Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
2 - Teateranmeldelse
The Drowsy Chaperone
3 - Teateranmeldelse
Bliktrommen
4 - Teateranmeldelse
Snehvide
5 - Teateranmeldelse
Nøddebo Præstegaard
6 - Teateranmeldelse
La Cage Aux Folles
7 - Teateranmeldelse
Forførerens dagbog
8 - Teateranmeldelse
Valhalla – Balladen om Balder
9 - Teateranmeldelse
En kort en lang
10 - Teateranmeldelse
Tartuffe




All My Dreams Come True Aarhus Teater - Scala
Anmeldt 3/9 2013, 20:54 af Lise Majgaard Mortensen

Løft nu dværgen og mærk noget – et Disneydrama i top


Løft nu dværgen og mærk noget – et Disneydrama i top

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ind på scenen kommer et forlegent tomathoved i en gul kjole og korte cellulitislår og en flov Snurre Snup i skovmandsskjorte. ”Jeg er deprimeret,” siger de begge to. ”Jeg savner noget, der virker.” På den aarhusianske teaterscene har der i den seneste tid også manglet noget, der virkelig virker. Men hold på hat og Mickey-maske, Christian Lollike er tilbage og blæser publikum om kuld med et Disneydrama, der virker for vildt.

Verden er sådan et affortryllet og deprimerende sted. Vi påstår, at det er Disney, der laver os om til ukritiske superforbrugere, Disney har steriliseret vores fantasier og fucket med vores forventninger til livet. Vi forventer for meget og får alt for lidt – synes vi. Vi har så travlt med at skabe fantomdepressioner og klage over, at der er for få hobitter, prinsesser og flyvende tæpper i vores dagligdag, at vi ikke kan finde ud af at leve. Så tag dog ansvar for dit eget liv, lyder opsangen.

Hold kæft, hvor er vi dog latterlige.
Første halvdel af forestillingen udgøres af en skizofren diskussion blandt de to hovedpersoner om, hvem der egentlig har det værst. De råber og skriger og piver og er helt enormt irriterende. Mon det er meningen, at vi skal hade dem lige så meget, som de hader sig selv?

Og man sukker: ”Skal der nu igen harceleres over depressionsepidemien?” Men Lollikes greb om gennemtærskede samfundsmetaforer er som sædvanlig vendt, drejet og nytænkt. Vi er alle sammen lidt latterlige, når vi brokker os over surdej og selvangivelser og vores ynkelige liv. Vi er latterlige som forældre, som forbrugere, som ægtefæller og som medmennesker.

Da det lykkes spillerne at bryde igennem ind til et slags Narnia i skabets hemmelige baglokale, bryder et freakshow løs, helt og aldeles løsrevet fra Disneyidealer: En høj mand, de to små dværge, en tyk dame og en spastiker. Man prøver at komme moralen i forkøbet: ”Nu skal vi nok konfronteres med, hvor meget værre de andre har det, få lidt ondt af dem og komme til at skamme os over vores egen weltschmerz.” Men det er ikke Lollikes ærinde.

Den sentimentale morale
Lollike finder et nyt element at harcelere over hver gang, og det er altid noget, vi kan genkende i os selv. Denne gang synes den nyskabende dramatiker at have til ærinde at grundlægge en ny bevidsthed, i hvilken vi kommer til at anskue os selv kritisk på en mere radikal måde.

Det særlige ”kor” i forestillingen er castet til at paradere med deres handicap eller skavanker. Men selvom de ikke er skuespillere, fungerer deres tilstedeværelse optimalt i samspil med Marie Louise Wille og Morten Burian, der giver deres yderste som depressionsmennesker og eventyrfigurer. Det er et enormt effektivt, underholdende men også rørende set-up, idet man kommer tæt på ualmindelige mennesker, der ikke er interesserede i vores medynk eller dårlige samvittighed.

En lillebitte sprække af håb for fremtiden åbner sig mod slut, da Snehvide siger til Joakim von And: ”Vi minder om aber, hr. von And, der sidder målløse og stirrer på tørt brænde og tændstikker og samtidig tror, at kulde er noget man bare må lære at leve med.” Vi vækster i en kapitalistisk forstand, men vi vækster ikke som mennesker, men det kan vi komme til: ”Vi kan producere noget af virkelig værdi, hvis vi gør noget, der er vigtigt for andre,” fortæller Snehvide.

Med en dværg i hænderne
Disneydramaet er ikke provokerende blot for at være det (for det kan vi ikke lide) – der ligger en meget håndgribelig morale bag Lollikes provokationer og forsøg på forargelse. Det er en forestilling med mange, mange overraskelser, som tager grænseoverskridelse til et helt nyt niveau.

Hvordan ville du have det med at skulle gribe en dværg (iført supermandskostume) og crowdsurfe ham gennem salen? Pinligt berørt, måske? Pinligt for dig eller pinligt for dværgen? Hvorfor skulle det være pinligt for ham? Fordi han er lille? Det er han jo nok vant til.

Pinligt fordi hans abnormalitet kommer for tæt på ind på livet af dig, så du virkelig mærker den? Den oplevelse har du nok godt af. Den beviser, at du – selv i din fantomdepression – stadig kan producere følelser. Og så er du nok ikke så tom indeni, som du går og bilder dig ind.

Lollike er i denne forestilling meget mere radikal og crazy, end han har været i de seneste af sine stykker, der har været opført på Aarhus Teater. Utroligt nok kan han blive ved med at gå flere skridt videre. Lollikes univers er altid sært og kaotisk og fuld af vægtige moraler. Men med Disneydramaet her overgår han sig selv. Det er vidunderligt, at der stadig findes noget, man ikke har set før, og det er fedt at blive konfronteret med sin egen forargelse. Men det er også skræmmende så meget, der skal til for, at vi kan forarges.

Store højdepunkter
Disneydramaet har et helt særligt højdepunkt cirka halvvejs igennem, som består af muligvis det bedste og mest overraskende metagreb nogensinde set. Det er virkelig godt teater, der i ordets bedste forstand bringer teaterrummet i spil og udnytter teatrets mange muligheder. Mere skal ikke afsløres her.

Derudover er teksten et højdepunkt i sig selv. Manuskriptet er trykt i sin helhed i programmet, og der gives dermed direkte håndgribelig adgang til den store tekst. Lollikes geni ligger nemlig i hans evne til at kombinere det litterære med det visuelle og nu også det haptiske, idet han engagerer følesansen. Med teksten i hånden kan man mærke ordene og få alle ordenes pointer med. Men dværgen kan man først rigtigt mærke, når man står med ham i hænderne.

På en underholdnings- og sjovhedsskala rangerer forestillingens første del ikke så højt. Så meget desto større er kontrasten til anden del, hvor intensiteten fortsætter med at stige, indtil man nærmest skriger på at få normaliteten tilbage. På en vigtighedsskala ligger hele showet dog i top. Her er så meget, man ikke har set før og ikke havde fantasi til at forestille sig. Lollike og Aarhus Teater leverer et fabelagtigt freakshow, som kan vende op og ned på din omgang med andre. Kan du så komme afsted!

Forrige anmeldelse
« Udsøgt smerte «
Næste anmeldelse
» Hotel Nelson »