Helene Blum & Harald Haugaard Band Strømmen
Pile House Records, CD 43:07 min.
Anmeldt 17/3 2020, 12:33 af Hans Christian Davidsen

Første fælles album - og forfriskende


Første fælles album - og forfriskende

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Helene Blum og Harald Haugaard har spillet små 1000 koncerter med deres faste band: Kirstine Elise Pedersen på cello, Mikkel Grue på akkordeon og el-guitar og Sune Rahbek på slagtøj.

Blum og Haugaard har fulgt hinanden i tyndt og tykt i mange år - de er gift og går også i spænd musikalske. Så de har naturligvis også udsendt et fælles album…? Nej, det er lige det, de mærkeligt nok ikke har.

Men nu kommer det. Strømmen er deres første fælles cd. Titelnummeret er hentet fra en sang, som de begge har skrevet musik til, og som Helene Blum har forsynet med tekst. På albummet optræder Helene Blum med vokal og på klaver, mens gemalen ud over sin faste følgesvend, violinen, også leverer bidrag på mandolin og i fællesskab med de andre er med som backingvokal.

Ellers har især Harald Haugaard eller begge i fællesskab sat musik til klassiske tekster, blandt andet Emil Aarestrups digt Angst, som enhver gymnasieelev førhen kendte fra det, der blev kaldt for “pensum”. Melodisk er nummerets albummets topscorer.

Her er flere smukke fortolkninger af sange, man ellers skulle tro var lige lovlig slidte - for eksempel Dansevise, som Grethe og Jørgen Ingemann i duet vandt Eurovision Song Contest med i 1963. Den får Helene Blum med respektfuld tilgang noget stilfærdigt, men forfriskende nyt ud af - med sikre og smukke fraseringer som på albummet generelt.

Tre instrumentale numre med Harald Haugaard som solist på violin giver albummet en ekstra flair: Boy Under Lime Tree, Den hvide hjort og Den første sne.

Vals til Carl er en smuk hyldest til Danmarks store komponist, der i øvrigt er temanavn på Slesvig-Holsten Musik Festival i år. Valsen blev oprindeligt uropført sammen med Odense Symfoniorkester ved Carl Nielsens 150-års fødselsdag for fem år siden. Carl Nielsen er ligesom Helene Blum og Harald Haugaard vokset op i Fyns musikalske muld.

Strømmen er tydeligvis hjerteblod, og fans af Blum og Haugaard vil elske albummet.


Forrige anmeldelse
« Between Dark & Daylight «
Næste anmeldelse
» Carl Nielsen & George Enescu - ... »


Flere musikanmeldelser...