Ordet mysterium betyder egentlig hemmelighed og kommer af det græske ord for indviet. Derfor er mysterier ofte knyttet til religiøse fortolkningsrammer. Men af samme årsag er det også så oplagt at knytte de små, forefaldende mysterier sammen med livets helt store mysterier. Det sker ganske ofte, at krimien krydser klinger med de hemmeligheder, vi alle ikke rigtig ved noget om. Derfor leder den slags fortællinger ofte ind i særegne konspirationer og hemmelighedsfulde selskaber, der enten forsøger at afsløre eller hengemme sandhederne. Norge har sin helt store forfatter, når det gælder disse konspiratoriske og quasireligiøse fortællinger. Det er Tom Egeland, og han er nu klar med sin tredje roman Lucifers evangelium om arkæologen Bjørn Beltø. Den foreligger nu i en dansk oversættelse.

Tom Egeland brød for alvor igennem, da han skrev første roman om Beltø, der handlede om det samme, som Dan Browns Da Vinci Code gjorde – bare et par år før Browns bog udkom. Samme karakter brugte han i den ligeså spekulative opfølger Pagtens vogtere, og nu er albinoen Beltø tilbage i endnu et hæsblæsende eventyr om intet mindre end Lucifers evangelium. Efter afsløringerne i de første par bøger er Beltøs navn som arkæolog nu blevet internationalt kendt – på godt og ondt. Derfor kontakter en ukrainsk konservator Beltø, da han finder en mumie i Kiev, der holder et dokument i hånden. Dette dokument, der viser sig at indeholde en række interessante passager med reference til Satan, samt nogle svært dechifrerbare koder, smugler Beltø ud af Ukraine for at forske i det i ro og mag i Norge.

Det viser sig dog, at flere grupper også er interesseret i dokumentet, der peger på et evangelium, som Lucifer – djævelen eller Satan – selv skulle have skrevet knap 5.000 år tidligere. Ret hurtigt finder Beltø sig på flugt fra en religiøs, fanatisk gruppe, der vil have fat i dokumentet, mens andre, mere seriøse forskere også forsøger at bane sig vej til dokumentet. Problemet er blot, at Beltø har meget svært ved at regne ud, hvem han rent faktisk kan stole på. Parallelt med denne historie, der er vinklet gennem Beltø selv som jeg-fortæller, følger vi også den italienske dæmonolog Nobiles problemer med samme dokument i Rom i 1970. Dokumentet – eller dele af det – har skabt store problemer før, og de samme grupper jager nu Beltø på en flugt, der bringer ham den halve verden rundt. Spørgsmålet er, hvilket hemmelighed det er, der er stor nok til, at grupper med enorme finansielle muligheder vil slå ihjel for at få fingrene i det. Blot et halvt hundrede sider inde har allerede fået de tre første rituelt arrangerede mord. Samtidig trækker interessen i dokumentet også tråde langt ind i internationale efterretningstjenester og andre på toppen af samfundets kransekage.

Historiens struktur kender vi. Romanen er noget i retningen af en halvakademisk Indiana Jones på speed. Faktuelle oplysninger, mytologier, tankespind, lingvistiske analyser, symboltolkninger og sære konspirationer flyver ind og ud af hinanden i et tempo, der vil tage pusten fra de døde. Spændende er det, og – inden for romanens eget univers – ganske overbevisende. Forklaringer på, hvordan de mytologier, vi omgiver os med, og de selvfølgeligheder, der indgår i vores kulturelle sindelag, bliver endevendt, og den tolkning, der langsomt spirer frem er en overraskelse af dimensioner for vores inkarnerede følgesvend Beltø. Tricket er, at der skal drysses med tilpas mange faktuelle oplysninger, der skal få de mere excentriske tolkninger til at glide let og elegant ned med et spændingsplot, der kun slækker på hastigheden, når nødvendige oplysninger skal leveres.

Det er netop dette, Egeland er så meget bedre til end mange andre lignende forfattere. Han formår at knytte det tunge læs af informationer ind i dialoger og spændende ræsonnementer, der gør, at romanen på intet tidspunkt – som vi kender hos den slet skrivende Dan Brown – sættes på stand-by. Hvor spekulativt de sære tråde end viser sig at være, så glider det noget nemmere ned, når det er bundet op på den underholdende fortælling selv. Egeland skaber et mindre tvedelt univers af onde og gode, og formår faktisk at indgyde – især qua sin hovedkarakter – en vis forståelse for begge sider af sagen. Romanen er bestemt ikke et litterært mesterværk, men det et velstruktureret og særdeles spændende eventyr, der vil få enhver, der savner Indiana Jones’ vilde rejser, til at savle efter mere.

Egeland fik sidste den prestigefyldte Riverton-pris for romanen i Norge. Det er Norges store krimipris, der i høj grad ofte baner vejen en succes. Det er dog ikke noget Egeland mangler – han er oversat til utallige sprog, og sælger sine eventyr verden rundt. Men hvor Egeland var hurtigere end Dan Brown med sin første eventyrkrimi, så er han dog med denne kommet ind som en flot nummer to. Den canadiske forfatter Paul Christopher – pseudonym for Christopher Hyde – udgav i 2006 en roman, der bygger på mange af de samme kilder, som Egeland også bygger på. Christophers roman hedder endda The Lucifer Gospel, hvilket kunne være samme titel, Egelands roman på engelsk ville bære. Den er endnu ikke udkommet på engelsk, så det er uvist, hvad oversætteren vil gøre ved dette sammenfald.

For enhver med hang til at gøde virkeligheden med en dybere fortolkning, som konspirationer og særegne mytefortolkninger jo gør, må Lucifers evangelium være lige sagen. Den bliver undervejs en smule formularisk og strukturelt genkendelig, men der er tilpas mange overraskelser til, at den kritiske læser hopper let og elegant over disse – for det går stærkt. Og for dem, der ønsker at fordybe sig yderligere, har Egeland forsynet læseren med en større bibliografi på sin hjemmeside. Der er nok at gå i krig med – og nok til at underbygge enhver spekulativ fortolkning af virkelighedens mytiske dimensioner. Vi falder for det alle sammen – fordi vi så gerne vil overbevises.