Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Hende der må dø / David Lagerkrantz / 234 sider
Modtryk. ISBN 9788770072175
Anmeldt 3/10 2019, 17:58 af Torben Rølmer Bille

Farvel til Lisbeth


Farvel til Lisbeth

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hende der må dø er den sjette, og uigenkaldeligt sidste, roman i Millenium-serien, der som bekendt startede med Mænd der hader kvinder. Selv om ophavsmanden til Salander og Blomkvist, Stieg Larsson døde alt for ung efter han blot havde skrevet tre af romanene i serien (hvoraf den sidste end ikke var udkommet da han døde) fortsatte serien med forfatteren David Lagerkrantz ved roret, men nu er det ifølge forlaget altså endegyldigt slut.

Larsson selv havde ellers bebudet at Millenium-serien ville strække sig over hele ti bind, men sådan skulle det altså ikke blive. Man kan som udeforstående også kun gisne om, hvor mange noter om seriens videre færd som Larsson efterlod sig efter sin død og lige så spekulativt kan man postulere, at Lagerkrantz måske kun har haft lyst til at videreføre serien indtil den nåede en slags logisk konklusion, i stedet for at forcere syv bøger ud af det foreliggende materiale. Disse ting skal siges er ren spekulation fra Kapellets side.

Det er selvsagt med en smule vemod, at man begynder læsningen, velvidende at dette er den sidste bog i serien, men det glemmer man hurtigt idet man fanges af handlingen. Bogen er i sædvanlig stil bygget op med en nutidsfortælling, der dels fokuserer på Salander og Mikael, dels en handlingstråd, der involverer embedsmænd og deres entourage, og endelig optræder der en række flashbacks, der griber tilbage i tiden for både Salander og de førnævnte offentlige personer.

For at få det fulde udbytte af den nye roman, er det selvsagt en klar fordel at have læst de andre bøger i serien, for Lagerkrantz involverer foruden det brogede galleri af figurer, hvoraf flere går igen gennem flere af de tidligere bøger en masse referencer til begivenheder fra de øvrige romaner. Det vil nok være muligt at læse Hende der må dø som en selvstændig thriller, men selv om forfatteren forklarer visse sammenhænge, så er der også rigtigt mange elementer, navne og hændelser undervejs, man kun vil forstå såfremt man har fulgt med fra starten.

Selvsagt er der også i denne sidste roman et centralt mysterium, der skal løses. Et dødsfald, der kickstarter romanen. I bogens prolog følger vi en stakkels forvirret hjemløs, der tåger rundt i Stockholm. Vejrbidt, uden alle fingrene på sine hænder og forvirret søger han ly i en af byens parker, før han udånder. Umiddelbart et tragisk dødsfald som så mange andre sprittere, men en af byens retsmedicinere bliver alligevel fascineret af den stakkels mand. Hendes fascination øges, da hun opdager at hun har endog meget svært ved at identificere manden. Ud over sit hærgede, vejrbidte ansigt og sine klæder, er det eneste manden har på sig en seddel med Mikael Blomkvists telefonnummer.

Blomkvist selv er mildest talt ikke i stødet. Han synes selv, han har ramt muren i forhold til den artikel han er i gang med at lave research på, så da retsmedicineren ringer til ham, orker han ikke rigtigt at involvere sig. Hvorfor skulle han dykke ned i en tilfældig hjemløs persons liv, når han i alle andre sammenhænge forsøger at afsløre storpolitiske fuskerier, embedsmænd, der udnytter systemet eller helt aktuelt russere, der spreder misinformation? Blomkvist får til gengæld blod på tanden, da det viser sig at den mystiske hjemløse muligvis har en forbindelse til den siddende svenske forsvarsminister, der også er kommet ud i en regulær shitstorm i pressen.

Hvordan det hele hænger sammen og spænder af, skal du selvsagt selv erfare, kære læser, men kender du de øvrige bøger i serien, så kender du også allerede formlen. Ikke fordi den er fortærsket, men idet Blomkvist kommer tættere på sagens kerne, er der kræfter, der også forsøger at rydde ham af vejen. Lisbeth indtager igen rollen som den hyperintelligente, handlekraftige, hævnende hackerengel, der, udstyret med motorcykel, dragetatovering, google glasses og sort tøj, er den redningskvinde, som enhver dybdeborende journalist har brug for når han trues på livet.

Uden at afsløre for meget, så minder slutningen en hel del om den man husker fra Det der ikke slår os ihjel . Til gengæld så får Lagerkrantz også med denne sidste roman sat et fint punktum for de mange handlingstråde, familiære forviklinger og dramaer, som indtil denne roman har været uforløste.

Hende der må dø er bestemt ikke den stærkeste bog i serien (den pris må stadig gå til Mænd der hader kvinder), men den er hurtigt læst og man drages meget hurtigt ind i historien. Umiddelbart så føler man sig som læser i rigtigt godt i selskab med de figurer man har lært at elske og hade i løbet af bogserien.

Når disse roser er kastet efter Hende der må dø, så fornemmer man også en smule træghed især i forhold til karakterskildringerne. Såvel Blomkvist men især Salander udvikler sig ikke synderligt i løbet af denne sidste bog, og når man læser om dem, føles de på udsatte steder mere som figurer, der spiller sig selv, end som de karismatiske, komplekse karakterer, man husker fra førhen. Det er med andre ord en virkelig vellykket thriller, der vil behage de faste læsere, men samtidig er det nok også en klog beslutning at lave eventyret om Blomkvist og punker-Pipi stoppe her. Stoppe mens legen stadig er god.


587
Forrige anmeldelse
« Ternet Ninja 2 «
Næste anmeldelse
» Hun var velkommen »


Flere prosaanmeldelser