Reklamebureau-chefen, Mr. Erskine, (Jim Carter, butleren fra den meget britiske tv-serie Downton Abbey), spørger filmens hovedperson, den dygtige marketing-tekstforfatter, Gordon Comstock (Richard E. Grant), om ikke der er poesi nok i verden, bibliotekerne er jo fyldt med digte? Gordon Comstock har netop sagt sit arbejde op hos ham, trods forfremmelse, lønforhøjelse og attraktiv kæreste på jobbet (Helena Bonham Carter). Gordon Comstock vil nemlig være fuldtidsdigter, og egentligt helst af den romantiske, bohemeagtige type, som trives bedst gennem nederlag. Samtidig er han grænseløs forfængelig, egocentrisk og selvoptaget. Filmens tematik, konflikt og genre er hermed etableret, det er en Künstlerfilm, en genre der skildrer en kunstners udvikling. Genren er selvfølgelig mest repræsenteret inden for litteraturen, her kaldes den Künstlerroman, med klassiske eksempler som Goethes Die Leiden des jungen Werthers (1774), Marvels Prousts À la recherche du temps perdu (1913-1927) og James Joyces A Portrait of the Artist as a Young Man (1914-15).

Filmens engelske titel er Keep the Aspidistra Flying, og den er distribueret i USA med titlen A Merry War, som den danske distributør også har valgt, hvilket er synd, da den er en filmatisering af George Orwells roman fra 1936, som netop hedder Keep the Aspidistra Flying. En aspidistra er en hårdfør stueplanteart, der var populær i den senviktorianske periode, og den blev til et symbol på middelklassens indskrænkede respektabilitet. I filmen er den et ledemotiv, og fra dens elegante optræden allerede i titelsekvensen og lige til filmens slutning antager den forskellige betydninger, der alle er udsagn om hovedkarakterens udvikling.

Inden for filmens verden er George Orwell kendt for to tidligere filmatiseringer. Den ene er en satirisk animationsfilm, Animal Farm (1954), og den anden er den dystopiske, også satiriske science fiction-film 1984 (1984). Keep the Aspidistra Flying er anderledes realistisk, og den bygger i høj grad på den unge Orwells egne oplevelser. En af filmens kvaliteter er netop dens mise-en-scène med billeder af livet i London og omegn i 1930'erne, som spiller på alle sanser. Her ligger filmen meget fint tæt op ad Orwells egne poetiske forsøg på at finde essensen af England og på at finde den rette form for skildringen af den, som han udsiger det i essayet "The Lion and the Unicorn" (1941):

The clatter of clogs in the Lancashire mill towns, the to-and-fro of lorries on the Great North Road, the queues outside the Labour Exchanges, the rattle of pin-tables in Soho pubs, the old maids biking to Holy Communion through the mists of the autumn morning - all these are not only fragments, but characteristic fragments, of the English scene. How can one make a pattern out of this muddle?

Filmen giver i sin anden og langt bedste halvdel et bud herpå, idet Gordon Comstock flytter til det proletariske Lambeth-kvarter syd for Themsen. Det er en social opdagelsesrejse, også for filmens publikum, med spændende, sympatiske og morsomme Dickens-agtige bipersoner.

Filmens Lambeth-periode belyser temaet om de britiske kunstnere i 1930'erne og deres uklare klassetilhørsforhold. De kommer ud af middelklassen, har socialistiske sympatier, sværmer for arbejderklassen, og er som i Gordon Comstocks tilfælde afhængige af mæcener fra overklassen. De skal jo også leve, og her der det, at filmens indledende problematik også er relevant i dag, idet man kan spørge, om æstetik kun hører hjemme i kunst? Hvad med den anvendte æstetik, vareæstetikken og design?

Dvd'en har ud over filmens trailer og et still-billedeshow intet ekstramateriale; men filmen kan i sig selv anbefales for sin periodeskildring og for sin seriøse og også underholdende tematik.