Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




F for får - Sæson 1 (280 min.) / Nordisk Film
Anmeldt 29/4 2009, 08:20 af Jørgen Riber Christensen

F for får – enkel skabelon og narrativ rigdom


F for får – enkel skabelon og narrativ rigdom

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Aardman Studios og Nick Parks Shaun the Sheep har et kultpublikum, der rækker langt ud over animationseriens direkte målgruppe, der er børn. Børn vil holde af animationfigurernes enkelthed og karakterernes stereotype adfærd, og ikke mindst at hver enkelt episode i serien er drejet over den samme forudsigelige skabelon, hvor handlingsmønsteret med sikkerhed går fra indledende harmoni, der brydes af et fremmedelements ankomst eller af en usædvanlig hændelse på gården, indtil harmonien genoprettes. Den katalysator, der starter handlingen og bryder harmonien, kan være alt fra et kålhoved, der falder af en traktor til en nødlanding af en flyvende tallerken med aliens. Handlingen tager da fart, og der er et fast regelsæt om karakterernes indbyrdes relationer, som skal adlydes. Handlingen udspilles på en gård med en fåreflok, en hyrdehund, Bitzer, tre grise, der er fårenes modstandere, og gårdmanden, der ikke fatter noget som helst. Hans meget tykke brilleglas er med til at understrege dette. Det, han især ikke fatter, og som er regel nummer et, er, at hans dyr er antropomorfe. Det er også en regel, at han hele tiden bare er brøkdele af sekunder fra at opdage det. Denne karnevaleske venden op og ned på arterne er grundlaget for hele seriens univers og en af de vigtigste komiske effekter.

Hovedkarakteren er Shaun, der er usædvanlig intelligent og hurtig i opfattelsen af et får at være. De øvrige får i flokken er ambitiøse på den måde, at de ønsker at opnå de goder, som et menneske har, og samtidig er deres flokmentalitet solidarisk. Hyrdehunden Bitzer med strikket uldhue regerer med fåreflokken vha. et clipboard og en sportslærerfløjte, men er samtidig altid på fårenes side, og han og Shaun er venner på tværs af arter og hierarki. At hyrdehunden er sympatisk, kan måske begrundes med dens herkomst, for den minder meget om Trofast (Gromit) fra Nick Parks Walter og Trofast (Wallace and Gromit). Shaun selv kommer direkte ud fra en statistrolle i Walter og Trofast-filmen En Tæt Barbering (A Close Shave).

Der er meget fysisk slapstick-humor i serien, hvor enhver rekvisit kan anvendes på en ganske overraskende måde, og der er rekvisitter nok, for det flyder med affald og storskrald omkring gården. På denne måde er der et realistisk skær over lokationen, men den er også idealiseret og forskønnet, for genren er pastoralen med hyrders og hyrdinders romantiserede liv på landet, og F for fårs meget fjerne genremæssige forfædre optræder i Theocritus’ Idyller fra det 3. årh. f. Kr. Det landlige eller rustikke er imidlertid også et komisk element på karakterniveauet. Bonden i F for får er den klassiske komediefigur, der ligeledes har en lang historie tilbage til den klassiske græske og romerske komedie. En rustik karakter, der let bedrages, kaldes agroikos, og denne dumme bonderøv er især morsom for det sofistikerede bypublikum.

Den allerførste episode på dvd-sættet ”Drageproblemer” (”The Kite”) er i sin enkelthed og banalitet typisk for handlingsforløbet. En drage blæser ind over gården og sætter sig fast i en trækrone. Fårene vil have fat i den, og de slæber en gammel springmadras fra en af affaldsdyngerne hen under træet for at bruge den til trampolin, men uden held. Næste forsøg er en opstilling af får i trappefacon op mod dragen i træet. Også dette forsøg er en fiasko. Efter omhyggelige matematiske udregninger med skolekridt på en tavle anvender fårene et lille, bøjeligt træ som katapult til at kaste Shaun op til dragen. Det lykkes heller ikke, og da den blæser ned af sig selv, æder det tykke får, Shirley, dragen. Hun vender således tilbage til det dyriske stadie. Da alt synes tabt, blæser fem balloner ind over gården, og fåreflokken styrter dumt efter dem. Bitzer og Shaun resignerer og drikker sammen en fredelig kop te fra termoflasken, idet solen går ned.

Denne handlings enkelthed modsvares af en tæt og intens fortællemåde. I blæsevejret fyger en vindheks eller ”tumbleweed” hen over den engelske gårdsplads, og der er således et stereotypt intertekstuelt citat til en amerikansk western. Kameravinklerne, kameraafstande, kamerabevægelser og forholdet mellem objektivt og subjektivt kamera varieres voldsomt hele tiden. Det samme gælder kameraets placering i forhold til handlingen, og på et tidspunkt er der endog tale om underjordisk kamera. Der er effektlyde, dyrelyde og underlægningsmusik; men der er også skift mellem den dynamiske underlægningsmusik til fårenes jagt efter dragen og rolig incidentalmusik fra bondens morgenradio. Fårenes Plasticine- eller modellervoksmimik og deres ytringer imiterer på et tidspunkt publikum ved et amerikansk tv-show, og der er på denne måde endnu en intertekstuel reference. Fortællemåden bliver metafiktiv, når en overgang mellem to handlingselementer bogstavelig talt er et wipe, idet Shaun skifter billedet ved at viske (”wipe”) det gamle billede væk med en tavlesvamp, så det nye billedet træder frem og er en tom tavle, han giver sig til at skrive på. Metafiktionen forstærker, når en cirkusagtig effekttrommehvirvel, der ledsager et fårs akrobatiske spring, viser sig ikke at være underlægningsmusik, men incidentalmusik, idet der klippes til hunden, der har sat et trommesæt sammen af gamle gryder og baljer for at levere musikken til handlingens dramatik.

En kultfilm kan bredt defineres ved, at den har en åbning i sin fortælling, så publikum har mulighed for at antaste filmens autonomi. Denne brede definition kan i F for fårs tilfælde præciseres ved, at den her består af spændingen mellem handlingens og karakterernes simplicitet og fortællemådens kompleksitet med det fortættede filmsprog, metafiktionen og de intertekstuelle referencer, hvor også intertekstualiteten består af karikerende gentagelser af filmsproglige klicheer som fx reaktionsskud og subjektivt kamera. Receptionsmæssigt og markedsmæssigt er denne spænding heldig, for de to publikummer, børn og voksne (forældre) kan forenes i aflæsning af serien, som de ser med hvert deres udbytte: børn holder af handlingen og voksne af fortællemåden.

Hvis man kan lide Aardman Studios øvrige produktioner, hører dette dvd-sæt (uden ekstramateriale men med flot billede- og lydkvalitet) med til den fornøjelige del af husbiblioteket.


Forrige anmeldelse
« Blindness «
Næste anmeldelse
» Porco Rosso »


Filmanmeldelser