David Lynch.
Lewis Carroll og Alice i Eventyrland.
Og … Hiroko Oyamada.
Så er du landet i Hullet.

Det kan minde om at mikse ovenstående sammen i en kondenseret litterær form. Måske mediterende over Haruki Murakami.

Eller. Nej, den er noget for sig, denne korte roman, og jeg er fanget. Fastholdt.

Romanen handler om Asa og hendes mand. Han får et nyt job, og de er derfor nødsaget til at flytte fra Tokyo. De skal ud på landet, og det er ganske nyt for Asa. Faktisk er det ikke sådan lige at vænne sig til det, for det er meget anderledes end det, hun er vant til. En snert af uro opstår, og Asa har tid, det er hun klar over, og hun bruger den gerne på at lokalisere, hvad der på færde i området.

Hun går ture i landskabet, og hun søger at holde ensomheden, den stigende ensomhed stangen, mens hun bevæger sig i svigerfamiliens nærværende og lytter til cikadernes summen.

Hun vandrer og betragter, og pludselig ser hun et særlig dyr bevæge sig hen over overfladen. Asa fanges. Hun forsvinder.

Hun falder faktisk i et hul.

Derfra forskubber tiden og verden sig på mystisk vis for Asa. Bizarre ting finder sted, og det er herfra egentlig på sin vis vældig vanskeligt at følge med, for hvad er det reelle, og hvad er det irrationelle?

Hiroko Oyamada er en forfatter for sig, men hun kan sættes i samme bås som Sayaka Murata, synes jeg, idet de begge skriver på erfaringen fra et liv i strenge arbejdsvilkår og krævende roller som kvinde i et japansk samfund.

For denne roman modtog hun den store japanske pris, Akutagawa-prisen, og Mette Holm, som er en stilsikker oversætter fra japansk til dansk, bør også her roses for sit arbejde - tak!