Spekulativ fiktion. Lad os hermed få genremærkatet sat eftertrykkeligt fast. Bang. Tænker du nu på Margaret Atwood? Jeg kan forstå det – og tanken kan måske endog sætte sig nærmere fast, når du har læst disse 176 sider, for der er ligheder … og forskelle.

Solvej Balle skriver fænomenalt. Det vil jeg først og fremmest meget gerne slå fast. Hun er blevet rost for at skrive fænomenologisk og filosofisk-ladede situationer. Hvad betyder det?

Lad mig prøve at indkredse det!

Hun skriver i cirkler, nærmer sig en situation set udefra, går ind i den via en person, her Tara Selter, og hun debatterer, hvad den kan betyde, eksempelvis når man er alene i en virkelighed, som andre ikke er en del af. Er man da til stede? Hvem er man? Hvad er meningen? Så beskriver hun sanseligt og opmærksomt eksempelvis håndens bevægelser, tankernes drejninger og årstidens skift, og man er som læser, synes jeg, suget ind til sætningerne, ganske fanget som Tara Selter er det.

Hun møder her i dette bind sociologen Henry Dale på Heinrich Heine Universität i Düsseldorf.

Og de nærer tanker om, hvor verden er på vej hen. De mødes først og fremmest over en kop kaffe, hvor de drøfter et og andet, men snart bliver det ganske tydeligt, at det drejer sig om, hvordan vi forbruger, grovæder, og raver til os. Her er Tara klar i mælet. Hun vil forsimple og bruge det, der er, snarere end at rave til sig fra supermarkeder, hvor varer forsvinder dag for dag. Heinrich er mere nonchalant, og han giver hurtigere efter for fristelsen, nu hvor de er alene. Han bæres med af dagene, mens Tara øver sig i at stoppe op og mærke efter …

Tara er havnet i den 18. november. Dag efter dag. Det ændrer sig ikke, og hun oplever ganske enkelt denne dag dag efter dag. Hvordan skaber man da mening i tilværelsen? Hun har kæmpet, i to bind, for at komme tilbage til den lineært fremadskridende tid, hvor kalenderen virker, men forgæves, og derved har hun distanceret sig fra sin mand og sin familie.

Da er det, hun opdager, at hun ikke alligevel er alene. Der er en anden, der også er fanget, og det er dette møde, dette forhold de to imellem, dette bind kredser om.

Kredser. Det er netop det, Solvej Balle gør såvel i skrift som i handling, for der sker ikke meget i romanen her. Hun kredser om et ståsted, en situation, og hun folder den ud. Hun spekulerer over, hvad nu hvis …

Og jeg er med, er suget ind i skriften og handlingens mere eller mindre ikke-eksisterende miljø

. Jeg kan ikke vente til de fremtidige bind – 4 af slagsen venter forude. Dette projekt er storartet litteratur.