Døren åbner sig på klem. Ind ad sprækken aner vi noget. Noget, der fortæller os om, hvad det vil sige at være menneske. Eller hvordan vi skal finde frem til det. Eller handler det bare om en svag fordrejning i perspektiv? Sådan at virkeligheden pludselig er klar for én. Vi har alle sammen en dør, siger Peter Høegs seneste roman, og gennem den kan vi skimte noget, der ligger uden for vores selv og vores vinkel på virkeligheden. Elefantpassernes børn er en helt særlig størrelse, en pudsig roman, der selv er som en dør, der kun lige står på klem for det, den egentlig vil sige. Det er op til læseren selv at skubbe til døren – og sæt nu! se hvad, der gemmer sig derinde.

Romanens fortæller er den 14-årige knægt, der – ganske belejligt – hedder Peter. Peters forældre er ikke cirkusejere, og har ingen elefant. I hvert fald ikke i bogstavelig forstand. Peters far er præst og hans mor er – noget med opfindelser, sære maskinelle størrelser og andet interessant. Vi træder ind i handlingen på det tidspunkt, hvor Peters forældre forsvinder. Peter og hans søster Tilte er umiddelbart mistænksomme, og det hjælper derfor ikke, da myndighederne begynder at finde stor interesse for dem. Gennem snedige manøvrer stikker de af fra en gruppe forfølgere, der inkluderer dr.med. Thorkild Thorlacius-Drølbert og biskoppen Anaflabia Borderrud – ja, sære navne fylder unægtelig en del i romanen.

Herefter går det ellers derud af med forfølgerne i hælene. Et følgeskab, der suppleres af politi, PET og forskellige trossamfund, der er særligt interesserede i de to børn – og hvad de ellers er ude på. I udgangspunktet er ungerne mest interesseret i at finde sine forældre igen, men det går ret hurtigt op for dem, at der er mere spil. En større sammensværgelse puster sig op omkring dem – og kun de selv kan redde dem ud af suppedasen. Samlet en fortælling, der på overfladen ligner en hvilken som helst thriller med de krydderier, der normalt smager den til. Men, men, men… det er fra første side også soleklart, at romanen ikke er, hvad den umiddelbart giver sig ud for at være.

Vi befinder os på en dansk ø ved navn Finø, der er omgivet af Mulighedernes Hav. I sig selv en ø, der på den ene side har ørigets overskuelighed og trygge rammer. Alligevel er øen en størrelse, der samtidig rummer stort set alt andet. Mest iøjnefaldende er øens mange trossamfund, der rummer repræsentanter for hinduisme, buddhisme, islam og forskellige kristne menigheder, samt andre mere obskure ting at tro på. Øens indbyggere er tilmed det mest sammensatte og besynderlige, der kan tænkes. Ud over de allerede nævnte rummer den også fx Kalle Kloak, der er ganske verdslig, men vil så gerne være adelig, samt den narkoafhængige grev Richardt Tre Løver og mange andre. Mest opsigtsvækkende er forslaget om at kalde en nyfødt intet mindre end Clara Nebudkanezar Flyvia Propella Duplaisir Finø – den midterste del, fordi babyen for første gang sparkede i maven ombord på et Cessna fly.

Ja, det er ikke en helt almindelig verden, vi omgiver os med. Romanens synsvinkel er heller ikke mindre besynderlig. Den er som nævnt fortalt gennem den 14-årige Peter, der – sammen med sin mindst ligeså detektiviske søster – får bogen til at minde en hel del om velkendte børnekrimier, såsom Astrid Lindgrens Kalle Blomkvist eller Enid Blytons De fem-bøger. På samme måde som politiet hos Lindgren er ganske inkompetent, så er det tydeligt, at opklaringen af romanens krimigåde – forældrenes forsvinden – skal komme fra ungerne, der får hjælp fra de særeste kanter. Men samtidig er romanen bestemt ikke en børnebog. Det sprog, som Peter fortæller igennem, er – ganske intentionelt – i høj grad helt ude af trit med den 14-årige knægt. De ting, de foretager sig, og de ting, vi som læsere dermed bliver vidne til, hænger heller ikke sammen med børnebogsvinklen – Tilte hjælper eksempelvis øens kvindelige buddhistiske munk med alternativer til telefonsex, mens begge børn har oplevet – og mistet – en kærlighed, der er moden som en blød banan. På den måde er romanen en børnebog fortalt for voksne, eller en voksenroman fortalt af børn. Vælg selv!

