I Arthur C. Clarkes klassiske science fiction-roman Rumrejsen år 2001 er der en sekvens, hvor det åndelige væsen, som engang var astronauten Dave Bowman, ’besøger’ en række højdepunkter i verdens kulturhistorie, for at ’lagre’ indtrykkene i sin højere bevidsthed. Bowman kommer også forbi Wagners Festspilhus i Bayreuth, hvor han ’overværer’ en opførelse af Nibelungens Ring, kæmpeværket i fire dele – Rhinguldet, Valkyrien, Siegfried og Ragnarok – som det tog Wagner næsten 30 år at bringe fra idéstadiet til scenisk virkelighed. Jeg nævner dette til indledning, fordi Clarke dermed indplacerer Ringen korrekt som et af menneskehedens helt store frembringelser, et kulturelt referencepunkt til alle tider. Det kan også være relevant at citere filminstruktøren Stanley Kubrick, som sagde ”Du er helt frit stillet med hensyn til at forestille dig den allegoriske eller filosofiske betydning af Rumrejsen 2001”. Den store fortælling om rum-odysséen er ligesom Wagners store myte om menneskets væsen og drivkræfter åben for fortolkning. (Man kan læse om en række vidt forskellige Ring-fortolkninger i min bog Rundt om ’Ringen’. Veje til Wagners verdensteater (Kbh. 1993).)

Nibelungens Ring er også en af de helt store udfordringer for verdens operascener. Ringens fire dele kan godt opføres enkeltvis, men det er ethvert operateaters store drøm at kunne opføre hele tetralogien som et samlet værk. Det skete første gang i Bayreuth i 1876, i form af et dramatisk scenefestspil under Wagners egen ledelse. I Danmark tog Det Kgl. Teater udfordringen op et kvart århundrede senere. Over et tiår blev Ringen sat sammen af enkeltproduktioner, der til sidst kunne opføres samlet – i 1912. Derefter skulle der gå næste et helt århundrede, før man igen kunne opleve en danskproduceret Ring i København. Den jyske Opera indlagde sig uvisnelig hæder ved at gennemføre to Ring-cykler i Musikhuset i Århus, 1983-87 og 1993-96, den sidste heldigvis foreviget på video (i DRs TV-udgave, produceret af Thomas Grimm). I skrivende stund er Den Ny Opera i Esbjerg med Ragnarok ved at fuldføre sit Ring-projekt, der begyndte med Rhinguldet i 2003 (måske vil en samlet Ring-opførelse følge senere, hvis gå-på-modet holder og økonomien sikres).

Da Kasper Bech Holten og Michael Schønwandt blev udnævnt til hhv. operachef og musikchef på Det Kgl. Teater i år 2000 var Ringen en hjørnesten i deres fælles koncept for fremtidens opera i København. Det begyndte fra 2003 med opsætning af de enkelte værker, og det kom til at gå stærkt, ikke mindst pga. en vis gave fra en vis skibsreder, som gjorde det ikke bare praktisk muligt, men også ’nemt’ at skifte hurtigt mellem de enorme scenografiske landskaber, som præger værket. I 2006 blev det så til fire samlede opførelser af tetralogien, og DVD-udgaven er baseret på opførelserne i maj 2006. Nogle af rollerne i projektet var dobbelt besat, så det er vigtigt at nævne, at man i DVD-udgaven IKKE kommer til at opleve Tina Kibergs gribende Brünnhilde, Johnny van Hals meget lovende Siegfried, Eva Johanssons Siegliende og Poul Elmings prægtige Loke eller Siegmund. Det er Irene Theorins Brünnhilde, Gitta-Maria Sjöbergs Sieglinde, Stig Fogh Andersens Siegmund og Siegfried og Michael Kristensens Loke, der er bevaret på DVDen, mens vi som Wotan kan opleve både Johan Reuter (i Rhinguldet) og James Johnson (i Valkyrien og Siegfried) – men ikke Kjeld Kristoffersen. I de øvrige hovedroller ses Sten Byriel som Alberich, Randi Stene som Fricka, Bengt-Ole Morgny som Mime, Susanne Resmark som Erda og Christian Christiansen som Fafner, Stephen Milling som Fasolt og Hunding, og Peter Klaveness som Hagen. Også i de mindre roller er rollerne fornemt besat – det er en Ring på absolut internationalt niveau, hvad det musikalske angår, hvilket ikke mindst skyldes Det Kgl. Kapels glimrende spil under den rutinerede og dybt inspirerede Michael Schønwandts ledelse.

