Hvis du nogensinde har gået og overvejet, hvordan livet tager sig ud i en nordvestlig irsk kystlandsby, så vil den irske forfatter Sheila Armstrongs debutroman I fald være spot on. Men selv hvis du blot interesserer dig for, hvordan den menneskelige tilværelse kan forme sig, er bogen et nærmere bekendtskab værd.

I Fald er, hvad man kan kalde en kollektivroman. Der er ingen hovedperson, men en symfoni af menneskeskæbner, hvis liv på den eller anden måde er forbundet af et kæntret skib, der engang sejlede på grund tæt ved kysten. Skibet tordner ind i omgivelserne som et fremmedlegeme, men langsomt absorberes det af den lille verden, som udgør den lille kystlandsby, hvor de gode tider er forbi, og tiden går sin stille gang mod det værre. Som romanen skrider og skæbnerne fra de kæntrede skib skildres, bliver I fald imidlertid mere og mere en roman om havet og søfart, om livet og ikke mindst døden til havs, og et mytisk spor, hvor havets magt og vælde og det enkelte mennesket lidenhed toner frem.

Tung tristesse
Den udløsende begivenhed i romanen er fundet af et mandeligt lig, der er placeret siddende i klitterne kiggende imod føromtalte skib. Hvordan og hvorfor liget er endt der, er et tilsyneladende uløseligt mysterium. Det kunne lyde som en mordgåde i en hvilken som helst krimi, men selv om gåden om det mystiske lig løber som en understrøm i romanen, er I fald faktisk noget af det længste, man kan komme fra en plotdreven krimihistorie.

Det kompositoriske greb, der organiserer fortællingen er de hyppige skift mellem personer og synsvinkel: Fra den mildt alkoholiserede retsmediciner og frustrerede teenagermor til den filippinske sømand. Fra en scleroseramt lokal kunstner med en traumatisk skilsmisse i baggagen til en erhvervsdykker, der besigtiger det kæntrede skib, og som under vandet genoplever et familietraume.

I det hele taget går savn, tab og tragiske hændelser igen som elementer, der har formet livsbanerne for karaktererne i romanen. I fald emmer af tung melankoli, og en meditativ tristesse gennemsyrer læsningen. Af og til kammer det over, og tristessen fremstår umotiveret og unødvendig. Men for det meste lykkes romanen med at beskrive, hvordan tilværelsen kan forme sig i retninger, man ikke kunne forudsige, men må gøre sit bedste med at forlige sig med. Selv i den dybeste tristesse kan menneskelige relationer opstå, og menneskers forsøg på at nå hinanden kan lykkes.

Sært billedsprog skæmmer
Når I fald er bedst ser man den lille irske kystlandsby og dens skæbner for sig, og de indprenter sig stilfærdigt, men effektfuldt i ens mentale univers. Når bogen ikke alligevel lykkes helt, skyldes det, at Armstrong har en irriterende tendens til at overlæsse sit sprog med billeder og metaforer, som velsagtens er beregnet til i en fortættet form at udtrykke livskloge indsigter og betragtninger, men som ofte får karakter af nogle mildest talt besynderlige sammenligninger og billeddannelser. Som for eksempel denne: ”Tankekæden havde ligget i hans baglomme hele turen ned ad vejen, havde raslet op over hovedet på ham ved hvert eneste fartbump, havde snoet sig ind og ud mellem hjulets eger som en uanfægtet ål.”

Eller hvad med denne her: ”ikke desto mindre tynger tanken om hendes søns fravær hende allerede, som fingre mod en hævet dunkende rygrad”. Et sidste eksempel af samme skuffe: ”Nu er hun atten og netop færdig med skolen, og verden sidder på hendes skuldre som en eremitkrebs’ alt for lille konkylie”.

Det kan være, at oversættelsen bidrager til at gøre billedsproget ekstra sært og grænsende til det uforståelige? Under alle omstændigheder er det skæmmende for læsningen og giver romanen et lidt ærgerligt prætentiøst skær. Det er som om Armstrong vil demonstrere en særlig livsklogskab og sprogligt overskud, i stedet for blot at fortælle en rørende historie om almindelige mennesker og alt det, der former og forbinder os. Det sidste gør hun heldigvis også. Og hun gør det faktisk ret godt.

Bogen er oversat af Signe Lyng