Sigrid Hustveds roman Minder om fremtiden er en særegen litterær fremstilling, der er lige dele filosofisk reflekteret essay, roman og poetik for et liv. Hustvedt skriver romaner, der blander forskellige genrer på en måde, der kan være ganske krævende og givende for læseren. Både Hustvedt og hendes alter ego i romanen SH er meget belæste inden for litteratur, filosofi, kunstens teori og historie, psykoanalyse og meget, meget mere, og der foregår hele tiden en dialog med skjulte tekster i denne hendes seneste roman. Denne bog er et portræt af kunstneren som ung kvinde, hedder det eksempelvis som et ekko af James Joyces roman Portræt af kunstneren som ung mand fra 1916.

På mange måder kan i hvert fald dele af romanen læses som en ”becoming artist”-bog. Vi følger i et af bogens spor den 23-årige kvinde, der i 1978 flytter til New York fra Minnesota for at realisere drømmen om at blive forfatter. Alene i en lille og noget slidt lejlighed har hun givet sig selv et år til at skrive sin debutroman. Fragmenter af kladden til denne temmelig opblæste og lettere kluntede roman udgør et andet spor i bogen. Et tredje spor er et nutidsplan, hvor kvinden som 61-årig tænker tilbage på tiden, hvor hun flyttede til New York og skrev på en roman, der aldrig blev færdig. Men den ældre kvinde forsøger også at skrive mindet om sig selv som 23-årig frem i en vekselvirkning mellem, hvad hun husker og hvad hun finder af oplysninger i en dagbog, som hun førte for 38 år siden, og som udgør et fjerde spor i romanen.

Ind imellem disse fire spor trænger både fag- og skønlitteraturen sig på: “Jeg har rejst ind i og ud af tusindvis af bøger på biblioteket, er gået ind og ud ad utallige mentale rum og drejet hen ad gange, jeg ikke anede fandtes, kun for at finde flere døre at åbne for enden.” Forfatteren går stadig rundt i disse løngange, og de påvirker den måde hun ser verden, sine omgivelser og sig selv på.

De to forfatter-jeger reflekterer over, hvad det betyder, at vi forstår os gennem de narrativer, vi konstruerer ud fra vores liv og blander det med inspiration fra litteraturen. Man er således aldrig ‘sig selv’. Man er hele tiden ved at fremskrive sig og sit selv som en karakter i en roman. “Måske er et selv bare en bunke små historier limet sammen på en eller anden vilkårlig måde, som vi bruger til at trøste os selv”, som der står i dagbogen på et tidspunkt.

Og når vi taler om selv, hvordan kan vi så forstå forholdet til det selv, vi er ved at konstruere eller som andre er ved at konstruere, og så vores tidligere selv? Hvad er erindring for en størrelse? Selvbiografen, uanset om den er skrevet, tænkt eller fortalt som livshistorie, er i sig selv konstrueret på samme måde som en roman. ‘Selvet’ bliver en standart-helt (SH), der møder forskellige større eller mindre udfordringer, der tackles med større eller mindre held, hvorved ‘selvet’ bliver formet. Selvet er hele tiden på vej mod sit ældre selv i en tilblivelsesproces.

Men igen bliver spørgsmålet, når nu tiden er fremadskridende fra venstre mod højre, som der står, hvordan kan man så ‘kende’ sig selv som yngre? Hvad er erindringen om et tidligere selv?

De forskellige spor i romanen samles i et overordnet tema om, hvordan man som kvinde bliver tilskrevet en kvindelig identitet. Romanen er også en overgrebsfortælling, hvor kvinder bliver positioneret af en stærk patriarkalsk fortælling; en hegemonisk diskurs. Mænd begår mange forskellige typer af overgreb mod romanens kvinder. En gennemgående fortælling er den om kunstneren og digteren Baronesse Elsa von Freytag-Loringhoven, der indsendte kunstværket ‘Fountain’ til en kunstudstilling. Marchel Duchamp sad i kommiteen, der afgjorde, at værket ikke skulle udstilles. Efter baronessens død genskabte Duchamp pissekummen og tog hele æren for værket, der senere er blevet kendt som et af de betydeligste kunstværker fra det 20. århundrede. Dette er en arketypisk moderne fortælling om kvindeundertrykkelse.

Overalt støder vi på patriarkalske strukturer, der positionerer kvinder på en måde, der både disciplinerer kvinder og derved gør dem ufarlige - gør dem til kastrerede ikke-mænd. Det er imod denne positionering, at romanen skriver en anden kvindehistorie frem, hvor det er de kvindelige kunstnere som baronessen og Djuna Barnes, der fremhæves, mens mandlige som eksempelvis Allen Ginsberg udstilles og latterliggøres.

Det kan lyde som en tung bog, hvor læseren er på overarbejde i sit sporarbejde, men det er der ingenlunde tale om. Hustvedt skriver for så vidt en letforståelig fortælling frem - eller rettere: flere letforståelige fortællinger frem, hvori der også indgår ikke så lidt humor, på trods af den underliggende alvor.

Den unge kvinde løber nok ind i en række ubehageligheder, men hun etablerer også varige venskaber og er i en god proces med at blive ‘sig selv’ som kvinde, forfatter og intellektuel. Hun møder eksempelvis sin nabo, der er en psykisk noget udfordret kvinde, der har været gift med en voldelig mand og vist nok mistet sine børn. Gennem hende får vores unge forfatter kontakt til en gruppe nutidige hekse, og romanen bevæger sig ind i - eller flirter i hvert fald med - et gotisk element, hvor vi kommer ind i en overmøbleret lejlighed med en svag belysning, således at nogle mennesker kan dukke ud af mørket og nærmest forsvinde igen. Det hele fortalt i et realistisk toneleje.

Romanen sættes i gang ved, at den ældre forfatter under en oprydning støder på den yngre forfatters dag- eller notesbog (altså hendes egen notesbog som yngre). Somme tider husker hun noget, der ikke står i dagbogen, og andre gange husker hun gennem dagbogen, mens andet kun fremstår som en tekst, der for den ældre ikke henviser til noget som helst i erindringen. Men spillet mellem dengang og nu, levet og fortalt liv forbliver et spændingsfelt af uafgørlighed, der fører læsningen fremad - eller hvilken retning læsningen nu har.

Jeg har virkelig nydt at læse romanen. Men der er på en måde også noget lidt altmodisch postmodernisme over den. De direkte henvendelser til læseren og de eksplicitte metalitterære refleksioner virker ikke så friske og nye længere, selvom de bliver skrevet fint, sine steder elegant og humoristisk frem. Den forargede feminisme kan nok være tiltrængt og nødvendig, men den risikerer også at kamme over, når den ikke anerkendes som noget, der også er skrevet frem og fortalt et sted fra - om det så er som den herskende diskurs. Som der peges på i Minder om fremtiden, så har Baronessen med sin digtning vist, at patriarkatet og dets repræsentanter kan reduceres til en fjært - denne ide kæmper både den yngre og den ældre forfatter lidt med.