Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




du siger delfiner er søde / Kasper Anthoni / 108 sider
DarkLights. ISBN 978-87-92657-20-6
Anmeldt 19/12 2010, 10:22 af Poul Høllund Jensen


Søde delfiner?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kasper Anthonis anden digtsamling du siger delfiner er søde er inddelt i fire afsnit. Det første handler om et parforholds forskellige faser. Det tredje rummer seks små ”fortællinger”, der afspejler afklaret ro. Afsnit fire er bygget over det, man kunne kalde sætninger fra et ægteskab: citater fra en partner samlet over tid. Det andet afsnit har ikke noget decideret styrende princip, men rummer almene betragtninger, readymades og enkeltstående digte.

Umiddelbart er jeg mest optaget af det sidste afsnit i bogen. Vi botaniserer alle i vores partneres kommunikation og husker bestemte bemærkninger nærmest forever. Her bliver sådanne bemærkninger brugt på en spændende og fornyende måde, idet digteren har samlet en række udsagn fra et parforhold og brugt dem til at sige noget essentielt uden at havne i det banale. Partnerens tanker og væsen bliver inddampet i titler som f.eks. ”du siger delfiner er søde”, ”du siger den slags”, ”du siger babybadekar” og adskillige flere. De indsamlede ”parforholdssætninger” bliver symbolske for tingenes tilstand. Bliver afsæt for en understregning af det tvetydige i partnerens måde at udtrykke sig på: ”om du ville sige hvad du mener”, ”Jeg er pludselig usikker på hvad vi taler om”.

Centralt i afsnittet er digtet ”du siger delfiner er søde”, som også er selve bogens titel. Denne tilsyneladende uskyldige sætning (for)drejes til et spørgsmål om dominans: ”og jeg ryster på hovedet og siger kliklyde/ og er star i dit hophøjtshow”. En parallel i ”de er kun halvkongelige siger du” lyder ”delfiner… man kan styre dem træne dem/ de gør hvad man beder dem om... gnækkende… nikkende”. Det dybeste lag findes i sidstedigtet ”baybadekar”, hvor kvindens længsel efter at få børn mødes med den meget komplicerede linie ”delfinen er bare/ en fisk med en livmoder”.

Næstsidste afsnit er en rolig oase. I seks fortællende digte hører vi om den glade maler [forfatteren selv?], der sætter sommerfuglens puppe til opvågning i sit hattebånd, og både kan se og tale med hjertet. Selv forholdet til døden er afklaret, jfr. det smukke digt ”havet”: ”Foråret var mildt/ da han satte sig ved havets kant/ for at dø/ ingen tanker faldt ham ind/ det var slut// Nu var der kun bølgens venlige stemme/ tilbage at besvære”. (Hvorfor i alverden kommer jeg til at tænke på Homer?)

I første afsnit, der er bogens længste, føres vi som tidligere sagt gennem forskellige faser i et parforhold. Her beskrives det dynamiske forløb, der fører frem til den mere permanente tilstand i afsnit fire. (Jeg vil dog på ingen måde påstå, at bogen ender i en afklaret tone. Der er stadig mange mulige tolkninger i bogen slutreplikker.)

Digtsamlingen indledes med citat fra det pulserende Gnags-digt ”Fuldmånevanvid” – ”Nu vil jeg ha´ dig/ nu vil jeg ikke ha´ dig// nu vil du ha´ mig/ nu vil du ikke ha´ mig” – hvilket afgiver mange ekkoer på de følgende sider: ”du smiler i søvne/ mens jeg rejser bort”, ”vi trykker hinanden tæt ind mod brystet/ og siger farvel”. Det er meget klart i digtet ”Uden titel IV”: ”Telefonen ringer/ det er dig igen/ fortæller mig/ du savner mig/ for den ringer/ mindst tyve gange/ du er så vedholdende så smuk så varm/ det kan jeg bare ikke fortælle dig/ i dag”.

Udover ’fuldmånevanvid’ er afsnittet [og hele bogen] udtryk for det mod, det kræver at gå ind i traditionelle lyriske temaer. Havet, fuglene, fraværet af den elskede, sorg, årstiderne er hyppige gæster i digtene. Der er da også steder hvor det centrallyriske tipper over. Jeg nævner et par eksempler: ”mens alle drømmene om død og fald/ i et styrt af issved/ falder fra din pande” i ”bysbarn” og ”i dråber af smeltet savn/ inderst/ hvor natsværmerne/ stadig hvisker/ usikre rim/ om nat/ og duggede vinger” i ”uden titel xiii”.

Som læseren har bemærket i kolofonen, er forfatter, illustrator og layouter en og samme person. Det betyder en spændende forside, hvor delfiner står som himmeltegn eller boltrer sig i strandkanten. Det betyder, at dobbeltheden i anvendelsen af metaforen delfin kommer konkret til udtryk i bagsidens foto af forfatteren iført delfinmaske. Inde i bogen møder man en række af Kasper Anthonis karakteristiske kvindeportrætter, samt uddrag af håndskrevne manuskripter (der virker sært autentiske og jo også får en til at tænke på tidligere digteres tekniske muligheder).

Kompositorisk er afsnit to det mest problematiske. For denne anmelder virker det, som om det er blevet stedet hvor ”tiloversblevne” digte er blevet anbragt. Ikke at digtene er decideret dårlige, men bogen ville have vundet ved at udelade afsnittet, så det samlede billede var blevet klarere.

Dette kan dog ikke rokke ved hovedindtrykket af en digter, der energisk søger tilbage til tidligere lyriske udtryksformer. At der er mange eksempler på vellykkede klassisklydende digte og billeder, der holder hele vejen igennem. Jeg citerer nogle ganske få: ”havet tager dig i nat/ i en salt/ mundfuld/ af evigheden” og ”din stue varm og duftende/ med tørre hjerter under fjer” og ”sejlskibe tømret af støv”. Det er da flot!

Læs også anmeldelsen af Kasper Anthonis første digtsamling


37
Forrige anmeldelse
« Marken «
Næste anmeldelse
» Samlede Tranströmer »


Flere lyrikanmeldelser...