Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Halloween (106 min.) Biograffilm / UIP
Anmeldt 29/10 2018, 16:40 af Torben Rølmer Bille

Den nat han kom tilbage – igen


Den nat han kom tilbage – igen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om der sikkert er enkelte der påståeligt vil insistere på at det var filmen Black Christmas fra 1974, der var den første rigtige ”slasherfilm”, så var det først med John Carpenters nu klassiske skrækfilm Halloween fra 1978, der gav slasherfilmen sin endelige form. Filmen introducerede (foruden Jamie Lee Curtis, et fantastisk soundtrack og en af filmhistoriens første POV-mord) et helt fantastisk monster.

Michael Myers – bedre kendt som ”The Shape” – er et væsen, hvis ansigt tilskueren udelukkende ser da Michael som 7-årig bliver arresteret af politiet efter han har slagtet hele sin familie. Næste gang man møder Michael er hans ansigt skjult bag en hvid, udtryksløs maske (som i øvrigt er modelleret efter William Shatners ansigt – red.) og han har aldrig ytret så meget som én replik. Dette gør skurken svær at forholde sig til, for The Shape er superstærk og hans neutrale mimik, kombineret med hans mangel på replikker gør ham utroligt skræmmende. Senere har film som bl.a. Fredag d. 13 og et utal af andre slasherfilm forsøgt at kopiere denne effektive formel.

I 1981 lavede John Carpenter en ganske glimrende fortsættelse til originalen, der foregik umiddelbart efter hændelserne i den første film, på det sygehus hvor Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) – den eneste der i den første film havde overlevet mødet med The Shape – var indlagt. Denne film blev op gennem firserne og halvfemserne efterfulgt af en hel række Halloween-film og serien udviklede sig til en egentlig franchise, der med undtagelse af seriens tredje del , alle handlede om The Shape, der dukkede op i byen Haddonfield i Illinois, for at nakke teenagere fra en side af på Allehelgens aften. Filmene er af meget vekslende kvalitet, men er man fan af den fåmælte seriemorder skulle de selvsagt alle sammen ses.

I 2008 og 2010 fik serien en koldstart med Rob Zombies meget omdiskuterede remakes af de to første film. Filmene var både blodige, vilde og supermørke, men især den første skabte en del debat blandt trofaste fans af serien, da den gav unge Michael replikker og en baggrundshistorie, der forsøgte at give en mere rationel forklaring på hvordan han kunne udvikle sig til den tavse hævner, som af psykologen Dr. Loomis, der havde brugt et liv på at studere ham, blev udråbt til at være født som ond https://www.youtube.com/watch?v=7Blq11wjG30 .

Fyrre år efter den originale Halloween er det nu muligt at tage i biografen for at se en film med nøjagtig samme titel. Filmen har valgt at ignorere alle andre film i serien (selv den anden del, som Kapellets udsendte ellers er virkelig glad for) og tager tråden op dér hvor den første film slap. Dr. Loomis i Donald Pleasances skikkelse er desværre ikke med, idet skuespilleren døde i 1995, men både Jamie Lee Curtis og Nick Castle gentager deres roller for originalen som henholdsvis Laurie Strode og The Shape/Michael Myers.

Filmen åbner med et par yngre psykiatere, der aflægger Michael et besøg i fængslet, selv om den ene af dem faktisk har fået lov til at tage Michaels maske med sig i tasken, får de selvfølgelig ikke fremprovokeret nogen form for reaktion fra den tavse kæmpe. Heldigvis afholder filmen sig også fra at vise os voksne Michaels ansigt, så vi stadig hver i sær kan forestille os det værste.

Filmen byder dog på en slags pendant til Loomis, for der er en fængselspsykolog med det evokative navn Dr. Sartain, der fortæller at han overtog studiet af Michael efter Loomis gik bort og at Michael ikke sagt et eneste ord, siden han blev indsat for fyrre år siden. Filmen klipper herefter til Lauries barnebarn. En typisk amerikansk teenager, der har en mor, som har et virkeligt anstrengt forhold til sin egen mor. Det skyldes at hun er vokset op med en mor, der konstant var på vagt, lærte datteren selvforsvar og at håndtere våben, hvis nu det utænkelige skulle ske. Da seeren møder mormor Laurie, er det da også på skydebanen i baghaven hvor hun i en halv menneskealder netop har trænet til den dag, hvor The Shape endnu engang fik mulighed for at stikke kniven i Haddonfields beboere.

