Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre

Sku’ det være en anden gang / Sarah Skyt Persson / 200 sider
Lindhardt og Ringhof . ISBN 9-788711-910788
Anmeldt 10/9 2019, 08:35 af Birgitte Amalie Thorn

Hvad for et liv vil du egentlig have?


Hvad for et liv vil du egentlig have?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sarah Skyt Persson (f. 1985) trækker på egne erfaringer i sin satiriske debutroman, Sku’ det være en anden gang. Ligesom bogens hovedperson Maria har hun selv boet i Herning og arbejdet i Sydbank. Har du – som jeg – insiderkendskab til enten hedebyen eller banken, vil du fornøjet kunne genkende en masse, men selv læsere uden den slags tilknytning vil formentlig være godt underholdt.

Forlaget lancerer bogen som en satirisk samtidsroman, og det er det også. Med jysk underdrivelse og blid ironi tegner Persson et billede af en by og en generation, der på hver sin måde kæmper – byen dog med større succes end generationen. Mens Herning bare drøner derudaf med en selvtillid på størrelse med Jysk Bank Boxen og en handlekraftig, hip borgmester ved roret, roder Maria, hendes venner og hendes kolleger rundt, er utro og bliver skilt i ét væk.

Samtidig er der også noget ”chicklit møder Helle Helle” over Sku’ det være en anden gang. Formlen er langt hen ad vejen den samme, som vi finder i chicklit af forfattere som Marian Keyes og Mhairi McFarlane: En singlekvinde omkring de 30+ bakser for at få styr på kærlighed, karriere og selvbillede, inden hun bliver sejlet agterud af livet. Perssons hovedperson er pinligt bevidst om, at hendes voksenliv synes at være gået i stå; Maria hænger fast i en kassererstilling, som temmelig sikkert snart bliver nedlagt, og det nærmeste, hun kommer på drømmen om mand og børn, er den affære, hun har med sin egocentriske, gifte chef. Meget tidstypisk forsøger hun at fokusere ved hjælp af mindfulnessøvelser, men umiddelbart udebliver effekten. Scenariet er på én gang helt nede på jorden og genkendeligt, og vi skiftevis hepper på Maria og stønner frustreret over hendes passivitet. Hun er på mange måder en, som livet bare sker for.

De Helle Helle-lignende træk finder vi til gengæld i romanens skrivestil. Den er underspillet, enkelt og helt, helt uden drama. (På den måde er romanen faktisk perfekt aftenlæsning, hvis du gerne vil have noget at falde til ro over – og dét er positivt ment). Derudover deler Maria et centralt fællestræk med Helle Helles heltinder: De er alle sammen retningsløse, semi-unge kvinder, der lader sig føre med af livet frem for at handle aktivt. Måske på grund af de mange valgmuligheder, som et moderne liv byder på?

Tematikkerne i romanen er meget tidstypiske: provinsens afvikling-udvikling-dikotomi, præstationssamfundet samt jagten på kærligheden og ”det rigtige liv”. Her fornemmer vi dog romanens store spørgsmål: Vil vi virkelig gerne have den store ligusterdrøm med partner, to børn, parcelhus og 8-16-job? Eller jager vi det bare, fordi alle de andre også jager det? Det spørgsmål er værd at huske på til bogens slutning.

Romanen udspiller sig over en uge i Marias liv, der kulminerer i Sydbanks årlige julefrokost. Har du lyst til at dele rejsen og komme med bag facaden hos både den moderne provinssingle og en bank, så er Sku’ det være en anden gang et par gode timer værd.


Forrige anmeldelse
« Gangster farmor «
Næste anmeldelse
» Ternet Ninja 2 »


Flere prosaanmeldelser