Flere kvinder findes brutalt myrdet med ansigtet skåret til ukendelighed i den nye Lars Kepler-krimi Stalker, som er femte bind i serien. Morderen filmer sine ofre gennem et vindue og lægger videoklippene på YouTube, inden vedkommende bryder ind i kvindernes hjem og dræber dem. I gyserfilmagtige sekvenser registreres kvindernes sidste minutter i en observerende fortællestil, som lader læseren følge ofrene med morderens blik.

Lars Kepler er et pseudonym for det svenske forfatterpar Alexander og Alexandra Ahndoril. De har gevaldig succes med krimiserien, som har solgt i store oplag og er oversat til mange sprog. Lars Keplers krimier er kendt for at levere et psykologisk drama, spænding og underholdning, men har ikke det samfundskritiske engagement, som man finder hos den skandinaviske krimis grundlæggere Sjöwall & Wahlöö og mange andre nordiske krimiforfatterkolleger. Lars Kepler benytter sig af samme krimi-formel i Stalker som i de forrige romaner, men det nye er, at kriminalkommissæren hedder Margot Silverman og har overtaget posten efter den finsk-svenske kriminalkommissær Joona Linna, som det gik hårdt ud over i Sandmanden (2013). Margot er i trediverne, højgravid og ekspert i seriemordere.

Hypnose-ekspert tilkaldes
Margot beslutter, at ægtemanden til en af de myrdede kvinder, som kom hjem og fandt sin kones lig, skal i hypnose. Margot sender bud efter psykiateren Erik Maria Bark, som var med i første bind, Hypnotisøren (2010). Psykiateren skal få den traumatiserede ægtemands tunge på gled, så politiet kan få nogle flere oplysninger at arbejde ud fra. Erik Maria Bark er dygtig til sit arbejde, men pillemisbruger og har et ikke helt ukompliceret privatliv. Under hypnosen kommer der oplysninger frem, som vækker ubehagelige minder hos psykiateren. Det viser sig nemlig, at kvindedrabene har påfaldende lighed med et tidligere drab, som blev begået af én af hans gamle patienter, Rocky Kyrklund, som sidder indespærret på en retspsykiatrisk afdeling. Erik Maria Bark går i panik og lyver for politiet, men plages af samvittighedskvaler. Sideløbende med de dramatiske begivenheder forelsker han sig i en blind spillelærerinde. Undervejs i romanen kommer Joona Linna på banen igen. Han har levet i skjul og er syg og præget af de tidligere begivenheder med seriemorderen Jurek Walter i Sandmanden. Joona Linna viser sig alligevel handlekraftig i Stalker, da det bliver nødvendigt.

Hårrejsende åbningsscene
Romanen trækker på al den spænding og gys, man kan forestille sig fra gyser-, spændings- og splatterfilmgenren. Alt beskrives og registreres, hvilket både er hårrejsende og irriterende. Åbningsscenen i romanen, hvor læseren ser med morderens blik samt beskrivelserne af gerningsstederne er fængende og uhyggelige, men handlingen taber desværre pusten midtvejs netop på grund af den observerende - alt for deltaljerede – fortællestil. Det bliver for meget med alle de detaljer, som bremser fortælletempoet i den 600 sider lange krimi. Man fristes ganske enkelt til at skimme sider for at komme videre i handlingen. Historien kommer dog op i gear igen, og der er action de sidste 100 sider. Romanen har et skiftende fortælleperspektiv, og handlingstråde fra tidligere bind tages op. Romanen følger den velkendte krimi-formel med falske spor og nye mistænkte, og den er opdelt i mange korte kapitler med cliffhangers, som giver een lyst til at læse videre, men der indsniger sig også en vis forudsigelighed. Nogle steder bliver det en smule for belejligt med de spor, som dukker op. F.eks. finder politiet en gammel dagbog, netop som det er på tide at afslutte handlingen.

Troværdige oplysninger eller fri fantasi
Man kan desuden sætte spørgsmålstegn ved hypnose som efterforskningsteknik. Erik Maria Bark understreger selv, at det er umuligt at skelne mellem fortrængte minder og fantasier under hypnosen, hvilket gør oplysningerne vanskelige at bruge i politiets opklaringsarbejde. Lars Kepler har alle ingredienserne til at levere en blodig og hårrejsende krimi, men det lykkes kun delvist at indfri forventningerne hos læseren. Selvom stalker-temaet er interessant, selvom der leveres bloddryppende beskrivelser af, hvordan kvinderne er blevet maltrakteret, selvom der er vold, sexorgier, ildspåsættelser og paranoiaen breder sig hos karaktererne og læseren, og man som læser seriøst overvejer at få sat en ekstra lås på hoveddøren, så går historien alligevel midtvejs i tomgang på grund af for mange detaljerede beskrivelser om dette og hint, som burde være skåret til eller skåret helt væk. Plottet viser sig også at være for let gennemskueligt trods en action-mættet finale.