Når man gerne vil krydse op mod vinden på et surfboard, men ikke kan det, så har man et problem. Det kan synes nok så meget som et ´first world problem´, men for den, der føler, at det er vigtigt, er det et problem ikke at kunne det, man gerne vil.

Løsningen på dette problem ligger lige for. Surferen skal blot lære at krydse. Og det kan hun eller han gøre på mange forskellige måder. Der findes instruktionsvideoer om det, og der er skrevet om det i bøger og på hjemmesider. Man kan også kigge på andre surfere og så selv prøve sig frem i en trial-and-error-proces.

Uanset hvordan man vælger at gribe det an, så er der en erfaring af en mangel, og læring er svaret på denne mangel. Der eksisterer en erfaring af en manglende evne i en eller andens hverdagsliv, og den mangel kan løses gennem en læringsproces. Dette er også grundformlen for læring i Ernst Schraubes bog Digitalization and Learning as a Worlding Practice. Why Dialogue Matters. Han argumenterer for, at læring dybest set handler om en erfaret mangel i den lærendes hverdag. Læring er et svar på en erfaring af manglende viden, erfaring eller kunnen. Han kalder derfor også læring for en “omvej”. Man vil gerne noget, der giver mening for en selv, men man kan ikke. For at komme videre med det, man vil, må man gå omvejen af en læringsproces, som egentlig ikke er formålet i sig selv. Det er ophævelsen af den erfarede manglende evne eller indsigt.

Eller som Schraube skriver: “Learning is a detour, an action that takes its starting point in the world, in the problems of human action and the practice of everyday life, and then makes a loop and ultimately refers back to the development and refinement of the ability to act in and with the world - learning as a worlding practice” (s. 135).

Dette lyder måske banalt, men ifølge Schraube er det alt andet end banalt. Han har skrevet bogen, da han mener, at vi grundlæggende har en forkert eller forvrænget opfattelse af begrebet om læring. Læring bliver stadig i al for høj grad forstået som overførsel fra en person (den vidende) til en anden (den uvidende). Og jeg er ikke utilbøjelig til at give ham ret. I al for mange tilfælde ser det ud til, at undervisning på mange forskellige niveauer i uddannelsessystemet er tilrettelagt ud fra den model, at den vidende underviser skal overføre sin viden til en modtager, der så kan tage den til sig.

Inden man går i selvsving i kritikken af overføringsprocessen, så kan den da også noget, hvis de lærende ellers aktivt kan forholde sig til den og bearbejde det, der forsøges overført. Overførslen fungerer ikke i sig selv. Men på samme måde, som man kan lære noget af en instruktionsvideo eller en bog, kan man lære noget af et menneske, der fortæller om et emne, men det kræver, at tilhørerne aktivt forholder sig til det, der formidles.

For Schraube er det ikke nok, at den lærende sættes i centrum for læringsprocessen. De mange traditioner, der er vokset frem de sidste mere end 100 år, hvor undervisningen tager udgangspunkt i de lærende, er ikke nok. Problemet er her ifølge Schraube, at der i alt for mange tilfælde er læringsprocessen, der tager hensyn til den lærende. Det er læringens ´hvordan´. Den lærende bliver nok aktiv, men hvis ikke emnet er den lærendes eget; ikke er et udtryk for et erfaret problem, så er det stadig et udtryk for en misforstået forestilling om læring, ifølge Schraube. Motivationen forbliver udvendig.

For Schraube hænger læring sammen med noget, der af den lærende - eleven, kursisten, den studerende, mennesket - erfarer som en mangel. En mangel på viden og indsigt, på erfaring og på at kunne noget. “The insight that learning needs to be addressed from the standpoint of its content, from the learning matter situated in the subjective experience, and the questions and problems that learners encounter in their everyday world, entails putting learning theory back on its feet” (s. 33).

Når læringens hvordan og læringens hvad ikke hænger sammen, så kalder Schraube det for “bisected learning” (s. 8). Og for ham, så afhænger læring af, at den lærende selv oplever eller erfarer den mangel, som læringen skal råde bod på.

Schraubes læringsteori er forbundet til dels fænomenologiske og eksistentialistiske traditioner, som han dog ikke selv omtaler i bogen. Men det bliver tydeligt gennem hans insisteren på, at læring har sit udgangspunkt i den lærendes hverdagserfaringer. Det viser sig også gennem det bærende princip i bogens hovedbegreb; nemlig læring som en verdensskabende proces; ´a worlding process´. Ved at man forholder sig til verden, agerer i verden og forsøger at handle i verden, er man også med til at skabe verden på bestemte måder.

Læring er en transformativ proces. Ikke alene ændrer man sig gennem læring, men man ændrer også de relationer, man indgår i, og dermed ændrer man også verden. Som det hedder i bogens indledning: “Learning is… a worlding practice, grounded in people’s conduct of everyday life and crucial to the development of their agency. Learning is the capacity that enables us humans to relate to the world in which we live and to form the knowledge, understanding, and skills necessary to live our everyday lives in it together with others and to participate in creating and shaping the world. In short, learning is a transformative process, bringing us in relationship with the world, and transforming not only the learner but also the world” (s. 6).

