Denne roman står for sig selv.

Stilistisk er den fremragende – så fascinerende, at en egentlig genfortælling af handlingen vanskeligt lader sig gøre.

Det står for mig som et kvalitetsmærke, for i en sådan forstand vokser fortællingen og dermed læseoplevelsen, finder jeg.

Amanda Svensson. Forfatteren. En svensker, der er braget igennem med Et system så storslået at det blænder (ærligt talt - hvilken smuk titel).

Hvis vi – trods alt – skal forsøge at nærme os en forståelse af, hvad det drejer sig om, vil jeg slå fast, at handlingen udspiller sig omkring trillingerne Sebastian, Matilda og Clara. Alle er de født i Sverige. Alle er de spredt rundt i verden.

Sebastian søger væk fra et traume og lander i England.

Matilda søger altid væk, finder frem til flere eventyr, for tiden er hun i Berlin.

Clara har hang til afstand, og hun har installeret sig på Påskeøen.

De taler ikke rigtig med hinanden, men de er forbundet, forbundet af tanker, for der går ikke mange timer mellem tanken om hinanden, hver især geografisk på afstand, på distancen.

Man aner som læser en grundlæggende og naturlig forbindelse, dog forstyrret af noget sket, noget ikke altid tydeligt.

Og her har vi en plotmæssig styrke – læseren fastholdes i al fald! Sagen er den, at faren er fraværende. Moren gemmer på en hemmelighed, og naturen skyller ind over dem og kalder på deres opmærksomhed, idet cikader er pågående, aber er moralsk anlagte, og der er en særligt iøjnefaldende blå farve, som forstyrrer.

Sprogligt er det en fest at deltaget i læsningen her. Det har en rytme over sig og en fart, som fænger for mig, hvorfor de mere end femhundrede sider ikke er en for stor mundfuld for mig.