Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Tysk kulturmøde - på engelsk
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Kulturens dialektik
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Kapitalismens digitale omsorg
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jeg har de allerbedste dansere på markedet



Det var en heltedåd

- Hans Sode-Madsen om dansk humanitær indsats i 1945

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Mens kuglerne piftede om ørerne på dem, kørte danske chauffører og andre frivillige i 1945 ind i Tyskland for at redde tusinder af landsmænd. Det skete i skramlede biler og busser hundredvis af kilometer gennem brændende ruinbyer for at aflevere madpakker og få fanger med hjem. Det var i sandheden en heltedåd, fastslår historikeren Hans Sode-Madsen i bogen Reddet fra Hitlers helvede. Bogen fortæller historien om den største danske humanitære indsats i nyere tid – historien om de mange danske og norske koncentrationslejrfanger, der skylder Røde Kors-pakkerne og de Hvide Busser deres liv.

I en tid, hvor den danske samarbejdspolitik under besættelsen er kommet i slem modvind, illustrerer Hans Sode-Madsens bog, at den store hjælpeaktion aldrig kunne være foregået uden samarbejdspolitikken. Med "norske tilstande" ville redningen af jøderne til Sverige og hjælpen til de 10.000 danske og norske KZ-fanger have været utænkelig, fastslår Hans Sode-Madsen. Fortællingen om de Hvide Busser rummer mange myter, og myterne skygger for den kendsgerning, at pakkerne var arrangeret og betalt af det danske socialministerium, og at de fleste fanger blev reddet hjem ved ministeriets indsats – og i danske busser udlånt fra DSB og diverse private ruter landet over.

Ikke blot Bernadotte
- Det er den helt almindelige opfattelse, at den svenske grev Bernadotte og De Hvide Busser er en og samme sag. Imidlertid kørte danske busser, ambulancer og lastbiler allerede fra december 1944 og hentede blandt andet syge politifolk i Buchenwald ved Weimar og grænsegendarmere i Neuengamme hjem næsten fire måneder før Bernadotte kom på banen, siger Hans Sode-Madsen i et interview med Flensborg Avis.

Al forarbejde var foretaget af danske myndigheder, Udenrigsministeriet, Socialministeriet og Statens Seruminstitut, og gennemført af Det danske Hjælpekorps, et ekspeditionskorps udtænkt af flådeofficeren Karl Hammerich. Det blev præsenteret for eksilnordmændene i Stockholm og herfra viderebefordret til Bernadotte. Hjælpekorpsets organisering blev helt overtaget af svenskerne, da de i marts slog sig ned i Friedrichsruh ved Bergedorf i Hamborg. Det svenske ekspeditionskorps blev omkring 1. april halveret og var herefter ude af stand til at gennemføre rømningen af Neuengamme på Hitlers fødselsdag den 20. april. Omkring 200 danske busser fra De Danske Statsbaner og private vognmænd blev med dags varsel sendt til Padborg, blev malet hvide og kørte i pendulfart mellem Neuengamme og karantænestationen i Padborg.

Gjorde indtryk
- Redningsindsatsen ville formentlig ikke kunne være gennemført uden svensk indsats. Svenskerne havde tip-top rullende materiel, der kørte på benzin, og Bernadottes royale værdighed gjorde indtryk på Himmler. Men den danske indsats er helt underspillet i den kollektive erindring. Årsagen er den enkle, at de ledende danske embedsmænd følte, at svenskerne havde gjort Danmark så store tjenester ved at tage imod tusindvis af flygtninge, herunder 7.000 jøder, at man gerne overlod dem hele æren for redningsaktionen, siger Hans Sode-Madsen.

Røde Kors-pakkerne var organiseret og betalt af Socialministeriet. De blev pakket af Dansk Røde Kors og kørt med lastbiler, ofte udlånt af private firmaer, blandt andet bryggerierne, til koncentrationslejrene, men først da jernbanedriften i krigens sidste år blev for problematisk. Indtil da foregik transporten som almindelig stykgods ofte via postvæsenet. På baggrund af ministeriernes arkiver og private optegnelser og erindringer fortæller bogen om hjælpearbejdet fra kommunisternes internering i sommeren 1941 til redningen ud af et Nazityskland i ruiner i maj 1945. Bogen indeholder desuden mange ikke tidligere offentliggjorte billeder, breve og rapporter.

Skilsmisser og selvmord
- Rundt omkring sidder der familier til de over 6.000 danske KZ-fanger. Fangerne talte sjældent eller aldrig om deres oplevelser. De var mærket på krop og sjæl af opholdet, og det lagde en dyster stemning over deres nærmeste. Min far var selv i koncentrationslejr i Tyskland, så jeg ved, hvad jeg taler om. Med denne bog får de lejlighed til fra alle sider at læse om de forhold, der gjorde fangen "mærkelig", førte til skilsmisse eller måske selvmord – begge dele var meget almindeligt. Jeg har derfor bestræbt mig på at skrive mundret og opbygge forløbet pædagogisk, siger Hans Sode-Madsen.

Noget af det afgørende nye ved Hans Sode-Madsens bog er den samlede beskrivelse af hele hjælpeindsatsen fra kommunisternes internering i sommeren 1941 til redningen hjem i maj 1945.

Meget store forskelle
- Det danske Hjælpekorps’ historie er ikke tidligere beskrevet omfattende endsige efter fortjeneste. Den norske vinkel, jeg beskriver i min bog, og historien om Bernadotte som gidsel for svensk udenrigspolitik er heller ikke medtaget i dansk historie tidligere. Nyt er systematiseringen og differentieringen af fangekategorier og af KZ-lejre, fængsler og tugthuse. Ikke alle kom alle steder hen, og der var kolossalt store forskelle på behandlingen i lejre og udekommandoer. Om man var jøde i Theresienstadt, politimand i Mühlberg, kommunist i Stutthof eller modstandsmand i udekommandoen Husum er helt usammenlignelige størrelser. Alligevel var danskerne alt andet lige privilegerede fanger, understreger Hans Sode-Madsen.

Hjælpere, sømandspræster i Hamborg, buschauffører, læger, sygeplejersker, spejdere, tililende husmødre og mange flere får også som noget nyt deres plads i fortællingen. Bogen bringer en række ikke tidligere offentliggjorte, samtidige dokumenter, ministerielle notater, dagbogsblade, transportberetninger og rejseskildringer. Det gælder for eksempel generalkonsul Marius Ydes skildring af forspillet til Neuengammes rømning via hans gamle ven, gauleiteren over Grossraum Hamburg, Karl Kauffmann.

Blå bog
Hans Sode-Madsens Reddet fra Hitlers helvede – Danmark og de Hvide Busser 1941-45 udkom på forlaget Aschehoug i 2005.Hans Sode-Madsen (født 1942) bor i Køge og er seniorforsker ved Rigsarkivet i København. Han har bidraget til Gads to besættelsesleksika Dansk besættelsestid 1940-1945 og Hvem var hvem 1940-1945, og skrev for Magtudredningen i 2002 Farlig ungdom. Samfundet, ungdommen og ungdomskommissionen 1945-1970. På Aschehoug har han tidligere udgivet bogen I Hitler-Tysklands skygge. Dramaet om de danske jøder 1933-45 (2003).

pil op
Forrige essay
« Kunst i gammel banegård «
Næste essay
» En lige højre i Gentofte »