Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre




Berserk / Gyldendal / 124 sider
Tekst: Øystein Runde, ill: Øystein Runde
Anmeldt 28/1 2019, 14:07 af Øystein Runde

Vikinge tarm-tarm


Vikinge tarm-tarm

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sidte år sendte den unge, norske tegneserieskaber Øystein Runde ganske uopfordret sin kreation Futen til Kulturkapellet. Det var selvsagt en fin gestus, så vi kvitterede efterfølgende med den rosende anmeldelse, som værket fortjente. I kølvandet på dette fulgte en kort mailkorrespondance og ikke mindst sikrede Hr. Runde, at han fik endnu en stalker på Instagram i form af Kapellets redaktør.

Da selvsamme redaktør i starten af december 2018 opdagede, at Hr. Runde havde begået en ny tegneserie, spurgte vi derfor pænt om vi også at kunne få muligheden for at anmelde den nye. Ugen efter lå der hele to tegneserier i postkassen. Den anden bog Stamceller – kroppens superheltar vil blive omtalt snarligst, men først skal det handle om Berserk der, som titlen antyder, fortæller en vild, voldsom, blodig og ikke mindst meget underholdende vikingehistorie i tegneserieform.

Selv om det muligvis siger mere om undertegnede end om folk generelt, så blev der også grinet højlydt flere gange under læsningen, noget som ellers forekommer ganske sjældent i forbindelse med tegneserielæsning, for Berserk er til trods for sin ultravold og dunkle historie også på udsatte steder utrolig morsom.

Tonen bliver allerede slet an fra første side. En skjorteløs, muskuløs mandsperson stavrer rund i smult vand med et lille barn på skuldrene. Han bruger sin ene hånd til at holde fast på barnet, sin anden hånd holder fast på de tarme, der ellers der er på vej ud af mavesækken.
Heldigvis for vor endnu navnløse helt, møder han en venligsindet kvinde, der bor på en øde gård, sammen med hendes gamle far og en ko, der konstant fjærter. Hun plejer vores helts sår og tager sig af det lille barn. Efter hans anvisning vasker hun hans tarme med mælk, før såret sys sammen med silketråd. Mælken, som kvinden i øvrigt selv leverer, skal forhindre tarmene i at gro sammen i maven, fortælles der. Det er barskt men også sært dragende læsning.

Dette er kun begyndelsen på en længere fortælling der både rummer, hævn, mandsmod, retfærdighed og ikke mindst flere fabelagtige scener, hvor vor helt får mulighed for at gå bersærk. Det skal nemlig vise sig at vor hovedperson, da han kommer til hægterne, bliver i stand til at fortælle sin onde historie.

Han startede sit liv som træl (i hvad Kapellet senerehen har opdaget fortælles i en tidligere tegneserie), men da folk omkring ham opdagede hans evner, blev han hyret som kong Olav Tryggvarsons bedste snigmorder. Omstændighederne ville dog at Sleggja fandt det nødvendigt at dræbe kongen, hvilket bragte ham i den sørgelige tilstand, som læseren først møder ham i. I et længere flashback ser vi den allerede hårdt sårede bersærker i kamp med tre blodtørstige niddinge, der fejlagtigt tror at en såret mand, der bærer på et spædbarn er et nemt offer. Det er han ingenlunde.

I næste nu præsenteres læseren for en formidabel fjende til vor helt, nærmere bestemt Tjalve Bårdson, som er høvding i en hel by af bersærkere. Han ser stort set hele tiden ganske uskyldig ud men er alt andet. Det skal også vise sig at vores hovedperson og Tjalve har en fortid, men mere skal der ikke fortælles her. Det kan godt være, at det lyder som en lidt kompliceret fortælling, men Hr. Runde er virkelig god til at holde fast i læserens opmærksomhed, selv om de enkelte elementer i fortællingen ikke præsenteres helt kronoloigisk.

Endnu mere fascinerende er, at Hr. Runde er virkelig god til at skildre de sekvenser i historien, der skildrer bersærkergang og den ultravold, der følger i kølvandet på denne. Garvede tegneseriefans vil muligvis komme til at tænke på Simon Bisleys Slaine i løbet af læsningen, men selv om Berserk er Øystein Rundes helt egen fortælling, så trækker han alligevel på en række faktiske kilder, som er angivet til sidst i fortællingen. Med frygt for at spoile, så er der folk der kløves på meget opfindsomme måder, og i bogens måske vildeste scene bruges et hængt barn som kasteskyts. Det er bestemt ikke en fortælling for følsomme sjæle - så er du advaret!

Berserk er vildt fedt tegnet i en klar streg, og selv om udgivelsen er i sort/hvid, er det stadig lige så blodigt og vildt, som var den udkommet i fuldfarve. Berserk får naturligvis Kapellets varmeste anbefalinger, for selv om det er en rå og ubarmhjertig fortælling, så er den, som nævnt også umådelig morsom flere gange undervejs. Dette gælder både, hvad angår den spinkle fjertende ko, i de groteske voldsscener eller dialogen. Kapellet kan godt give et enkelt eksempel på det sidste. Da Olav Sleggja kommer ind i en skov, hvor fjenden har hængt præsterne fra en nærliggende kirke fra trækronerne, så kigger Olav rundt på de mumificerede (Mike Mignola-lignende-) præstelig og siger tørt til sin følgesvend: ”Mmh… det pyntar no Opp, då!”

Denne sorte humor er måske ikke alles kop te, men omvendt, har du lyst og besidder mod nok til at kaste dig over en forrygende vikingefortælling, der som titlen lover er helt Berserk, så skynd dig at få bestilt bogen hjem fra Norge. Bogen er selvfølgelig skrevet på norsk, men det kræver altså ikke voldsomme norskkundskaber, for at en helt almindelig dansk læser, med lidt flair for nordiske sprog, kan følge med.

209
Forrige anmeldelse
« Håbets tid – del 1 «
Næste anmeldelse
» Mogens og Mahdi forever »