Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Rosmersholm Aarhus Teater, Store scene
Anmeldt 27/1 2014, 07:50 af Lise Majgaard Mortensen

Vellykket Ibsen Classic


Vellykket Ibsen Classic

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Aarhus Teater har med Rosmersholm begået en stærk både klassisk og moderne Ibsen forestilling, hvor mystikken og uvishedens mørke langsomt breder sig.

Det var forbundet med en vis angst at gå ind og se Henrik Ibsens Rosmersholm på Aarhus Teater. For når teatre tillader sig at bruge lovende udtryk som ”En psykologisk teaterthriller” på plakaten, så kan forestillingen ofte ikke helt leve op til den genrebetegnelse. De store gys er sjældne i en teatersal.

Når Aarhus Teater så ovenikøbet på andre plakater skriver ”For dem som elsker klassisk teater”, bliver man nemt angst for at teatret i sin markedsføring har forsøgt at camouflere en tør kiks som en sprød makron.

Men Rosmersholm når i mål som en flot teaterforestilling. Der er endda tale om både klassisk ordrigt teater og fortættet thriller, omend man ikke skal forvente gys og gru som i amerikanske Hollywoodproduktioner.

Forestillingen er klassisk Henrik Ibsen, hvor målrettede mennesker langsomt gribes af uvished og tvivl, og stemningen bliver stadigt mere formørket. Ibsen giver ingen moraliserende svar, og netop deri ligger thrilleren. Vi bliver ladt tilbage, undrende og usikre.

Det ibsenske drama – nybrud og tvivl
Der er noget truende i luften. Herren på Rosmersholm, den tidligere sognepræst Johannes Rosmer (Thomas Bang), er ved en skillevej. Hans hustru har begået selvmord, og hans husholderske Rebecca (Marie Louise Wille) forsøger at få ham på nye tanker. Farlige nye tanker om nybrud i samfundet, opgør med magtens mænd.

Men Rosmer er selv én af magtens mænd, og hans gamle allierede, Rektor Kroll (Niels Ellegaard), forsøger at få Rosmer på ret køl og tilbage blandt de forstandige. Marie Louise Wille og Niels Ellegaard spiller forrygende, og de formår at få Ibsens mange ord til at flyde fejlfrit og naturligt.

Marie Louise Wille fik stor hæder for sin hovedrolle i Aarhus Teaters All My Dreams Come True, og hun fortsætter det flotte spil som forføreren og nytænkeren, der forsøger at få Rosmer til at bekende sig til de nye ideer om et forandret samfund.

Niels Ellegaard, som har overtaget sin rolle på et afbud kort inden premieren, er autoritær og stolt uden at forfalde til hverken stereotyp komik eller til at påtage sig en skurkerolle. De to idealister forsvarer deres sag sobert, men fidusen er, at Ibsen ikke lader nogen af dem stå med den endegyldige sandhed.

Thomas Bang som forestillingens midtpunkt, sandhedens dommer om man vil, spillede derimod uhørt svagt denne aften. Som én af de mest markante og charmerende spillere i Aarhus Teaters ensemble er der forventninger til Bang, men det virker som om, han har haft mere end svært ved at forene det klassiske og det naturlige i sin rolle som Johannes Rosmer.

Hans gestik er hele vejen forceret, og karakteren bliver aldrig troværdig. Det er ærgerligt, for Johannes Rosmer er midtpunktet – han er den tvivler, vi som publikum skal kunne identificere os mest med. Men truslen i hans dilemma bliver aldrig kropsligt overbevisende, og vi mærker ikke angsten.

Trykkoger-scenografi
Heldigvis ser vi Ibsens gys andre af forestillingens elementer. Blandt andet i den trykkogeragtige scenografi, der næsten ubemærket og gradvist ændrer sig til det mere og mere indelukkede og klaustrofobiske.

Det er ikke i en fysisk forstand, at man møder desperationen. Der er ingen dundrende dommedagstrommer eller dramatiske effekter. Det er nærmere i omgivelserne, og det er i menneskerne på scenen. De lurer på hinanden, bagtaler, lægger planer og søger alliancer. Vi ved ikke, hvad de søger at opnå, og vi ved ikke, om de ved det. På den måde er det Big Brother for voksne. Magtstrukturerne ændrer sig. Der tales konstant. Og til slut har alle tabt, selvom dem, der står tilbage, ikke ved det.

Aarhus Teater fik ret. Rosmersholm er for dem, der elsker klassisk teater. Undertegnedes sidekammerat var før forestillingen ubekendt med Ibsens ideologier og univers og rodede undervejs uroligt rundt på plyssædet og klagede over, at der var for meget tør kiks over det. Megen snak og unaturligt korrekt udtalte replikker. For lidt moderne.

Men alt skal vel ikke være moderne? Indimellem skal vi konfronteres med klassikerne i deres rene form. Og når det lykkes, kan det være helt fabelagtigt.

125
Forrige anmeldelse
« Hjertet skælver «
Næste anmeldelse
» Stormen »