Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Leningrad (110 min.) / Panvision
Anmeldt 10/8 2010, 09:27 af Kim Toft Hansen

Barbarossa fryser


Barbarossa fryser

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Under Anden verdenskrig satsede Nazityskland stort på at få Østfrontens krig mod Den Røde Hær hurtigt overstået. Afslutningen af Operation Barbarossa skulle være en blitzkrieg, der skulle besejle tyskernes adgang til den russiske olie. Den krig, der skulle have været overstået ud på sensommeren 1941 viste sig dog at trække ud, idet den russiske hær viste sig at være mere end velforberedt på mødet med tyskerne. Det blev til en langtrukket russisk vinterkrig, der fortsatte hen over sommeren til vinteren 1943, hvor den tyske hær led de største nederlag på Østfronten. Et af de steder, som det gik værst ud over, var byen Leningrad, som i dag hedder St. Petersborg: Byen var omringet og belejret af tyskerne, uden at de kunne indtage den, i over 700 dage, og er derfor et signifikant udtryk for tyskernes og russernes kamp. Den var sej, lang, udmarvende og ikke mindst grusom for alle implicerede. Den kaldes derfor også berettiget for historiens længste belejring.

I alt dette ligger selvfølgelig en stor mængde fortællinger begravet. En del af disse tager den russiske Aleksandr Buravsky fat på i sin seneste film, der slet og ret hedder Leningrad. Filmen tager sin spæde start under et af de afgørende og indledende slag i krigen, hvor tyskerne angriber. Den kvindelige russiske soldat leverer uprøvede, uuddannede soldater til byens front mod tysker – de har fået strenge ordrer på, at de for alt i verden skal holde skansen. Resultatet er selvfølgelig på dette tidspunkt blot, at de nyankommende stort set bare bliver kanonføde, men det har faktisk den virkning, at tyskerne ender med at grave sig ned omkring byen frem for at indtage den. Hermed har startskuddet til belejringen lydt, og tyskerne sætter byen i et jerngreb, der ikke skal besejre byen udelukkende med krigens midler: Byen skal vindes med sult.

Dette er selvfølgelig en interessant historie for tidens presse, og fra London sender flere af verdens dagblade reportere ind i eller tæt på Leningrad. To af disse er den unge britiske journalist Kate Davis (Mira Sorvino), der får hjælp af sin ven Phillip Parker (Gabriel Byrne) til at komme med. Hun er relativt uerfaren, og han forsøger derfor på at overtale hende til ikke at tage med, men hun insisterer – og kommer med. I Leningrad bliver en gruppe reportere eskorteret rundt, heriblandt Kate, men dette er desværre samtidigt med, at tyskerne sætter sig for at tæppebombe byen – og bussen, hun skulle med hjem bliver sprunget i luften. Kate er nu fortabt i sneen, men ved et tilfælde møder hun Nina og en gruppe russere, der tager hende med tilbage. Hun er uden papirer, og har derfor ingen rettigheder, og Nina tager sig i det fordækte af hende. Budskabet til London er, at hun er omkommet under bombningen – hun er med andre ord fanget i ingenmandsland.

Filmen udmærker sig ved at ville fortælle lidt mere end denne gennemskuelige fortælling om Kate, der bliver fanget mellem russere, der ikke vil indrømme, at de for tidligt har erklæret hende død, og en pressestab, der ikke ved, at de skal lede efter hende. Filmen inddrager en lang række velvalgte bifortællinger, der for alvor sætter byens store problem under lup: sulten! På den måde trækker filmen på en hammel, der ikke forglemmer sig selv i personfnidder, kærlighedsfortællinger og venskabelig fortrolighed – selvom filmen også har disse elementer med. Den peger i stedet på nogle almindelige, grusomme mekanismer, der sættes i gang, når mennesket møder en personlig overmagt. Filmen viser på den måde grusomhederne fra oven såvel som fra den enkelte. Samtidig spænder fokus ufortrødent fra London, over Berlin, til Leningrad – uden at det bliver patetisk eller firkantet. Det er en svær fortælling at fortælle, men det lykkes i det store hele for Leningrad.

Stilmæssigt holder filmen også en fin standard. Billedkompositionerne balancerer på en knivsæg mellem krigsæstetik og undertvingende grufuldheder. Et samlingspunkt er de beskeder, som en lokal radiovært kalder ud over byen. Først og fremmest skal han give informative beskeder – oftest om nedskæringer af madrationerne. Men mest interessant bruger han en metronom, der angiver, hvor meget fare, der er på færre: jo hurtigere rytme, jo større fare. På den måde er denne metronom også stakatisk med til at sætte filmens rytme, hvilket binder billede og lyd fint sammen. Af samme årsag kan det godt undre, at filmen momentvist er så dårligt synkroniseret, som den er. Det er særligt, når de russiske skuespillere snakker engelsk, at det går galt, men det kikser også ofte med Mira Sorvino i skærmbilledet. Det er en skam, for dette pudsige forhold mellem talelyd og billede skæmmer en ellers temmelig fornuftig film.

Det vælter (stadig) ud med film om Anden verdenskrig, og der kan til tider være langt mellem kryddersnapsene. Leningrad er dog helt klart i den bedre ende af skalaen. Fortællingen om en by under belejring er i sig selv god, men eksekveringen med fokus på en politisk flygtning i et venskab med en russisk kvindelig soldat er overraskende godt. Det trækker tråde til mange andre vedkommende fortællinger, der bindes sammen af den simple ting, at de alle er spæret inde i en by, der på det tidspunkt var et af de værste steder, man kunne befinde sig.


Forrige anmeldelse
« Knight and Day «
Næste anmeldelse
» Station 13 »


Filmanmeldelser