Japansk litteratur blomstrer så frodigt for tiden.
Fabulerende fortællinger med antrit af magiske overraskelser – sådan er det ofte.
Yoko Tawada træder typisk lidt ud fra den generelle anskuelse af japansk litteratur, set med vores danske øjne. Det så vi allerede med En isbjørns erindringer fra 2018. Dette er også i særdeleshed tilfældet med Udsendingen, som er et lille mesterværk i mine øjne, men som desværre ikke har fået så stor bevågenhed derude.

Hvorfor?
Måske kan denne anmeldelse ændre på det, for jeg synes, den fortjener opmærksomhed, denne lille sag. Så ligetil at læse, og så alligevel med en utrolig dybde.

På papiret er den jo ganske enkel: En katastrofe har fundet sted. Japan har isoleret sig, kappet bånd til omverdenen. Folk bliver pludselig meget gamle. Den hundredeårige Yoshiro tager sig af sit oldebarn Mumei. Grundet katastrofen fødes børn med komplikationer, og dyr er der ikke mange af tilbage. Alt er sort og trist, og man aner, at det bliver værre.En organisation ser dagens lys, og de går efter børnene.

Ikke meget positivt at melde.

Men Tawada kan noget særligt – skabe en undertone af håb i et temmelig trøstesløst univers, og her også meget godt oversat af Mette Holm, den mangeårige japanske oversætter, som formidler sprogligt flydende.

Der er ikke tale om floromvundne vendinger, men begrænsede sætninger, der skaber en fornemmelse af staccato og forpustet læsning. Det er effektfuldt, for det trækker læseren helt med ind i feltet. Igennem et meget begrænset persongalleri skabes i min optik en nuanceret og flertydig fortælling, hvor man i den bedste læsning ender med at stille sig selv spørgsmål om, hvor vi med denne vores klode er på vej hen – alt set i lyset af den verdensomspændende pandemi.

Bogen her står som en påmindelse om, at det kan gå galt, at vi ikke er herre over naturen, og at vi skal være kritiske og finde lyset i os selv, måske gerne i fællesskaber. Kan den sige. Den kan sige mange ting, denne lille roman.

Lad os tage et eksempel på, at menneskelige forbindelser kan gå i forfald. I romanen her går sproget eksempelvis i stykker – restriktioner sættes ind og luger ud i sproget, hvorved det bliver ganske vanskeligt at udtrykke sig klart, for man må slå knuder på tungen og gå omveje for at udtrykke det, man har på hjerte. Alt bliver så nøgternt og leddeløst, ganske ligesom de børn, der kommer til den japanske, forandrede verden.

Mit råd vil her være at ranke ryggen og læse denne for at få nys om, at det kan gå galt for os, hvis ikke vi besinder os og skaber et bedre sted for alle på denne klode.

Alt er dog ikke sort.

Lad denne roman være en påmindelse om, at vi har et fællesskab at værne om; at vi sammen kan skabe gode, varme situationer, der kan holde frygt og kaos på afstand. Nærvær i det lille, afgrænsede felt mellem mennesker har en kraft gemt i sig. Det er Yoshiro og Mumei gode eksempler på.