Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Lev Magisk – en magibog for begyndere / Inez Gavlianes / 141 sider
Carlsen. ISBN 9788711538180
Anmeldt 14/9 2016, 13:49 af Torben Rølmer Bille

Grimoire light


Grimoire light

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som ganske ungt menneske, er det vist helt naturligt at interessere sig for en lang række ting, der måske senere i livet ikke kommer til at fylde så meget. Nærværende anmelder var i midten af sine teenageår, da han på det lokale bibliotek fandt en række bøger om heksekunst og magi. En af titlerne var Witchcraft: The Old Religion, og den blev lidt at en øjenåbner. I bogen blev der tegnet et meget anderledes billede af hekse, end de man ellers kendte fra folklore og eventyrene, hvor de som oftest var fremstillet som ondskabsfulde væsener.

I bogen fortaltes historien om, hvordan en hel række kloge koner, jordemødre og de, der havde opdaget virkningen af helbredende urter, bestemte ritualer, og som mente, at der var skjulte kræfter i naturen, var blevet jagtet og forfulgt i kristendommens navn. Den gamle heksetradition, påstod forfatteren, var en der fandt det guddommelige i naturen og verden omkring os og var en trussel mod kirken, idet den på mange måder var en af en af de ældste naturreligioner, der eksempelvis så jorden som Gaia – den guddommelige, livsgivende moder.

Mange af de, der holdt fast i denne tro, blev senerehen i historien jagtet af fanatiske troende, der følte at de truede kirken. Det var især den katolske kirke, der sørgede for at forvanske ideen om den hornede gud (det maskuline) til selveste Satan, for på den måde i Guds navn at kunne forfølge hekse som vantro, satanister og nogle, der udøvede såkaldt ”sort” magi. I jagten på kætterne gik der derfor rigtig meget viden tabt. Viden som disse hekse – af begge køn – i nogle tilfælde havde nedfældet i deres skyggebøger – eller grimoirer – men som i øvrigt var bevaret gennem en mundtlig tradition.

Selv om esoteriske og magiske bøger ikke endte med at blive styrende for denne kapelans videre liv, kan man stadig finde mindst to hyldemeter okkulte skrifter og magibøger på matriklen. Fra de helt uskyldige, rigt illustrerede bøger af Faye Weldon, til Alister Crowley, over den Ægyptiske dødebog og til Anton LaVeys moderne udlægning af satanismen som religion og livsfilosofi. Nu kan der føjes en ny magibog til samlingen, men ikke en, der vejer helt lige så tungt som de ovennævnte. Det skyldes, at den er primært henvendt til novicer (læs: teenagepiger) udi magiens verden. Titlen er Lev Magisk – en magibog for begyndere og er en bog, som titlen antyder, der henvender sig til de, der aldrig før har stiftet bekendtskab med magi.

Bogen er skrevet af Inez Gavlianes, der ud over at have forfattet en bog om skønhedstips til teenagepiger, er sanger og har været en del af gruppen Sukkershock. Det skal selvsagt ikke være en årsag til ikke at kunne tage hendes magibog seriøst, for der er også flere rigtigt fine ting i den.

Eksempelvis sørger hun for i starten af bogen (på side 10 og 11) at skrive, hvordan både videnskaben og psykologien på mange måder har bidraget til vores forståelse af magi, som f.eks. at påvise, at visse urter efterfølgende beviseligt har bakteriehæmmende egenskaber, eller hvordan den positive psykologi – altså det at man bevidst fokuserer på de gode aspekter i tilværelsen – kan forandre elementer og adfærdsmønstre, som hidtil har været vanskelige at lave om på. Forfatterinden glemmer i denne forbindelse, efter undertegnedes mening, at lave sammenligningen mellem en stærk religiøs overbevisning som bønnernes kraft, med magiens idé om en universel magisk energi, der gennemsyrer alting og den virkning, som magiske ritualer har. Denne diskussion er måske ikke taget, da det ikke er i bogens interesse at starte en længere filosofisk/religiøs diskussion, eller blande religion ind i ligningen, specielt når det primære formål er at skabe en sjov og brugbar magisk bog henvendt til unge mennesker.

Bogen giver en ganske fin introduktion til de mest basale, magiske teknikker, rangerende fra hvilke genstande man skal anskaffe sig, hvordan man udfører simple renselsesritualer og hvordan man gennem forskellige teknikker kan tappe ind i de magiske kræfter, der omgiver os. Desuden får læseren et indblik i, hvordan man fortager forskellige ritualer, besværgelser, skaber talismaner, pendulerer og meget andet. Alt sammen forklaret i et ganske letforståeligt, imødekommende sprog og et lækkert layout, hvor bogens kulsorte sider flankeres af collager af forskellige symboler og tegninger af artefakter, man forbinder med magiens verden.

Selv om det langt hen af vejen er en meget sympatisk udgivelse, så bliver man som voksen (magiinteresseret) læser altså en smule irriteret over, hvor let forfatteren skøjter over visse emner, måske især i forhold til kortlæsning. Tarotkort nævnes ikke med et eneste ord – selv om det om noget fylder meget i andre værker om emnet. Det er svært at vide præcis, hvor forfatterinden står i forhold til magisk praksis – er hun selv tilhænger af Wiccan, er hendes magiske praksis knyttet tættere til asetro eller noget helt tredje? Det kan i al fald ikke læses mellem linjerne. Ikke at man nødvendigvis skal følge en bestemt form for dogmatisk-magisk tradition, men det kan ikke udledes, hvad forfatterinden baserer sine skildringer af magien på.

Hvad næsten værre er, at bogen ikke indeholder nogen form for kildeangivelser, eller anbefalinger til værker, som den unge magiker med fordel kunne kaste sig over, efter endt læsning af denne bog. Så her kommer lige kapellets bud på nogle af de vigtigste: Få fat i Witchcraft/Wiccan: The Old Religion og Faye Weldon’s Witches hvis du vil vide mere om (neo-)hekseriets basale historie, anskaf dig Seventy Eight Degrees of Wisdom og The Book of Tothhvis du vil læse de måske bedste bøger på markedet om tarotkort. Hvis du ønsker du flere tips, så send endelig en mail til redaktøren.

Selv om Lev magisk – magi for begyndere er en fin og ganske uskyldig bog om magi, så bliver den også meget formularisk i den måde den beskriver sine ritualer på og stikker i lidt for mange retninger til at den virker helstøbt. Til gengæld er den nem at bruge som håndbog, takket være den overskuelige indholdsfortegnelse.

Den endelige dom er, at bogen er en skøn gave til den lidt lettere generte person, der måske takket være bogen og lidt magi, kan få mere selvtillid og lykkes med flere af de ting, som hidtil har været et problem. Det vil nok være at postulat at påstå, at alle formularer og ritualer i værket har den ønskede effekt, men om ikke andet så kan bogens instruktioner være med til at introducere sin læser for magi og okkult tankegang på et plan, som er så tilpas harmløs, at man skal være leder af en frikirke eller ultrareligiøs for at finde anstød i indholdet.

Forrige anmeldelse
« Udforsk verden! Tag på nye eve... «
Næste anmeldelse
» Ståsteder. 10 gamle ideer til ... »