En tidligere Stasi-medarbejder bliver stukket ned med en kniv i Berlin i oktober 2006 - knap 17 år efter murens fald.

En person har haft en regning at gøre op med Peter Körber, der var det, man kalder “officiel medarbejder” i DDRs hemmelige politi.

Mordet har relevans for en 30-årig københavnsk studerende, Andreas, der ikke rigtig kan blive færdigt med sit speciale, og som har et anstrengt forhold til sin mor og efterhånden også sin kæreste, der forlader ham. Det er nemlig Andreas’ far, der er blevet myrdet.

I romanen Land i datid krydsklipper forfatteren Jesper Bugge Kold sikkert, så læseren ved en masse, som Andreas ikke ved. Mens Andreas i separate kapitler er i Berlin for at finde ud af, hvem hans far egentlig var, tager Jesper Bugge Kold os i andre kapitler med tilbage i fortiden - til dengang, hans mor som ung kommunist i Danmark var en af de godtroende, som forvekslede et af verdens mest benhårde autoritære regimer med noget, der skulle være en virkeliggørelse af et menneskeskabt paradis på jord.

Nidkær bureaukrat
Under sit besøg i arbejder- og bondestaten røg hun i kassen med Peter Körber fra den kommunistiske ungdomsorganisation Freie Deutsche Jugend, blev gravid og rejste tilbage til Danmark - hvor hun fik Andreas midt i 1970erne og senere fandt en papfar til ham.

Bugge Kold overbeviser ikke rigtig læseren om, hvorfor Andreas aldrig fik besøgt sin far, mens han var i levende live, men først efter, at han er død. Men det ville jo også have ødelagt en god roman - for en god roman, dét er Land i datid.

Langsomt løfter forfatteren sløret for Andreas’ biologiske ophav: Peter Körber var en nidkær bureaukrat, der var mere styret af pligtfølelse end af refleksion og samvittighed. Han minder i den grad om hovedpersonen i filmen Das Leben der Anderen, hvor en grå Stasi-bureaukrat i sit røvkedelige liv udspionerer den livsglade nabo. Damerne kan Peter Körber heller ikke rigtig holde på. Har vi mon vore fastgroede billeder af, hvilken type menneske en Stasi-medarbejder var?

Andreas får kontakt til farens søster og Bea, hans kusine - tror han. For DDR var ikke blot en stor løgn i det offentlige liv - løgnen smittede også af på småborgerens privatliv.

Præcise miljøbeskrivelser
Bugge Kold præsenterer læseren for skarpe pointer, fine skildringer af livet i DDR og præcise miljøbeskrivelser af Berlin. Det går hurtigt op for læseren, at bogens hovedperson ikke kun er ude på en efterforskning i sin østtyske familie og ophav, men også søger efter sin egen identitet.

Der er sagt og skrevet uendeligt meget om DDR, og alligevel undgår Bugge Kold at kede os med klicheer og fortællinger, vi på en eller anden måde har hørt før. Forfatteren lader eksempelvis Stasi-medarbejderen Körber opleve murens fald set fra Vestberlin, som han sendes til som spion i de dage, hvor DDR oplever de sidste krampetrækninger. Det er ikke blot tankevækkende, men også temmelig humoristisk.

Til gengæld rammer forfatteren et par steder ved siden af, når det for eksempel gælder den tyske omgangstone. Det er fuldstændig usandsynligt, at man er dus og på fornavn med en overlæge på et tysk hospital - også selv om man mange steder i Tyskland - især blandt de lidt yngre - er ved at få lidt mere uformelle tiltaleformer, som man kender dem fra Skandinavien. Nogle gange er man nødt til at tage den tyske Des-form med over i en dansksproget tekst for at vise kulturforskellene. Byen Eisenhüttenstadt kalder Jesper Bugge Kold konsekvent for Eisenhüttelstadt med et »L«, hvilket kan undre, da han ellers har ganske godt fat i byens særprægede historie.

Romanen er dog spækket med en masse gode sidehistorier om livet i en totalitær stat og de fjendebilleder, dens støtter blev flasket op med.

Andreas lærer sin far - og sig selv - at kende. Tager hjem og gør sit speciale færdigt og får sin kæreste tilbage igen. Det sidste er næsten en smule for tykt. Men lad gå.