Hvis man ikke allerede har Tomas Tranströmers samlede digte – helst på svensk eller i den danske udgave fra Centrums forlag, som udkom i 1997 – så er det bare med at komme hen og købe Samlede Tranströmer. Tranströmer har en utrolig evne til at indfange det ellers så flygtige og undselige livs skønhed og dybde, og Samlede Tranströmer indeholder Peter Nielsens udmærkede oversættelser af alle forfatterens digtsamlinger samt en ældre haikukrans ved navn ”Fængsel” og den selvbiografiske bog Erindringerne ser mig.

Bogens forord er skrevet af Morten Søndergaard og er præget af Søndergaards fascination af den tranströmerske stemme, der fremhæves for sin særegne dobbelthed af klarhed og uvished. Man kunne også have nævnt forfatterens sans for konkrete steder og hans evne til at aflæse og formidle de erkendelser af større eksistentiel og historisk karakter, som stederne bærer med sig i det skjulte.

At Tranströmers digte på én gang er konkret forankrede og fører mod noget andet og mere uhåndgribeligt, er et fremtrædende træk i hans poesi. Kombinationen af det faktuelle og det abstrakte går således igen i mange af digtene og dét også i eksempelvis ”Sne falder”, der indledes med versene:

”Begravelserne kommer / tættere og tættere / som vejskiltene / når man nærmer sig en by” og ”Alkæisk”, hvis første strofe lyder: ”En skov i maj. Her spøger hele mit liv: / det usynlige flyttelæs. Fuglesang. / I stille vandhuller myggelarvernes / vanvittigt dansende spørgsmålstegn.”

I fortættede lyriske billeder og på en klangbund af stille melankoli skriver Tranströmer centrale aspekter frem ved det at være menneske, og netop fordi han gør det så utroligt godt, er det prisværdigt, at Rosinante i sin klassikerserie udgiver denne bog, der samtidig er en hyldest til digteren på hans 80 års fødselsdag.

Imidlertid ærgrer man sig som læser over, at man på forlaget ikke har taget sig tid til at give digtene en ordentlig ramme. Selvsagt er det af mindre betydning, at pressemeddelelsen har fejl og er upræcis – der står bl.a. om bogen, at den fylder ”ca. 400 sider”, mens der kun er 332, ligesom det nævnes, at Tranströmer er oversat til 50 sprog, hvor det reelt er 55.

Hvad værre er, at man ikke har læst ordentlig korrektur på det citat, der angives på bogens forside, og som i øvrigt er et lån fra bagsideflappen på Centrums udgivelse af Samlede digte, ligesom en så banal fejl som det, at forfatterens efternavn ikke er skrevet med stort, er sluppet igennem i bagsideteksten. Hertil kommer, at man savner et digtregister, og som helhed efterlader det læseren med et indtryk af, at bogen er blevet hastet igennem; sandsynligvis for at kunne udkomme i forbindelse med forfatterens runde dag.

Heldigvis skal Samlede Tranströmer dog ikke leve af hverken sit omslag eller andre udenomsværker. Det gælder derfor om hurtigst muligt at glemme den sjuskede ramme og komme ned i forfatterens digte. I Tranströmers egne tekster falder ordene nemlig med en usædvanlig præcision og sikkerhed. Selv døden kommer præcist, når den skal, som i dette det andet af to ”Sorte postkort”, der får anmeldelsens sidste ord:

Midt i livet hænder det at døden kommer
og tager mål af mennesket. Det besøg
glemmes og livet går videre. Men tøjet
sys i det stille.