Det virker mærkværdigt at det amerikanske fængselssystem har valgt at overflytte en af deres mest berygtede seriemordere netop i dagene op til græskarhøjtiden, men heldigvis for den beslutning, for filmens egentlige hovedperson skal naturligvis have en reel chance for at flygte fra myndighederne. Flugten lykkes og snart er ondskaben atter engang sluppet løs i parcelhuskvarterene. Spørgsmålet er så om det denne gang vil lykkes Laurie at få endegyldigt bugt med monstret bag masken?

Det eneste John Carpenter har haft med den nye film at gøre er i egenskab som producent og leveringsdygtig i et opdateret soundtrack til filmen. Fans af Carpenter vil vide at grunden til at han selv lavede musikken i hans film var fordi det var ganske dyrt at få en komponist til at gøre det og heldigvis da for det, for så fik verden det ikoniske og særdeles effektive lydspor, som alle der har set Halloween husker og kan nynne med på.

Den nye Halloween er instrueret af David Gordon Green, der tidligere har lavet fortrinsvis komedier og er skrevet af Danny McBride der ligeledes er mest kendt for denne genre. Det kunne måske godt få alarmklokkerne til at ringe, men Kapellet kan berolige dig og fortælle at såvel instruktionen som historien er gennemført efter alle kunstens regler. Fortællingen om den traumatiserede mormor, der vil gøre alt for at beskytte sin familie er rigtig fin, men samtidig med flere originale elementer er der i filmen både referencer til andre gyserfilm samt deciderede hyldestscener til originalen.

Kapellets absolutte favoritscene [og her kommer en mini-spoiler, der kan undgås ved at springe til næste afsnit] er den, hvor Laurie flygter ud af et vindue på førstesalen af et hus og lander hårdt på græsplænen nedenfor. I den nye film er rollerne byttet om, for det er The Shape, der denne gang kigger ud af vinduet blot for at registrere at hans modstander ikke ligger på plænen længere. Det holder 110%!

Jamie Lee Curtis er helt forrygende i rollen som Laurie, for selv om hun da har spillet denne rolle en håndfuld gange før, så er hun ustyrligt troværdig hele vejen igennem. I skrivende stund forlyder det også at Halloween er den film med en kvindelig hovedrolleindehave over 55, der har indtjent flest penge nogensinde – og dette endda før vi overhovedet har skrevet den 31 oktober.

Al rosen til trods, så er og bliver Halloween en slasherfilm, der følger den formular som originalen har etableret. Ondskaben dukker op i nærområdet, den maskerede morder terroriserer enkeltpersoner, myrder dem på meget voldsom vis og fortsætter ufortrødent med at gøre dette, i jagten på sit ultimative mål: Laurie – pigen der i sin tid slap væk. Det lykkes dog filmen at få selv den garvede gyseranmelder til at sidde på kanten af biografsædet og efter filmen er nået sit klimaks være overordentligt begejstret over slutresultatet. Manden med masken fungerer stadig og på den vis må Halloween være 2018s mest vellykkede gyserfilm, selv om der også har været en håndfuld andre virkelige gode bud på en sådan.

Til allersidst en parentetisk bemærkning. Det eneste minus Kapellet kunne finde ved filmen var at den populære APP After Credits skrev at man burde sidde til rulleteksterne var færdige, idet der ville dukke noget mere op efter rulleteksterne (lige som man forventer når man ser en Marvel-film). Anmelder ventede spændt på at få det hele med, men det skulle vise sig at denne ”ekstra” ting, blot var lyden af Michaels tunge vejrtrækning som afløste musikken, hvilket bestemt ikke var ventetiden værd.


2334
Forrige anmeldelse
« Venom «
Næste anmeldelse
» Homeland s. 7 »


Filmanmeldelser