Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre

Ms. Marvel: Ikke helt almindelig / Forlaget Fahrenheit / 128 sider
Tekst: Willow Wilson, ill: Adrian Alphona
Anmeldt 11/8 2021, 14:38 af Torben Rølmer Bille

Girlpower


Girlpower

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Siden Stan Lee grundlagde tegneserieforlaget Marvel, der som bekendt nu laver mangt og meget ud over tegneserier, har en af hjørnestenene altid været et fokus på forskellighed. Som Lee flere gange har fortalt i interviews, så var det meningen, at der skulle være en superhelt for alle. En helt som netop du ville kunne identificere dig med, uanset køn, etnicitet eller tro. Var du en usikker teenagedreng, kunne du spejle dig i Spiderman, havde du problemer med at styre dine vredesudbrud, kunne du opleve, at Hulk havde det på samme måde osv.

Selv om dette koncept efterhånden er velafprøvet, og ifølge denne kapellan en medvirkende faktor til Marvels succes, kom det alligevel som lidt af en overraskelse, da selskabet lancerede en helt ny udgave af en af deres superhelte. Ikke kun var hun pige af pakistansk oprindelse men tillige også muslim. Der er nok flere, der vil vide at Ms. Marvel oprindeligt var Carol Denvers’ alter ego, men i 2013 blev stafetten givet videre til den unge Kamala Khan og hendes første TPB-samling er nu endelig udkommet på dansk under titlen Ikke helt almindelig - en samling der i 2015 vandt den prestigefyldte Hugo-pris for ’bedste grafiske fortælling’.

Selv om nogle vil måske påstå, at Marvel bevidst søger at udvide deres potentielle kundegruppe ved at skabe figurer, der på denne måde henvender sig specifikt til læsere af et bestemt etnisk, religiøst eller for den sags skyld kønsmæssigt tilhørsforhold, så er det faktisk også ret forfriskende at opleve en oprindelseshistorie som denne. For lige som førnævnte Spiderman, så kæmper også Kamala med både sit eget selvværd og den familie, som hun er født ind i. Selv om hendes mor og far på ingen måde er fundamentale muslimer, så får læseren et (fiktivt?) indblik i, hvilke hverdagsproblemer der også kan opstå, når man er en ung muslimsk pige, der tilfældigvis også har fået tildelt superkræfter.

På bagsiden af tegneserien kan man læse at; ”lige som man skulle tro at livet som teenager var kompliceret nok, så kommer Thanos midt i det hele og detonerer hans Terrigen-bombe og sender Terrigen-tåge ud i jordens atmsfære, så mennesker med bestemte genetiske egenskaber pludsdelig udvikler superkræfter!” Det er for en gang skyld en ganske nyttig bagsideinformation at få, for læser man (som undertegnede) ikke Marvel på et nærmest religiøst niveau, så er denne information om Thanos ikke at finde i selve tegneserien. Her oplever man blot at Kamala, sammen med resten af New Jersey og New York, indhylles i en tæt, lysseblå tåge. Idet den forsvinder, får hun et syn, hvor Ms. Marvel, i Carol Denvers skikkelse, taler til hende og fortæller, at Kamala nu er den nye Ms. Marvel.

Som andre superhelte før hende har Kamala indledningsvis svært ved at styre sine nye kræfter. Det skal også siges, at hun ingenlunde er så magtfuld som den Ms. Marvel, man eksempelvis kunne opleve i filmen af samme navn. Kamalas kræfter eller i al fald de, læseren får lov til at opleve i denne første del, består af at være i stand til at manipulere sit udseende, og lige som Mr. Fantastic strække sine lemmer ud, som var de lavet af modellervoks.

Kræfterne får Kamala dog brug for. I løbet af historien dukker der en mærkværdig skurk op i Jersey City, en skurk der ikke alene truer den lokale biks, hvor Kamala hænger ud efter skole, men som potentielt også kan være farlig for almenheden. Denne skurks sande ansigt afsløres dog på den allersidste side, så vil du finde ud af, hvad der efterfølgende sker, så bliver du nødt til at vente til næste bog udkommer. Kan du ikke vente, så bliver du nødt til at anskaffe dig den amerikanske TPB fra din lokale tegneseriepusher.

Kapellet er virkelig begejstret for Ikke helt almindelig. Ikke kun fordi det er en veltegnet, velfortalt oprindelseshistorie men også fordi, den får leveret et mægtigt interessant men selvsagt også lidt karikeret billede af en ung muslimsk pige, der på den ene side forsøger at gøre sine forældre glade, men som også fristes af alle de ting som hendes ikke-muslimske venner og veninder foretager sig. Kamala er trodsig, spydig og meget teenageagtig, men hun er også en ret fantastisk figur, der ikke kun slås med hverdagsproblemer men i stigende grad også med hendes nye kræfter. For en gang skyld en origin-fortælling med en masse saft og kraft.

NB: I øvrigt bør det nævnes, at det er forlaget Fahrenheit, der har været gode samarbejdspartnere med Kappellet i mange år, der er begyndt at udsende en række af Marvels måske mest interessante tegneserier. Det drejer sig bl.a. om Den kosmiske handske (serien, der ligger bag historien, der kunne opleves i de to avengersfilm Infinity War og Endgame) samt Deadpool for bare at nævne et par stykker. Det er selvsagt dejlige nyheder for alle danske Marvel- og tegneseriefans, og her på disse sider vil vi forsøge at dække udgivelserne efter bedste evne.

Forrige anmeldelse
« Den store Asterix 6 «
Næste anmeldelse
» West End Boy »