Dansk Danseteater er flyvende i disse år. Og når tyngdekraften en gang imellem tvinger fødderne til jorden, sker det så lydløst, at grænserne mellem stilstand og turbospeed synes ophævet.

Forestillingen Stormen består af to værker: Riverside, der havde urpremiere i koncertsalen Alsion i Sønderborg, og The End of Loneliness, der for to år siden indgik i forestillingen Monolith – også på Dansk Danseteater dog i et samarbejde med kinesiske dansere.

I den godt 25 minutter lange dans Riverside lægger den danske sangerinde Agnes Obel musik til en historie om en mand, der er i en indre kamp med sig selv. Både i musik og koreografi er der analogier til naturen. Iført sorte hætter og dragter med flagrende strimler danser tre mænd og fem kvinder i sværme og modsværme. Som fugle på træk.

Her er overbevisende og elegante kinastiske reaktioner, hvor hver enkelt danser reagerer på andre bevægelser og bygger videre på disse i sin egen dans. Fødderne faldt så let og lydløst til gulvet, som var de dråber af støvregn. Danseren Stefano Bizas på Alpha-holdet rager op hvad angår niveau - nogle gange så de kvindelige dansere virker til at have lidt vanskeligt ved at følge med ham. Deres blikke vendt mod ham afslører, hvem der her sætter standarden.

Anden afdeling, The End of Loneliness, er koreograferet til en forførende og intens slagtøjsrejse af komponisten Mathias Friis-Hansen - og der bliver dunket igennem på trommerne. Oprindelig er The End Of Loneliness skabt til en gruppe kinesiske dansere i et samarbejde med Beijing Dance Theatre. Her lægges en imponerende energi for dagen, mens det dramatiske trænges i baggrunden.

Danserne leger frit i den musikalske frasering. Til pulserende rytmer bliver et ungt par forenet og overvinder ensomheden i et barsk samfund.

I sig selv er trinsproget ikke voldsomt imponerende, men med musikken bliver der sparket masser af energi hen over scenen - ud til publikum. Det er tydeligt, at Rushton er blevet inspireret af den kinesiske dans, hvor kropslig fleksibilitet ofte stjæler opmærksomheden. Ét er at kunne holde benene oppe på minimum hofteniveau. Noget andet er også at kunne bevæge kroppen med energi og dramatisk nærvær. Men den klarede danserne overbevisende. Dansk Danseteater får her udfoldet koreografien med atmosfære og smukke billeder.

The End Of Loneliness er ment som en forførende og moderne parafrase over bryllupsritualet i balletten Les Noces, og er strengt taget ikke noget stort koreografisk værk, men danserne får det maksimale ud af det - og hev et bragende og stående bifald hjem ved den forestilling, jeg overværede under turneen.

Så stort var bifaldet, at det næsten så ud til at komme følelsesmæssigt bag på flere af det internationalt sammensatte hold af dansere.