Derfor er der gennemgående en svag fornemmelse af en utroværdig fortæller. Det er, som sidder fortælleren et sted og skuer tilbage fra en livsvisdom, der er større end de flestes. Peter skriver selv på et tidspunkt, at han sidder i fængsel, men spørgsmålet er selvfølgelig så, hvorfor han gør det – på det tidspunkt er det uklart. Uden at det skal lyde, som tingene undervejs gøres helt indlysende. Det er, som tidligere antydet, ikke meningen. I stedet handler det meste, blandt andet også dette fængsel, om spirituelle oplevelser. Romanen er ikke kun en spændende krimifortælling om børns efterforskning af sine forældres forsvinden (en efterforskning, der ville give Sherlock Holmes røde skampletter på kinderne). Det er også en afsøgning af religiøse tanker og forståelsesrammer. Idéen om, at vi alle har en dør, vi kan skue gennem eller træde ud ad, handler om at finde ind til en kerne i alle religioners indsigter. I romanen afholdes – hvilket bliver et omdrejningspunkt for plottet – den såkaldte Store Synode, hvor alle verdens religioner mødes for at finde netop denne kerne. Noget, der for alle fundamentalister vil ødelægge deres syn på verden – og pludselig er terrorisme også en del af fortællingen.

Derfor er det heller ikke uden årsag, at børnenes far er præst. En del af fortællingen handler om, hvordan han – og deres mor – møder åbenbaringer, der sætter dem på sporet af noget stort. Dette er også, hvad der begrunder romanens titel Elefantpassernes børn – en elefantpasser er en person, der bag sit almindelige ydre synes at have noget meget større til at stå bag sig, på størrelse med en elefant. For børnenes forældre er det således det guddommelige, der puster sig op bag dem. Børnene har også selv foretaget, hvad Peter kalder sammenlignende religionsstudier, hvilket igen er en understregning af den pudsige, voksen-i-et-barns-krop-synsvinkel. Men herigennem møder vi et puslespil af perspektiver fra forskellige religiøse tænkebaner, som svæver ind og ud af romanens fortællespor. Bogen er – som synoden i romanen – selv en søgen efter nogle fællestræk i trosretninger. Uden at vi nødvendigvis, som synsvinklen jo gør temmelig klart, skal tage det hele uden al for seriøs overvejelse.

Peter Høeg har flere gange afsøgt de elementer, der også indgår i Elefantpassernes børn. Det kriminalistiske spændingsplot, der er fortællingens sammenbindende sekundlim, kender vi fra fx Frøken Smillas fornemmelse for sne, mens det spirituelle i større eller mindre doser også har været med før. Spændingsplottet – der i Elefantpassernes børn indskydes tydeligt gennem Peters hund Basker, der er opkaldt efter Doyles Baskervilles hund – forenedes i Høegs forrige roman En stille pige med lignende åndelige tankestrømme. Som kunne vi her finde en sammenhæng mellem det store religiøse mysterium og krimiens eget mysterie (ordet mysterium stammer jo fra den bibelske eksegese). Elefantpassernes børn kobler igen disse spor, og sender fortællingen igennem en besynderlig tørretumbling fra et barns perspektiv, der ikke helt alligevel er et barns perspektiv. Det betyder med andre ord en særdeles rummelig roman.

Fungerer det så, det her kuriosum af et romankonglomerat? Ja, for dælen da, hvor er det underholdende. Perspektivet ’en voksenverden set i børnehøjde’ er i den grad en kilde til humor og satiriske småspark, der på en gang installerer en fortællemæssig leg, som også trækker tæppet væk under den noget seriøse undertone, og samtidig formår at indføre en uskyldighed, som romanens emner trænger til. Skal vi finde fælles fodslag mellem verdens trossamfund, skal det komme som barnet i moders liv – fra et uskyldsrent perspektiv. Romanen er en spændende krimi, der med den ene hånd svælger i spændingsplottets yndlingsemne terrorisme, men med den anden hånd river og flår med en stærk humor. Ydermere er romanens handling ikke nødvendigvis så retvisende, som det kunne lyde – den benytter i stedet en særdeles associativ fortælleteknik, hvor vores fortæller Peter hele tiden bremser fortælling for at indskyde forklarende anekdoter, som efterlader et nyt perspektiv til det spor, som vi følger. Som trykker en person pause midt i filmen for at kile en formålstjenlig fortælling ind.

Derfor fungerer Elefantpassernes børn som roman. Som krimi. Som semispirituel oplevelse. Som en komedie. Og som en roman, der rummer så meget mere, end den selv kan nå at fortælle. Vi skal ikke lade os snyde af, at Peter Høeg biografisk er optaget af spirituelle afsøgninger og meditative nydelser – eller at hovedpersonen også hedder Peter. Men lidt må vi gerne lade os tage ved næsen – det er meningen. Romanen kan selv skubbe til nogle forestillinger, men holder til stadighed fast i en særegen tvivl, der for den, som vil skubbe døren op og fornemme sin egen elefant, kan være ganske befriende. Ja, Elefantpassernes børn er faktisk en roman om frihed. Læs endelig selv hvordan!