Selvom Schraube skriver rigtig meget om, hvorfor læring kræver, at læringens genstand, dens hvad, skal udspringe af, at der er en erfaret mangel i ens relation til verden og omgivelserne, så kommer det frem i sidste kapitel, at denne erfarede mangel godt kan etableres med en undervisers mellemkomst. Det virker lidt underligt at det forhold, at den lærende gennem mødet med en erfaren eller en særlig anden; en underviser, kan erfare mangler, der ikke umiddelbart er udsprunget af ens egen hverdag. “Teaching content set by teachers does not have to be in contradiction with the learners’ point of view, but if its relevance is explained, it can arouse learners' interest and be adopted by them as their learning content and learning problems” (s. 152)

Den omtalte mulige arousal er noget andet end den stærke eksistentielle - situeret i den lærendes hverdag - begrundelse for læring, der ellers har løbet gennem hele bogen indtil femte og afsluttende kapitel.

I forlængelse af dette diskuterer Schraube, hvordan fordelingen er mellem, hvad der kommer fra den lærendes erfaringer, og hvad der kommer fra underviseren. Denne diskussion virker lidt underlig og hænger måske sammen med, at Schraube er så forhippet på, at læring på en eller anden måde skal springe ud af hverdagserfaringer, som på sin side bliver forstået isoleret i forhold til andre handlinger. Livserfaringer er komplekse og kan ikke umiddelbart reduceres til et udspring som eksempelvis den enkeltes isolerede erfaringer. Erfaringer er i det hele taget komplekse, og de kan sagtens hænge sammen med samtaler med undervisning - eller alle mulige andre sociale sammenhænge, hvilket også ligger i den forestilling om det dialogiske i læringsprocesser, som Schraube også er fortaler for - jf. bogens undertitel.

Digitale teknologier spiller en rolle i læringsprocessen. Men det er vigtigt, at man ikke blot ser på digitale teknologier som neutrale. Med inspiration fra ikke mindst Neil Selwyn hævder Schraube, at teknologier er ´political things´, der er udtryk for magt og ideologier. Her trækker han på traditionen fra STS (Science, Technology and Society Studies).

Distraktion er den vigtigste negative side af studerendes anvendelse af digitale teknologier, mens de positive udgøres af øget adgang til vidensressourcer og andre mennesker.

En anden ulempe ved digitale teknologier er, at det kan lægge om til individualisering, og at man forveksler det at finde vidensressourcer med læring. “As already mentioned, an important aspect of the act of learning is to search for and gain access to knowledge that already exists and is relevant to the learning problem at hand. Once this is accomplished, however, the real work of learning actually begins ... One of the pitfalls of learning with digital technologies is to lose sight of the necessary work and mediation levels in the relationship between learning and knowledge” (s. 65-6). Denne pointe er utrolig vigtig, fordi mange også inden for uddannelsesverdenen har en tendens til at tro, at uddannelse og læring handler om viden.

Men læring handler om, hvordan man anvender læring, og hvordan denne læring er med til ændre, hvem man er - og ikke mindst hvordan læringen er en ´worlding proces´, hvor man skaber en verden sammen med andre. Vores verden; en fælles verden, men også en verden, hvor vi har delvise forskellige verdener. Denne potentielle solipsisme skal blandt andet overvindes gennem det dialogiske.

Der er en pragmatisk grundstemning i bogen, og der henvises jævnligt til Dewey og også til Svend Brinkmann. Denne pragmatisme bliver suppleret med en inspiration fra en eksistentialistisk tradition fra Biesta og ikke mindst fra Hartmut Rosa. Hans begreb om resonans anvender Schraube til at hævde, at læring ikke alene tager udgangspunkt i den enkeltes hverdagserfaringer, men også i den måde, som verden tiltaler til den enkelte på. “With resonance Rosa describes a certain mode of relationship to the world and a particular way of relating between the subject and the world… Rosa understands resonance as the primordial mode of relationship between subject and world” (s. 126).

Her mister forfatteren denne læser, og jeg forstår ikke, hvordan det pragmatiske læringssyn kan fungere samtidig med denne transcendentale tiltale fra verden. Det dialogiske får her en smag af Bubers forestilling om, hvordan det skabte snarere skal forstås som Guds eller en anden åndelig størrelses skaberværk, end som den verdensskabelse, som Schraube ellers taler om i store dele af bogen.

Digitalization and Learning as a Worlding Practice. Why Dialogue Matters er en interessant bog, der meget tankevækkende stiller spørgsmål til den måde, vi opfatter læring på. Bogen gentager sig selv en del, og dens fokus er ikke så meget på det digitale, som i øvrigt også undsiges af Rosa, da det bliver et fremmedgørende element. Her bliver nærhedsmetafysikken, hvis vi skal tale med Derrida, kun alt for tydelig. Her spøger en forestilling om egentlighed, der andre steder tydeligt modsiges af Schraubes insisteren på læring som en erfaringsbaseret verdensskabelse.