Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Jens og Marie - En genforeningsroman / Linda Lassen / 520 sider
Hovedland. ISBN 9788770706681
Anmeldt 24/10 2019, 18:54 af Hans Christian Davidsen

Detaljemættet dokumentarisk roman


Detaljemættet dokumentarisk roman

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forfatteren Linda Lassen fra Gråsten har udsendt en ny dokumentarisk roman med stof fra grænselandet. Denne gang handler det om Jens Jessen, der var chefredaktør på Flensborg Avis fra 1882 til sin død i 1906, og ikke mindst hans hustru, Marie (født Fibiger).

Bogen kommer op til 100-året for markeringen af grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland - “genforeningen”, som den historiske begivenhed kaldes, når synsvinklen er kongerigsk-dansk og sønderjysk-dansk. Det danske mindretal i Sydslesvig havde af gode grunde ikke så meget at fejre efter afstemningen i 1920, og ordet “genforening” har derfor historisk ikke haft den samme klang syd for grænsen som nord for. Derfor er det også tankevækkende, ja lidt pudsigt, at bogen har fået undertitlen “en genforeningsroman”.

I romanen skildrer Linda Lassen ikke blot Jens og Marie Jessens fælles kamp for (også) at få Flensborg og Mellemslesvig tilbage til Danmark efter, at Slesvig sammen med Holsten efter krigen i 1864 blev frakendt den danske krone og i 1867 blev indlemmet i Preussen. Bogen beskriver også Jens og Marie Jessens privatliv, herunder også deres kærlighedsliv, og beskrivelserne er baseret på en omfattende research. Kilderne er blandt andet dagbøger og breve, som jo fandtes i rigt mål i den periode, romanen finder sted.

Det er ingen nem opgave at skrive en dokumentarisk roman. Lægger forfatteren alt for megen vægt på det dokumentariske, kan charmen ved roman-genren gå fløjten. Omvendt kan fiktionen blive så stærk, at fakta kan have det svært, og så vil kunstneren kunne få en vis faggruppe på nakken: Historikeren der hænger sig i alle mulige ligegyldige småting og taber blikket for det, skønlitteraturne kan.

Linda Lassen balancerer, og vægten trækker skiftevis i hver sin retning. Romanen er bedst, når den beskriver de mest dramatiske perioder i Jens Jessens redaktørperiode og den tid, der fulgte efter hans død, især årene omkring genforeningen. Ud af de de 25 år, Jens Jessen var chefredaktør, da han i fængsel i sammenlagt fire år.

Mindreværdskomplekser
Den berygtede slesvig-holstenske overpræsident von Köller slog hårdt ned på alt, der var dansk, og brugte man blot ordet “Sønderjylland” i avisens spalter, kom man bag tremmer. Men Jens Jessen kæmpede også mod sine egne landsmænd: De toneangivende i København personificeret ved H.V. Clausen, der - i Jens Jessens optik - var parat til at sælge Flensborg og Mellemslesvig for at redde Nordslesvig. Og charmetrolden H.P. Hanssen, der havde det held i sprøjten og det væsen, som Jens Jessen ikke havde. Den sønderjyske politiker og senere minister H.P. Hanssen var parat til en grænse nord for Flensborg. Det var Jens Jessen bestemt ikke.

Jessen følte sig forsmået ikke blot politisk, men også på det menneskelige plan. At manden kunne have en kort lunte, det ved vi endda fra den historiske faglitteratur, blandt andet fra René Rasmussens fine bog om Flensborg Avis fra 1869 til 1906. Linda Lassen mere end antyder, at Jens Jessen havde mindreværdskomplekser i forhold til det rigsdanske og akademiske establishment.

Hun tydeliggør Jens Jessens bitterhed over for H.P. Hanssen stærkt gennem dialogerne mellem Jens og Marie Jessen. Årene fra 1914 til 1918 kunne man måske nok have ønsket lidt skarpere optegnet, og afstemningen i 1920 er skitseret en smule ujævnt. Man bliver revet med, når det gælder afstemningen i den første zone (det nuværende Sønderjylland), mens afstemningen i zone 2 (Mellemslesvig) overstås noget lakonisk.

Nogle gange fylder ubetydeligheder forholdsmæssigt meget, mens store begivenheder nogle gange klares i en ruf.

Detaljemættet
I perioder er Linda Lassen også meget dokumentarisk i sin fremstilling, og bogen er mættet med detaljer, som hun efter min mening godt kunne have udeladt - især af hensyn til de læsere, der ikke pr. automatik er så voldsomt interesseret i emnet. For os andre, der guffer grænselandshistorie i sig, er bogen et must.

Romanen er skrevet ud fra Maries perspektiv - en kærkommen afveksling kan man sige, siden verden for 150 år siden i høj grad var præget af mænd. Den danske mindretalspolitiker Gustav Johannsen - Jens Jessens forgænger i redaktørstolen - citeres i bogen for at have sagt: “Det er mig, der får æren, men egentlig skule det være Margrethe (Gustav Johannsens hustru, red). Det er hende, der gør det muligt for mig at passe mit arbejde og måske somme tider gør det lidt mere end bare godt nok”.

Anerkendte Jens Jessen også sin bedre halvdel? Svaret overlader Linda Lassen klogeligt nok til læseren.Til gengæld lader forfatteren ingen tvivl om, at ægteparret Jessens liv sjældent var præget af medgang. Flensborg Avis’ økonomi var i lange perioder elendig. Jens Jessen kæmpede ikke blot mod tyskere, men også med sine egne. Hans helbred skrantede, og han levede de sidste år som kræftsyg uden at være diagnosticeret. Sønnen Aksel blev ramt af hjernebetændelse, blev åndssvag og stærkt plejekrævende. Og for at det ikke skal være løgn, blev sønnen Tage hårdt kvæstet i en færdselsulykke under afstemningsdagene i 1920.

Der er næppe noget, Linda Lassen ikke har fået med. Dog savner jeg nogle gange nogle årstal ved begyndelsen til hvert kapitel eller spredt rundt i teksten, så man kronologisk kan orientere sig lidt bedre.

Efter romanens sidste side stiller man sig selv et spørgsmål, der ikke kan besvares, men som er ganske relevant: Havde der overhovedet været danskhed tilbage i Sydslesvig, hvis det ikke havde været for Jens og Marie Jessen? Det må man med god grund betvivle.


591
Forrige anmeldelse
« Flyvebogen – rejsen til monst... «
Næste anmeldelse
» Om hundrede år – En sønderj... »


Flere prosaanmeldelser