Alice Munro kan skrive noveller. Det har hun bevist i en lang årrække, endda også præmieret med Nobelprisen i litteratur.

Det er således næppe nogen hemmelighed.

Novellen har sin egne spilleregler, som Alice Munro undertiden bryder og banebrydende omskriver, altid med en empatisk nerve, så man tror på de dilemmaer, hovedpersonerne ender med at placere sig selv i.

Det er nærværende samling Noget jeg gerne vil sige fra mange år siden, nu udgivet for første gang på dansk, et tydeligt og glimrende eksempel på.

Det er en studie, der er værd at gå i dybden med, for erkendelser kan dukke op undervejs. Her er det tydeligt, at Alice Munro er i sin forfinende fase, for der er noveller, der mangler det sidste touch, sådan som vi kender det fra senere samlinger.

Dermed ikke sagt, at det ikke er en glimrende novellesamling. Det er særligt afslutningerne, hun sidenhen har arbejdet videre med, så de genrebryder og skaber en mere rund enhed.

Jeg kan anbefale denne novellesamling, sammen med de andre, vi har fået på dansk, glimrende fordansket af Ida Jessen her, til når man er på farten, har meget at se til i sit liv, for da kan en sådan novelle her blive en glimrende ventil, hvor man trækker luften ind og ender med at hæve sig op over det partikulære for at betragte et levet liv i autenticitet.