Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Fifty Shades of Grey – Fanget
2 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
3 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
4 - Prosaanmeldelse
Elefantpassernes børn
5 - Prosaanmeldelse
Det syvende barn
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Min kamp 6
8 - Prosaanmeldelse
Se på mig
9 - Prosaanmeldelse
Du forsvinder
10 - Prosaanmeldelse
Set fra himlen & Den gule plet




Mand i mørke / Paul Auster / 223 sider
Forlaget Per Kofod. ISBN 978-87-916-5465-7
Anmeldt 10/4 2008, 08:28 af Marianne Niemann

”Jeg er alene i mørket...”


”Jeg er alene i mørket...”

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Med denne sætning indleder den amerikanske forfatter Paul Auster sin nyeste roman, som kan beskrives som en skarp og elegant lille fænomenologisk betragtning af netop dette at befinde sig i mørke Og det på alle tænkelige måder, både konkret og abstrakt, fysisk og psykisk. Hvad er det egentlig, der sker med mennesket, når mørket sænker sig over os? Kan mørket måske netop åbne for nye tilgange til verden? Og er der altid et positivt aspekt ved det negative? Sådanne spørgsmål åbnes der undervejs for gennem læsningen af Mand i mørke, der strækker sig over en enkelt søvløs nat i mørket anno 2007.

Den 72-årige litteraturkritiker August Brill er ovenpå en trafikulykke blevet indlogeret hos sin datter Miriam og sin datterdatter Katya. Alle tre har en mere eller mindre dyster fortid bag sig - Miriam er blevet forladt af sin mand, Katyas elskede er død i Irak, og vores hovedperson Brill har nyligt mistet sin mangeårige livsledsagerske og sjæleven - og de forsøger nu sammen at holde styr på sig selv og hinanden i en verden præget af krig og omskiftelighed.

August Brill, der er plaget af søvnløshed, digter - i forsøget på at dulme den smerte, virkeligheden har påført ham – historien om den unge tryllekunstner Owen Brick, der pludselig vågner op på bunden af et sort hul i en verden, han ikke kan genkende som den virkelige. I denne mystiske parrallelverden er der også krig, men krigen er en amerikansk territorialkrig. Krigen i Irak har aldrig været en realitet, såvel som 9/11 aldrig har fundet sted. Forvirringen er total for den unge tryllekunstner, der nu viser sig at være militærmand af rangen korporal, og den bliver ikke mindre, da han bliver bedt om at udføre den yderst ejendommelige opgave at tage livet af den mand, der har skabt krigen i sit hoved og således holder den i gang, August Brill...

Ja, forvirringen er total, også hos læseren, da det efterhånden bliver vanskeligt at orientere sig i dette mystiske kinesiske æske-system. Hvem er det egentlig, der skaber hvem? Er det Brill, der skaber Brick eller omvendt, eller skaber de måske gensidigt hinanden? På denne måde leges der dristigt med læseren, og et par grundlæggende filosofiske spørgsmål står tilbage: Er man selv blot et resultat af en andens tanke, og findes der ligeså mange verdener, som der findes tanker? Er fantasiens verden, den såkaldt uvirkelige verden, ligeså virkelig eller måske mere virkelig end den såkaldt virkelige verden? Således går Auster ind og leger med den samme type spørgsmål, som vi i særdeleshed ser bearbejdet hos japanske Haruki Murakami, særligt i Trækopfuglens krønike og Kafka på stranden.

For enhver kender af Auster, kan der dog ingen tvivl være tilbage. Vi har her at gøre med en roman, der er umiskendeligt meget Auster. Som vi ofte ser det i hans værker, er det i langt højere grad digressionen end plottet, der styrer fortællingen (hvilket højst sandsynligt vil hægte den typiske krimihungrende læser af), og vi finder flere mere eller mindre eksplicitte intertekstuelle referencer til egne værker. Bemærk eksempelvis, at forfatteren i den på mange måder beslægtede Orakelnat fra 2003 ser sig nødsaget til at slutte sin historie, idet han kommer til at skrive sin hovedperson ind i et sort hul og ikke ved, hvordan han skal få ham ud igen. I Mand i mørke indleder fortælleren med at placere sin hovedperson i et sort hul og bevæger sig således videre derfra. Samtidig har vi set ideen om en parallelverden præget af krig og ødelæggelse skitseret før, nemlig i den fabelagtige I det sidstes land fra 1987, hvor vi befinder os i den såkaldte ”Ødelæggelsernes By”.

Mand i mørke er dog meget mere end blot en lang intertekstuel reference centreret omkring egne værker. Det er en smuk lille fortælling om tunge emner som krig, sorg, ensomhed, skyld, svigt og – måske mest af alt – kærlighed. Netop derfor er det på trods af den tristhed, der præger den, ikke nogen deprimerende bog. Selvom verden er i krig, og hele menneskeheden såvel som den enkelte er bærer af større og mindre sorger, manifesteres der gennem de relationer, der er at finde indbyrdes mellem romanens karakterer, et uudsletteligt håb. Særligt relationen mellem Brill og barnebarnet Katya, der begge ligger søvnløse i mørket med hver deres knuste hjerte, er rørende, og dette er en relation, der både på det konkrete og det abstrakte plan er opstået ud af mørket.

På baggrund af disse smukke relationer udvikler den yderst komplicerede postmodernistiske kinesisk æske-fortælling sig undervejs til en simpel fortælling om kærlighed, og det er her den for mig at se bliver virkelig vedkommende. Smukt og poetisk skitseres det, hvorledes vi som mennesker altid hungrer efter inderlighed og nærvær. Betragt blot følgende passage: ”Hvis jeg skulle dø før jeg vågner. Hvor går alting hurtigt. I går et barn, i dag en gammel mand, og fra dengang til nu, hvor mange hjerteslag, hvor mange åndedrag, hvor mange ord sagt og hørt? Rør ved mig en eller anden. Læg din hånd på mit ansigt og sig noget til mig...”

På elegant vis formår Auster altså at give en kommentar til nutidens verden, der på ingen måde bliver hverken ensidig eller bitter. Dette må siges at være en sjælden vare nu til dags. Sætningen ”Mens den sære verden ruller videre” - fremstammet af digteren Rose Hawthorne, som Brills datter Miriam er ved at færdiggøre sin biografi om – bliver på mange måder romanens filosofiske nøgleord. Med denne sætning opsummeres Austers kommentar til verden som sådan såvel som til verden lige nu. Verden er præget af en grundlæggende særhed, og således vil det altid være – både på mikro- og makroplan. Og det, der er sært, er hverken godt eller skidt, bare sært.

Auster har altså endnu engang - ovenpå den lidt ligegyldige Rejser i skriptoriet - skabt en roman, der uden tvivl vil både begejstre og skuffe. Begejstre på grund af dens evne til at indkapsle verdens sindstilstand, eller i hvert fald et aspekt deraf, i et enkelt øjebliksbillede, og skuffe, idet man knap nok lærer personerne at kende, førend man må forlade dem. Personligt hungrer jeg efter endnu en lidt længere roman fra Austers hånd, et inderligt og destruktionsbaseret dannelsesinferno, som det er at finde i Moon Palace og Illusionernes Bog, og som kun han kan skabe det. Men... ventetiden har uden tvivl været fulgt ud på bedst mulige vis med denne lille yderst velskrevne og velkomponerede kommentar til verden anno 2007.


Forrige anmeldelse
« Skumringstimen «
Næste anmeldelse
» Bortset fra himlen »


Flere prosaanmeldelser