Der er en ubehagelig, gennemgående trist stemning i de korte og dygtigt skrevne fortællinger i Jan Kristoffer Dales debut, novellesamlingen Arbejdsnæver. Som titlen antyder handler historierne ikke om personer fra vækstlaget eller eliten; det er arbejdsmænd, vi møder (og en enkelt -kvinde, frisøren Gunnvår). Mænd, der er faldet uden for, som bor hjemme hos mor og spiser pølsemix på kroen, som ryger cigaretter og hoster, som kæmper med huslejen, med angst, rygsmerter os desillusion.

I titel- og åbningsnovellen vågner vi med Trygve en tidlig mandag morgen. I tilbageblik får vi glimtvise og fint doserede indblik i hans gymnasietid, ligesom vi også hurtigt forstår, at han netop er startet som vikar på et bryggeri. Kæresten, Tone, der er to måneder henne og arbejdsløs pædagog (ufaglært), vågner også. Hun sætter kaffe over, omsorgsfulgt, og nøder samtidig Trygve til at bede om en længere kontrakt. Men på bryggeriet i Arendal – der er tale om et biografisk motiveret sted – er lederen mere optaget af at understrege, at arbejderne skal melde sig syge, hvis de ikke kan komme. For: ”Det er op til os at skaffe nye hænder hvis I ikke kommer”. Trygve er presset på hjemmefronten og reduceret til et sæt hænder på arbejdspladen. Og så er det ham en ringe trøst, tænker man som læser, at han kan genkalde sig moderen stolte udbrud om, ”at han havde fået arbejdsnæver”.

Historien om Trygve og Tone – og svigerfaren Geir – strækker sig over en lille uges tid. Med undtagelse af den sidste novelle er det korte tidsrum typisk for samlingen. I I en grøft er vi helt nede på nogle få timer. De tre venner Kenneth, Terje og Tor André skal på deres årlige sommerhusweekend. De mødes for at købe ind i Spar-købmanden i Osedalen – et sted, som flere af karaktererne på tværs af historierne kommer forbi. Harmonien mellem de tre forstyrres dog hurtigt, idet Tor André har inviteret sin kollega Esben med – uden at rådføre sig med de andre. Kenneth, den synsvinkelbærende karakter, kan ikke lade være med at tænke bekymret på bilforsikringen og TV-licensen, når Tor André og Esben lægger op til at lave mad fra bunden og haler tomater, frisk pasta, lammekød mm. op fra indløbskurven. ”Kan vi ikke bare lave noget enkelt?” indvender Kenneth. Men løbet er allerede kørt; Terje melder sig demonstrativt ud og går solo med indkøbet af sixpack, tre frysepizzaer og en pose slik. Siden skrider han også.

Hvilket man godt forstår. For i Arbejdsnævner er sorgen og udmattelsen ikke kun relateret til det hårde arbejdsliv. Frustrationen opstår også, når der så at sige kommer et mønsterbrud i klemme imellem gamle venner. Udefra set er det jo Tor André, der er den succesfulde historie, mønsterbryderen, men Dale lader fortællingen bevare sit udsyn fra Kenneth, og i hans perspektiv er Tor André lige så ubehøvlet og ukammeratlig, som han eventuelt er succesrig.

Man kan sige, at Dale lader den arketypiske succeshistorie, mønsterbruddet, figurere som en mulighed i sine fortællinger, men netop kun som en mulighed, et element i periferien, snarere end som det egentlige anliggende. I historien om Trygve og Tone er der Tones søster, Silje, der studerer økonomi og bor i Oslo, der repræsenterer det potentielle brud med den sociale arv. Silje dom over søsteren er paradigmatisk for Dales modprojekt:

”Hun forstår ikke at jeg gerne vil være mor, sagde Tone. – Hun siger jeg har hele livet foran mig, og at jeg bør få mig en uddannelse. At jeg bliver en tabermor hvis jeg ikke gør det. Hun sagde at taberforældre får taberunger!”

Dales fortællinger vil ikke glorificere livet på kanten af det norske arbejdsmarked. Langt fra. I stedet er værket mere optaget af de udfordringer, der findes, end af at vise, hvordan man kommer ud af dem. Formuleret socialt: Hvordan man stiger op. En af udfordringerne er netop følelsen af forladthed.

Arbejdsnæver er en flot prosadebut. Historierne er sikkert og stilrent fortalt. Hvis jeg skal indvende noget, må det være, at den fortællemæssige variation kommer for sent. Kun i den sidste novelle, den eneste der tager udgangspunkt i en kvinde, får vi længere og mere komplicerede tilbageblik og dermed også en mere plotorienteret novelle-form. Dale foretrækker den overskuelige situationsbundne, short story-agtige novelle. Dog med den væsentlige variation i forhold til Hemmingway, Helle og Askildsen, og hvem forbillederne ellers kunne være, at han ikke værger sig mod at gengive sine hovedpersonernes indre bevidsthed. Hvilket han mestrer flot.

Arbejdsnæver udkom i Norge i 2016 og efter sigende skulle der være både flere noveller og en roman på vej.