Men hvad så med instruktionen, scenografien, lyset og DVD-produktionen? Der er skrevet meget om Kasper Bech Holten & Co’s Ring – fra det helt afvisende til det overordentligt rosende. Jeg oplevede selv en Ring-cyklus i Operaen i april 2006, og i parterret var det for det meste meget stærkt teater – med en ganske overvældende musikalsk kraft. Selvom både hovedlinie og detaljer i Holtens tolkning af værket kan diskuteres, er det først og fremmest en sammenhængende og konsekvent idé, der binder de fire værker sammen, og det teatermæssige håndværk, ikke mindst personinstruktionen, er aldeles imponerende. En af DVD-udgavens største kvaliteter er, at den virkelig demonstrerer og bruger det dramaturgiske drive, og flere af Holtens idéer kommer faktisk tydeligere frem i DVD-udgaven end de gjorde på teatret. Det sker især gennem veltilrettelagte billedsekvenser i de lange instrumentale mellemspil i Rhinguldet og Ragnarok, hvor hele historien resumeres i billeder, - historien den folder sig ud i Brünnhildes erindring.

Grundtanken er, at Ringen er tragiske historie om familien Wotans udvikling op gennem det 20. århundrede. Hovedpersonen i denne fortælling er dog hverken patriarken Wotan eller sønnesønnen og rebellen Siegfried (som det ellers oftest ses), men Brünnhilde – Wotans datter og Siegfrieds elskede. Brünnhilde indrammer den sceniske handling med sin søgen i familiearkiverne – en søgen efter forklaringen på den tragedie, der rammer hende selv og hele familien, kulminerende i slutningen af Ragnarok. Faktisk begynder forspillet til Rhinguldet i den samme scenografi og situation som Ragnarok ender i. Brünnhilde overlever altså ’Gudernes tusmørke’ – i modsætning til hvad Wagner foreskriver. Hun føder oven i købet sit og Siegfrieds barn, så der er et mere kontant håb for fremtiden i denne opsætning end i så mange andre. Det er kvindelige værdier, der bærer tolkningen, og det synes jeg er et godt valg i det 21. århundrede. Faktisk skrev Wagner selv meget indgående om Brünnhilde som en ’søster’ til Antigone, der ofrede sit liv af ren menneskekærlighed og fik (Kreon-)staten til at bryde sammen. Så det er logisk og dramaturgisk meningsfuldt at lade Brünnhilde lede efter årsagerne til tragedien, vejen frem mod udfaldet af den kamp mellem magten og kærligheden, som under alle omstændigheder er Ringens hovedtema.

Der er mange markante afvigelser mellem Wagners regianvisninger og Holtens opsætning. Gennemgående bemærker man en tilspidsning af brutaliteten og hensynsløsheden i dette univers: Alberichs tyveri af rhinguldet visualiseres som mordet på en ung, nøgen mand, hvis hjerte Alberich skærer ud efter at han har dræbt ham. Ringen er et armbånd, som Alberich har tilvirket, og i en brutal og meget blodig splatterscene skærer Wotan Alberichs underarm af for at få fat i den. Der er også flere dødsfald end normalt: Wotan slår Loke ihjel, nærmest i irritation (men alligevel leverer Loke senere, som sædvanlig, trylleild omkring Valkyrieklippen), mens Hagen koldblodigt og kynisk slår sin gamle far Alberich ihjel, da han har udtjent sin funktion. Endelig er Gibichungernes borg rammen om udpenslet voldtægt, mishandlinger og henrettelser.

Der er naturligvis også mange mere enkeltstående ’afvigelser’ fra Wagners anvisninger – Holtens opfindsomhed viser sig i stort og småt: Hunding dør ikke i slutningen af Valkyriens 2. akt, og det er Sieglinde, der trækker sværdet Nothung ud af askestammen i sammes 1. akt. Uhyggelig er virkningen i Ragnarok, da den som Gunther forklædte Siegfried dukker op på Brünnhildes klippe – sunget og spillet af Guido Paevatalu (Gunther)! I den mere kuriøse ende er der den lange Nornescene (Prologen til Ragnarok), som er blevet til komisk meta-opera: de tre norner er trofaste abonniner, der kommenterer opsætningen fra deres pladser i tilskuerrummet! Brünnhildes graviditet er selvsagt et opsigtsvækkende påfund. Absolut sandsynligt som resultat af hendes stormfulde møde med Siegfried – måske mindre sandsynligt, at barnet først kommer til verden 30 år senere.

Der er rigtig meget godt at sige om Københavner-Ringen. Grundtanken - familiehistorien, som samtidig er det 20. århundredes historie - er på sin vis meget enkel og dramaturgisk velfungerende. Den gør det let for tilskueren at orientere sig og ukompliceret at følge historiens udvikling på både person- og idéplanet (hvilket ellers ofte kan være vanskeligt). Der er et herligt flow i historien, og der opstår kun få problemer som følge af grundtanken - det største er Brünnhildes allerede nævnte meget langvarige graviditet (på fortælleplanet mellem ca. 1968 og ca. '98). Den kvindelige synsvinkel er meningsfuld og meget konsekvent gennemført – udover den strømmende og uhyre velformede musik fra orkestergraven er det er først og fremmest dén, der gør opsætningen gribende og giver den fylde og dybde.

