Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
6 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
7 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
8 - Teateranmeldelse
Maskerade
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Fakiren fra Bilbao Aalborg Teater
Anmeldt 20/11 2009, 09:40 af Kim Toft Hansen

Familieteater med spansk temperament


Familieteater med spansk temperament

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vaneforbrydere med fransk accent, en kuglepen der skriver af sig selv, en fakir der lugter som har han været død i tredive år, en kleptoman med sopranstemme, en bedemand som samtidig er ejendomsmægler, og to børn der – på egen hånd – må sørge for at hitte rede i alt dette. Det er intet mindre end ingredienserne, der er krydret med et mysterium om en stor diamant og slåskamp med frosset fjerkræ, i Aalborg Teaters seneste opsætning Fakiren fra Bilbao.

For de, der kender Bjarne Reuters roman fra 1997, eller de, der i stedet har set filmatiseringen af denne fra 2004, er historien velkendt. Søskendeparret Kamma og Tom Wilkins flytter ind i et lettere forfaldent hus, som deres mor har købt af den excentriske bedemand Mooney. Tom er noget utilfreds med det, fordi han – mener han selv – gennemskuer de luskede hensigter ved Mooneys firma, der går under det løjerlige navn Hasta la vista. Kamma befinder sig derimod temmelig godt – hun er nemlig mere åben for alternative tolkninger af virkeligheden, og undrer sig ikke synderligt over det, da hun finder en knogle i husets ildsted. Hun begynder at udforske huset, og finder snart hemmelige gange og mystiske lyde. Det bliver ikke mindre mystisk af, at et fransk ægtepar begynder at interessere sig gevaldigt for huset – eller er det måske noget, der er gemt i huset?

Mens børnenes mor Greta render forvildet rundt om sit arbejde med et presserende korarrangement, har Kamma og Tom ro til at undersøge og udforske disse mystiske fænomener – mest for at skåne deres mor, der ikke er kommet sig over deres fars død, og som stresser nok i forvejen. Da de så finder en kuglepen – med grønt lys – i kælderen, der begynder at skrive selv, har de efterhånden også nok løse ender, der skal bindes sammen. Ud af kuglepennen kommer nemlig en spansk fakir, der – dømt efter lugten og udseendet – har været lukket inde i alt for mange år.

Samlet set er det en broget og særdeles farverig skare af karakterer, vi møder i Fakiren fra Bilbao. De mest normale i sammenhængen er de to børn, der skal forsøge at rydde op i den fordækte fortid, mens de samtidig forsøger at gemme det hele – herunder også lig – for deres mor. Karaktererne er både skrevet og spillet med tilpas mål af overdrivelse og excentricitet, hvilket selvfølgelig på den ene side er et udtryk for genren: Det er familieteater, hvor alle på 10 plus kan være med. På den anden side er dette også et genremål for gyserkomedie – som stykket ret beset er – i sig selv: De uhyggelige elementer er gennem outrerede karakterer suppleret med lige dele komiske optrin.


Michael Brostrup og Steffen Eriksen.
(Foto: Nils Krogh).

Bjarne Reuter, der jo er første hånd på romanen såvel som manuskriptet til teaterstykket, kender denne gyserkomedie fra både den mere uhyggelige ende af børnelitteraturen, men også en amerikansk filmtradition. Derfor er det ikke uden årsag, at Reuter har placeret handlingen i USA, hvilket – i de amerikanske landdistrikter åbenbart – giver en undskyldning for at producere disse relativt utroværdige personager. Dette filtrer sig selvfølgelig også ind i teaterstykket, der også foregår i USA – mest nævneværdigt og åbenlyst er den håbløse landbetjent Frandsen (udtalt på texansk). Samlet set etablerer Fakiren fra Bilbao sig som et teaterstykke efter det samme amerikanske filmforbillede, som Reuters roman og den senere film også skæver til.

Det kan lyde som en stor mundfuld at placere inden for et teaterrums scenografiske muligheder, men faktisk slipper opsætningen ret godt fra det. Iscenesættelsen fungerer omhyggeligt i kraft af fleksible rekvisitter og rummelige ændringer løbende gennem stykket. Lydbilledet, der kan være svært at time og tilrettelægge i det ’direkte’ teater, supplerer handlingen fornuftigt – enkelte gange kikser timingen, men det er ikke mere, end hvad vi kan forvente. Samlet set illustrerer lydeffekter og underlægningsmusik handlingsgangen fint, og timingen er de fleste steder lige i skabet (sammen med det lig, Kamma og Tom gemmer). Musikken kan dog virke en lille smule umotiveret undervejs – det er eksempelvis ikke helt klart, hvad Mahler laver i sammenhængen, mens Bryan Adams’ tema fra filmen Don Juan DeMarco er et oplagt valg til at karakterisere den iltre romantik hos fakiren.


Michael Brostrup.
(Foto: Nils Krogh).

Fakiren i Bilbao er velspillet og tilpas overspillet, og som det altid gælder denne type opsætninger, så er det de mest bizarre karakterer, der falder i øjnene. Jakob Højlev Jørgensen giver en version af bedemanden Mooney (hvor han jo skal spille op til Ole Thestrup i filmversionen), som er helt igennem underholdende og langt ude. Det gælder også Michael Brostrup som fakiren, der også er behændigt overspillet og sydlandsk tempereret. Vi bør dog af samme årsag ikke overse de to – mere normale – hovedroller: Rasmus Fruergaard giver den fint som Tom med en stil, vi måske kender fra Paw Henriksen, mens Line Bie Roserstjerne bærer rollen som Kamma temmelig godt. Det problematiske er selvfølgelig, at Kamma og Tom begge skal forestille at være et tvillingepar på tretten, hvilket er lidt svært at se – de ’underspiller’ selvfølgelig deres alder, men fremstår alligevel lidt ældre, end de egentlig er. Overvejende er Fakiren i Bilbao dog ganske velspillet og behageligt karikeret.


Rasmus Fruergaard og Line Bie Rosenstjerne.
(Foto: Nils Krogh).

Opsætningen er ikke kun for de mindste. Den morbide humor er undervejs så sofistikeret og sort, at det mest appellerer til andre aldersgrupper, mens karakterkonstellationen og fortællingens tydelighed er på et tilpas niveau til, at alle kan følge med. Det er netop kendetegnende for Bjarne Reuter, at han formår at spille på disse to instrumenter samtidig, mens det også dermed kunne have været elementer, som var svære at overføre til teatret – hvis ikke Bjarne Reuter selv stod for manuskriptet. Derfor lykkes det faktisk at bringe en Reuter-stemning med ind på Aalborg Teater, og derfor er der nærmest ingen undskyldning for ikke at hive familien Danmark med ind til en teateroplevelse for både børn og voksne.

Forrige anmeldelse
« Jernbyrd «
Næste anmeldelse
» Woyzeck »