Man kan ikke andet end glæde sig over genudgivelser af de slidstærke, men alligevel ofte oversete klassikere. Robert Walsers kortroman Spadsereturen, udgivet i 1917, oprindeligt oversat i 1966, udfolder sig som en tilsyneladende enkel fortælling om en flanør, der vandrer gennem en lille by og dens omgivelser. Men under hverdagens overflade skjuler sig et labyrintisk spil med identitet, magt og social marginalisering. Walsers hovedperson, en skrivende vandrer, iscenesætter det at gå som en eksistentiel praksis – en form for frihedens gestus, men også med præg af subversion overfor borgerskabets tvang.

Walsers fortæller forvandler det at spadsere til en handling, hvorigennem en poetisk selvhævdelse manifesteres. Hvert møde – hvad enten det er med en professor, en dame eller en fabriksherre – blotlægger de sociale hierarkiers absurditet. Den spadserende, altid i bevægelse, unddrager sig enhver fastlåsning. På trods af at være en fattig, ubetydelig, lille, ung mand, føler denne sig dog lykkelig, fordi han er uafhængig“. Denne ´uafhængighed´ er dog prekær; den veksler mellem befrielse og selvopgivelse — eller nærmere den paradoksale befrielse under den villige selvopgivelses åg.

Man kan, med Walter Benjamin tale om, at der i Walsers prosa forestår en subjektets forsvinden ud i det små og tilsyneladende ubetydelige. Walsers figurer er som skygger, der opløses, så snart man forsøger at fastholde dem. Hos Walser legemliggør den spadserende Benjamins idé om flanøren som udkantsvandrer, der undviger indoptagelsen i produktivitetscyklussens logikker. I modsætning til den oprindelige flanør à la Baudelaires, som tragisk-heroisk absorberer og destillerer essensen af det moderne, forbliver Walsers hovedperson en sky outsider, der fastholder og lovpriser sin selvvalgte marginalitet.

For karakterer under Walsers pen er dette et særpræget kendetegn — i en sådan grad at han ligefrem er blevet tituleret en underkastelsens helgen af Elias Canetti. Og ja, man kommer ikke langt i læsningen af hans værker førend man bemærker en paradoksal form for oprør gennem tilsyneladende tilpasning. I Spadsereturen spejles dette i fortællerens groteske underdanighed, hvor han konstant bukker, undskylder sig og selviscenesætter sig som en tjenerskikkelse – en maske, bag hvilken en fordækt modstand lurer. Han underkaster sig for at overleve, men i denne underkastelse hviler en anklage, uudholdelig i sin trodsige afmægtighed.

Mødet med den tyranniske chef i teksten, der tvinger den spadserende til at skrive trivielle tekster, afslører sprogets voldelige økonomi: fortælleren må producere sødmefulde ord, mens hans egen prosa – fuld af digressioner og ironiske brud – netop underminerer dette krav. Her viser en ejendommelig æstetisk dobbeltstrategi sig: at imitere borgerlige konventioner for netop indefra at sabotere dem.

Måske er det ikke for meget at sige, hvis man beskriver Walsers spadserende som altid værende i bevægelse på kanten af intetheden. Romanen ender med en tilbagevenden til stuen – et sted for ensomhed og skrivning, men denne afslutning er ingen resignation, men et triumferende nederlag; den spadserende omdanner magtesløshed til en fragmentets poetik, den vedvarende skrivning som en tankens oprør mod virkeligheden.

Hvis Kafkas helte svæver mellem latterlighed og ophøjethed, en kamp om at bevare værdigheden i bureaukratiske labyrinters karikerende meningsløshed, bevarer Walsers spadserende en legende lethed – en form for komisk transcendens, hvad er at påtage sig latterligheden og omforme den.

For Benjamin, hvem betegnede Walser som mesteren af det små, ligger tekstens radikalitet i at gøre katastrofen i det dagligdags synlig. De tilsyneladende harmløse episoder – en skænderi om en paraply, en konfrontation med en politimand – blotlægger normalitetens spændetrøje som en fordækt udøvelse af vold.

Men omvendt kunne det j siges, at netop Walsers fokus på marginalfigurer fungerer som en kritik af magtstrukturer. Walsers helte er magthavernes antipoder; deres svaghed er deres styrke. Den spadserende, der hverken ejer ejendom eller nærer ambitioner, bliver en modfigur til kapitalismens ´præstationsmenneske´.

Således forstået bliver Spadsereturen et manifest for en minoritetens æstetik. Walser udformer en eksistensform, der nægter at underkaste sig effektivitetens og herredømmets logikker, men i en flydende, historieløs polyp der ikke forfalder til nostalgi. I Walsers verden er lykken, snarere end en efterstræbelse, en undvigelse, en omvej.