Holten & co. har mange, mange gode enkelt-idéer undervejs, og de er som sagt ofte lettere at følge i DVD-udgaven, end de var i teatret. Lad mig ud over de allerede omtalte ’afvigelser’ nævne en enkelt: I 2. akt af Siegfried optræder der en stum rolle, som ikke findes i Wagners anvisninger. Det er den unge Hagen, som viser sig her, i samspil med sin far, onkel og 'fætter' (Siegfried), og med dette greb skærper Holten tilskuerens bevidsthed om parallellerne mellem Alberich/Hagen og Wotan/Siegfried - den mørke del af slægten over for den lyse del - og foregriber den endelige konfrontation mellem de rivaliserende dele af familien i Ragnarok. Prisen for denne grundidé (for der er jo altid en pris at betale) er, at det mytiske eller mytologiske niveau i værket kun glimtvis slår igennem med fuld kraft. Det er et problem, fordi musikken 'taler' på et meget dybt, mytisk niveau en stor del af tiden, og fordi det ofte er denne dybe-fremmedartede-irrationelle-arketypiske dimension, der taler til moderne mennesker i kraft af sin anderledeshed.

Film-udgaven - produceret af Cubus film/Uffe Borgwardt - er generelt velfungerende og smidig, uden dog at markere sig som et selvstændigt kunstværk (Grimm's filmatisering af Århus-Ringen var meget mere interessant som meddigtende mediefortolkning). Den forstærker som nævnt loyalt og dygtigt opsætningens dramaturgi, og den dyrker nærbillederne meget. Dette kan netop lade sig gøre på grund af den fornemme personinstruktion og de gennemgående storartede sanger-skuespillerpræstationer. Men de mange nærbilleder står samtidig lidt i vejen for det, jeg ovenfor kaldte den mytologiske dybde-dimension i værket. Metaforisk udtrykt er det som om værdierne 11-14 erstatter knægt-dame-konge-es i spillekortsymbolikken (og dermed udviskes forskellen på den store og den lille arkana i tarotkort-symbolikken, som de almindelige spillekort jo er en afbleget udgave af). Hvis Wotan bliver alkoholiseret og Erda afdanket og lettere dement, hvad bliver der så tilbage af Eddaens og de store middelalderfortællingers episke kraft, som også findes i Wagners musik?

DVD-boksen samler de 4 værker på 7 DVDer, med mulighed for undertekster på engelsk, fransk, tysk, spansk, kinesisk og dansk – der er virkelig tænkt internationalt her. Ekstraudstyret er først og fremmest en samtale mellem Kasper Bech Holten og Dronning Margrethe II, som var en meget trofast og – viser det sig – tænksom og kyndig Ring-tilskuer. Booklet-materialet er på engelsk, tysk, fransk og dansk og rummer ud over naturligvis credits og synopsis til de enkelte værker en baggrundsartikel af dramaturgen Henrik Engelbrecht, som kort, koncentreret og velskrevet gennemgår Ringens komplicerede tilblivelseshistorie. Til hvert værk har Kasper Bech Holten skrevet korte introduktioner, hvori denne opsætnings særlige optik beskrives og begrundes. Det vil absolut være en fordel at læse disse introduktioner, før der tændes for maskinen og sættes 14 timer af i ugeskemaet! Afslutningsvis vil jeg bringe et citat fra bookletten til Ragnarok, hvor Holten udtrykker Københavner-Ringens grundidé i få sætninger:

”Vi har valgt at lade Brünnhilde være gravid i Ragnarok. For at vise, at Siegfried og Brünnhilde, inden det går galt, tror på fremtiden. For at fortvivlelsens og katastrofens kim ikke skal være det eneste, der er plantet. Fordi vi tror på, at livet trods alt overvinder katastroferne, hvor svært det end kan være. Dermed nærmer vi os en slutning, der kan være både fortvivlet og uendeligt lykkelig på én gang. Vi kan ikke leve med, at Brünnhilde som sædvanlig skal dø på sin mands ligbål. En kvindes bestemmelse her i tilværelsen må være mere end blot at gå til grunde med sin mand. Og vi må gøre op med opera-litteraturens trang til at vise os de stærke kvinder og så aflive dem…”

Dette valg, denne tolkning, kan man være uenig i og problematisere på mange forskellige måder. Men det er et kvalificeret og gennemtænkt valg, som gør Københavner-Ringen til moderne, vedkommende musikteater.