Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




#digte / Kasper Anthoni / 72 sider
DarkLights. ISBN 9788792657008
Anmeldt 26/4 2010, 07:45 af Kim Toft Hansen


Hypnagoge digte

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Hypnagoge digte! Lyset kaster skygger i mørket, drømmen trænger ind fra søvnen, ind i den vågne tilstand. Frekvensdigte! Jeg læser Kasper i digtene, læser en biografi, der alligevel ikke helt stemmer. En mand er på rejse. En ”Journeyman” i bevægelse. Han ”traver gennem dale”, og vi er med. Første gang jeg læste disse digte, var jeg knap vågen: jeg mødte digte, der kunne noget på dette søvndrukne stadie. De forskubbede sig – og mig. Jeg har kendt Kasper i en årrække, og indbilder mig selv, at jeg kender årene på digtene – eller er det omvendt. Humor digter det melankolske, mens tragedien bader i selvsatire. Der er ”tordenjazz” med forårsbrise. Nattens elegi udmunder i dagens nye lys, mens lyset svinder ind til duften af piger i natten. Den bedste måde at sige det på: hypnagoge digte!”

Højstemt og inflammatorisk var dette – som det fremgår af forlagets hjemmeside – mit forsøg på at beskrive den oplevelse, jeg havde, da jeg første gang undervejs mod udgivelse havde læst Kasper Anthonis digtsamling #digte. Det er ingen hemmelighed, at jeg har kigget med på sidelinjen gennem længere tid, og er derfor måske en inhabil anmelder af samme årsag. Lad mig dog alligevel sige et par ord.

Først og fremmest er jeg fascineret af samlingens samlede udtryk, der på den ene side er ret svært helt at få hold på. På den anden side betyder dette netop også, at genlæsninger af samlingen åbner nye porte af betydninger, som sitrer i ordenes klang og digtenes tvetydige præg. Efter at have kendt Anthoni igennem årene binder jeg mig selv på ærmet, at den sitren, der omgiver Anthoni, også frekventerer digtene. Derfor har jeg ingen tvivl, når jeg siger, at digtene er frekvensdigte, der kan læses som små personlige analekter fra en digter, der gerne vil læses. Gør derfor helst det! Læs dem.

Digtene er som titelangivelser hver især behæftet med et nummer – heraf titlen #digte. Digtene falder således i den rækkefølge, de er skrevet i, men der er undervejs små og store huller. Vi starter med digt #4 og slutter med digt #114, men der er ”blot” 53 digte i samlingen. De øvrige digte er derfor faldet ud gennem selvcensur, mens de tilbageværende står som illustrationer af en kreativ proces – en proces, der kendetegner en digtsamlings tilblivelse. Enkeltvis står digtene i høj grad alene, men samlet formår digtsamlingen derfor også at skabe en helhed, der sjældent ses i moderne digtsamlinger. På den måde knytter samlingen an til såvel den senmoderne dyrkelse af neonlys og nattestræder som den romantiske glæde ved helhedsfornemmelser.

Det er derfor interessant, hvordan digtene bærer gennemgående tematikker om nattemørke, omstrejfende katte (en symbolik på en personlig natteeksistens?) og en søgen efter en elskov, der måske eller måske ikke er fortabt. Dette kobles samtidig sammen med nogle glædeudtryk om ”evig sommer” og ”en dans / der ikke vil stoppe”. Som bindeled synes naturtematikken at bære begge elementer – det dystre og det lyse. Dette er igen en fin illustration af en modernistisk 80’er-fornemmelse, som bindes til en romantisk dyrkelse af naturbilleder, der ikke har været levnet så meget plads i moderne digtning. Der er derfor undervejs også en antydning af en metafysisk længsel, der på den måde igen har fået plads. Ord som ”krystal”, ”engle”, ”himlen” (hele fire gange), ”domkirken”, ”alterets” og ”evigheden” toner frem gennem plaskvåde gader og tordenvejr. Men det er ikke religiøse digte, men i stedet er det et uklart møde mellem livets tungsindighed og dødens store spørgsmål.

På den måde er Anthonis digte særdeles rummelige digte. Der er inspirationer at hente fra Søren Ulrik Thomsen, lige fra City Slangs neonfetichisme til de senere metafysiske afsøgninger. Her er det suppleret med en vekslens mellem det mørke og det lyse, natten og dagen. Digtene #22 og #32 spidsformulerer, hvad det hele går ud på. I førstnævnte: ”da du dengang så mig / tænkte du da / både nat og dag” og i sidstnævnte: ”natsværmere flakser omkring / støv drysses på min kind / hverken vågen eller sovende”. Her er den hypnagoge tilstand – tilstanden midt mellem at være vågen og sovende – fremhævet, og det er denne fornemmelse, der gennemrisler samlingen. Den svage selvbiografi, der også smigrer sig ind, fortæller her noget om digteren. Hypnagoge digte, frekvensdigte, halvbiografisme og tusmørkedigte er alle betegnelser, der står i kø for at forklare, hvad der her er på færde. Og meget sigende er digtene udgivet hos forlaget DarkLights.

På den måde er digtsamlingen også tidstypisk, eftersom den spiller med på den berømte dobbeltkontrakt, hvor digterens egen person sætter sit præg på det rum, som digtningen har – det er dog mig bekendt endnu ikke lyrisk formuleret så klart, som Anthonis digtsamling her gør det. Det betyder dog ikke, at et kendskab til Anthoni er nødvendig for at læse digtene, der med lethed og poetisk luftighed kan stå for sig selv – et par forståelsesrammer er her blot stukket videre. Numrene illustrerer og perspektiverer hermed det liv, der er levet, mens digtene er forfattet, hvilket også er kraftigt antydet gennem illustrationer af håndskrift og silhuetter gennem samlingen. Billedet af en digtsamlings fødsel, en digters frekvenser og en tidsmæssigt relevant tematik gør #digte til en blændende, dyster og alligevel hjertevarm debut.


26
Forrige anmeldelse
« Til dig «
Næste anmeldelse
» Hesteæderne »


Flere lyrikanmeldelser...