Yukio Mishima var en kontroversiel forfatter. En person med mange masker. Han gjorde sig også som model og skuespiller, og han hævede sig kropsligt op over andre, fornemmede man, når han sådan poserede og holdt sig selv spændstig.

Han havde en vision, og han blev optændt af vrede over, at Japan sådan lagde sig ned over for USA efter Anden Verdenskrig og indoptog pacifistisk strømning i landelinjerne. Han ville det anderledes.

Han lykkedes ikke just med det – og det fik fatale følger. Han begik selvmord, på grusom vis.

Denne information henter jeg fra et fremragende efterskrift, som oversætter David M. Larsson har skrevet. Han er også manden, der har oversat dette værk, Fædrelandskærlighed, som er mit første møde med Yukio Mishima.

Hold venligst fast, du kære læser: Yukio Mishima var tre gange indstillet til Nobelprisen i litteratur, så der er kvalitet forbundet med hans skrift.

I bogen møder vi en person, som er lykkeligt gift, og som har det godt. Lige indtil der pludseligt opstår et brud i samfundet. Mennesker vender sig mod den herskende klasse, og hovedpersonen kan ikke være i det og i sig selv, nu hvor fronten er trukket op, og han befinder sig i den modsatte af sine venner.

Han kommer hjem og melder, at han selvsamme aften vil udføre ’Seppuku’, som er en heroisk og faktisk hæderlig måde at tage af sted fra verden på.

Hans underskønne hustru følger ham, og herfra folder beskrivelserne sig ud. Det er forførende og grusomt, det er uhyggeligt at følge frem til den spændte og sidste situation, hvor man som læser kan siges at være med, være medsammensvoren. Det er - må jeg sige det? – smukt skrevet og glimrende doceret.

Men den er måske ikke for alle.

Det går tæt på!