Denne roman, som netop har set dagens lys i dansk kontekst, har et vildt afsæt, som sætter sig, vil jeg vove at påstå, hos læseren.

Det er overskridelse af realplanet, der er tale om, og man må som læser købe præmissen, at bøger kan mere, end man skulle tro.

Med velvalgte fraser og en særlig billedskabende kraft lykkes det Chris Vuklisevic at forføre. Det er i den franske salon, det finder sted. Der, hvor te nydes, når regnens dråber bliver for voldsomme.

I dette miljø vokser ånderne frem og fortæller om den helt særlige rolle, de har.

Vi følger Félicité, som jager spøgelser, og Agonie, som træder frem som en heks. De er søstre, men de har dog ikke haft forbindelse til hinanden, talt sammen, i tredive år, og sådan kunne det være fortsat, hvis ikke deres mors død pludselig skyder sig ind imellem dem.

Der er tale om en brutal død, og søstrene synes at være på sporet af noget: Hvad var deres mors sidste ord? Hvorfor elskede hun den ene datter og ikke den anden? Det må hun som spøgelse kunne svare på.

Dog opstår der problemer, idet det viser sig umuligt at lokalisere hendes spøgelse. Det er der slet og ret ikke. Ikke der, hvor man skulle tro, det kunne findes. Så kan man gå til vidnerne til hendes liv, men ej heller det skaber succes, for de findes ej heller i denne verden, og søstrene føres frem i Nice, i alle slags gyder, til Almería og til Provence, sammen føres de tættere på en gåde og på hinanden.

Denne roman lyder vild, det kan jeg godt høre.

Og det er den. Den brager ud ad en tangent, og det forunderlige er, at jeg er med hele vejen. Også selvom diverse realistiske vægge falder undervejs, for der sker så meget mellem himmel og jord, mellem bogstaver og øjne.

Sproget er noget for sig, og jeg fanges særligt af den billedskabende kraft, sætninger indeholder. Det er en sand perle, når det kommer til sproget.

Så kan jeg også mere tilbøjelig til at tilgive, at handlingsplanet undertiden bøjes en kende for meget til min smag, så tingene går op, og tingene viser sig at flaske sig meget fint, både i handlingen, og sandelig også for forfatteren, som høster priser for romanen her.

Det er en fejring af litteraturens magi.