Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Den flyvende hollænder Operaen, Store Scene
Anmeldt 5/2 2014, 06:33 af Teddy Tofte

Den Flyvende Hollænder sejler igen


Den Flyvende Hollænder sejler igen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den flyvende hollænder (Der fliegende Holländer) er et godt sted at begynde, hvis du har planer om at opleve Richard Wagners operaer. Stykket er kort, har en god historie (med baggrund i legenden om spøgelsesskibet Den Flyvende Hollænder), og den slående lydside har mange musikalske forløbere til Wagners senere dramaer. Den indeholder vidunderlige melodier i sine arier, ensembler og omkvæd, lige fra stormen der blæser ud af ouverturen, til det endelige, forløsende tema om befrielse gennem kærlighed.

Historien er den samme, som vi kender fra de fleste piratfilm, og byder på et spøgelsesskib, hvis kaptajn og besætning er forbandet til at sejle på det åbne hav i al evighed, eller i det mindste indtil denne frygtelige forbandelse er blevet ophævet. I Hollænderens tilfælde ligger hans frelse i at finde en kvinde, som vil forblive tro mod ham til Døden. Det eneste problem er, at hans skib kun kan smide anker for en enkelt nat hvert syvende år, hvilket gør frieri og kærlighed til en højst vanskelig og hastig affære.

Wagners historie involverer en ung pige, Senta, som er datter af en kaptajn, der længe har været besat af Den flyvende hollænders legende. Hun drømmer – bogstaveligt talt – om at være den, der frelser spøgelsesskibets kaptajn. Instruktør Jonathan Kent giver baggrundshistorien øget troværdighed ved at starte operaen i den unge Sentas soveværelse, hvor hun drømmer om den mystiske, forbandede Hollænder. Hele første akt føles som en drømmelignende tilstand og det bliver aldrig underligt at se en pige i pyjamas gå rundt blandt hovedpersonerne, som om hun slet ikke eksisterer.

Når vi mødes med Senta igen, er hun blevet til en voksen kvinde og arbejder på en fabrik, der laver flaskeskibe. Dette er et dejligt twist i Sentas personlighed, da det understreger hendes besættelse med legenden om Hollænderen. Senta er på dette tidspunkt forlovet med Erik, som i bund og grund er et anstændigt og ærligt menneske, men han er lidt af en vatnisse. Især sammenlignet med den melankolske kaptajn.

Sentas far Daland har i mellemtiden været i ly for en storm på havet, da hans skib næsten bliver vædret af Den Flyvende Hollænder. Den forbandede kaptajn møder Daland, viser ham nogle af sine perler og juveler, og fortæller Daland, at han kan få alle sine værdier, hvis han giver Hollænderen husly for en enkelt nat og lader ham gifte sig med hans datter. ”Fint med mig,” siger Daland, idet hans øjne lyser op. Han fører Hollænderen med hjem for at møde Senta. En katastrofe lurer i kulisserne, da Erik minder hende om, at hun har lovet evig kærlighed til ham. Det er operadrama, når det er bedst!

Alle fire hovedroller i denne produktion giver præstationer, der er ikke mindre end forrygende. Ann Petersen som Senta (også spillet af Orla Boylan og Manuala Uhl) synger med exceptionel kraft og klarhed, og hendes høje toner – især til sidst, når trekantsdramaet truer med at ødelægge hende – indskyder ægte spænding. Både Clive Bayley som Daland (også spillet af Gregory Frank) og Johan Reuter som Hollænderen (også spillet af John Lundgren) giver herkuliske præstationer, mens Niels Jørgen Riis som Erik (også spillet af Johnny van Hal) bringer reel dybde til en karakter, der er nem at affeje som overfladisk og bedrøvet.

Paul Browns scenografi er iøjefaldende og kostumedesignet er kraftfuldt. Det kommer især til udtryk i første akt under drømmesekvensen, og hvor det dramatiske sammenstød mellem Den flyvende hollænder og Dalands skib er en realitet. Jeg bør også nævne Mark Hendersons lysdesign og Nina Dunns videodesign, som virkelig spiller godt på hinanden og formår at gøre brug af hele scenen, helt nede fra baggrund til den absolutte forgrund.

Men den virkelige stjerne i denne opera er Wagners musik, især når den udføres under omhyggelig og energisk ledelse af dirigenterne Michael Boder og Joana Mallwitz. Lige fra de indledende toner af ouverturen giver orkestret en grundig og medrivende performance. Fra den rasende kraft i de stormfulde passager, til de skræmmende rolige øjeblikke af ildevarslende spænding, er dette operastykke en smuk fortolkning af komponistens intentioner.

Den flyvende hollænder synges på tysk med danske overtekster. Den opføres uden pause, sådan som Wagner oprindeligt anviste. Den flyvende hollænder varer dog kun lidt over to timer. Når du bliver revet med på bølger af Wagners musik, og i en forestilling som denne, ville det også kun blive ødelagt ved at tage en pause med et glas vin og en snak. Iscenesætteren og hans mandskab har bragt os en funklende produktion, som er en perfekt introduktion til ikke blot Wagners operaer, men operaer generelt.

127
Forrige anmeldelse
« Stormen «
Næste anmeldelse
» Færdig med fyrre? »