Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Antigone / Sofokles (oversat af Marcel Lysgaard Lech) / 102 sider
Hans Reitzels Forlag. ISBN 9788741227092
Anmeldt 28/5 2019, 16:53 af Mia Rendix

O, Brother, where art Thou?


O, Brother, where art Thou?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De 33 overlevende græske tragedier er fundamentet for den vestlige verdens litteratur. Aristoteles skrev sin både deskriptive og normative teori over tragedien i Poetikken, som iflg. ham er den ypperste kunstneriske form.

Kongen af tragediedigterne er Sofokles, hvis Ødipus Rex krones som den fineste af alle i forhold til tragedien som decideret modus, dvs. som litterær genre. Men én ting er tragedien som form, noget andet er det tragiske, den filosofisk-ontologiske diskussion af hvad der gør noget eller nogen tragisk, hvilket Aristoteles ikke beskæftigede sig med.

Sidenhen har diverse filosoffer søgt at give deres bud på tragik, og her er det slående at både G. W. F. Hegel i sin Phänomenologie des Geistes (1807), Søren Kierkegaard i ”Det antike Tragiskes refleks i det moderne tragiske” i første bind af Enten-Eller (1843) samt nyere værker af Friedrich Nietzsche og Martha Nussbaum har kastet sig over Antigone både som favorit og som den mest kompleks tragiske af dem alle.

Nu er der så kommet en dugfrisk ny oversættelse på dansk udgivet af det fine Hans Reitzels Forlag, som gang på gang forkæler os læsere med nyoversættelser af græske hovedværker som f.eks. Filoktet, Medea og Ødipus. Sidst Antigone blev oversat var af Otto Steen Dues version fra 2004, der eksplicit tænkte iscenesættelsen ind i sin tekstoversættelse, dvs. at versene blev oversat med formålet at de skal fremsiges, opføres. Dette konsekvente, og umiddelbart forståelige, valg resulterede i en moderniseret, mundret version, som altså nåede at være den autoritative i dansk kontekst i femten år.

Marcel Lysgaard Lech har begået en på mange måder tilfredsstillende balancering mellem insisteren på at tragedien netop er teater, som skal fremføres verbalt, og at den samtidig er en tekst, der rummer strenge formalistiske krav og dybe eksistentielle konflikter og dilemmaer. For denne læser er det en kærkommen fokusering på tragediens ontologiske diskussion om Antigone har ret til at begrave sin af Kong Kreon dømte landsforræder af en bror – den grundlæggende konflikt mellem individ og kollektiv, familie og stat.

Kompleksiteten i tematikken kommer ikke kun til udtryk tematisk men også helt ned i versefødder og det græske kors episk-cykliske griben tilbage i historien og mytologien for at tolke og forklare den dramatiske proces’ prædeterminerede, progressive bevægelse frem mod kulminationen og katarsis. Lysgaard Lechs oversættelse er i højere grad end Steen Dues i overensstemmelse sammenhængen mellem form og indhold, hvilket stiller det tragiske dilemma endnu mere skarpt og ubærligt end Steen Dues. Så tillykke til Hans Reitzels Forlag med endnu en overordentlig vellykket klassiker.


578
Forrige anmeldelse
« The Last Kids on Earth: Monster... «
Næste anmeldelse
» Mørkeland »


Flere prosaanmeldelser