerteminde frem til den 18. september. Juli-august alle dage 10-17. I september tirsdag-søndag 10-16. Bogen, der er på 226 fornemt illustrerede sider koster 198 kr. Se nærmere på www.johanneslarsenmuseet.dk

Forrige anmeldelse
« Biotopia «
Næste anmeldelse
» WAX - Sensation in Contemporary... »