Siden 2009 er der kommet en række børnebøger i serien Troldeliv skabt af Sissel Bøe og hendes mand Peter ”Valhalla” Madsen. Fælles for dem har været, at de har budt på små, hyggelige historier om de to trolde Pajko og Paja, der tilfældigvis også er søskende, som oplever alskens eventyr i og udenfor deres hyggelige troldehule midt i skoven. Det er korte, afsluttede fortællinger med flotte, gennemarbejdede illustrationer.

I slutningen af oktober måned 2016 kom der så en helt ny bog i serien – den længste til dato. Som undertitlen Julekalenderbogen antyder, så præsenteres læseren for i alt 26 kapitler, der tilsammen skaber en bogudgave af de julekalendere, mange sikkert kender fra tv. 26 fordi handlingen starter den 30. november og afsluttes den 25. december.

Bogen kan selvsagt læses af de lidt større børn i familien, eller også kan man vælge at læse den højt for de familiemedlemmer, der endnu ikke er så gode til selv at læse. Det skal optimalt set gøres i løbet af december måned, for på den vis kan man måske gøre ventetiden frem mod juleaften lidt sjovere og måske endda endnu mere spændende.

Det er ikke helt nyt, at forfattere skaber julehistorier, der på den måde fungerer som daglige kalendergaver. Eksempelvis har vi i anmelders hjem tidligere læst Bent Hallers ganske spændende Historien om Julemanden, men også Halfdan Rasmussen har skrevet en Julekalender for børn, der byder på 24 kapitler med julehistorier. At der findes bøger med et lignende koncept, skal dog ikke være årsagen til at man ikke anskaffer sig et eksemplar af Troldeliv: Julekalenderbogen, for det er en virkelig sød julefortælling, der udfolder sig.

Selv om de lidt større børn måske vil synes, at historien i Troldeliv: Julekalenderbogen mest af alt er for deres mindre søskende, så vil de med garanti også kunne lide ideen om at samles og få læst historier højt. Fortællinger af enhver slags synes i december måned at have en ganske særlig plads, ikke kun fordi man i denne mørke måned har brug for historier, som man både kan gyse og grine over, men fordi der er noget virkeligt hyggeligt i at samles som familie om et fælles projekt – være det at bage, lave julepynt eller noget helt fjerde. Julen er nemlig en tid på året, hvor familien – optimalt set – kan finde mere tid til hinanden.

Det kan lige så godt blive sagt med det samme, Troldeliv: Julekalenderbogen emmer af julehygge. De enkelte kapitler slutter, lidt som Scheherazades fortællinger i 1001 nats eventyr, ofte på et ganske spændende sted, som gør, at man har lyst til at læse videre. Takket være strukturen, må man jo vente til næste dag med dette. Den overordnede spændingskurve stiger også i trit med, at læseren kommer tættere og tættere på juleaften. For som i de bedste af tv’s julekalendere, synes alt håb at være ude umiddelbart før, højtiden rammer historiens hovedpersoner.

Grundfortællingen er også velkendt, for den foregår dels i menneskenes, dels i nissernes og troldenes verden. Hos menneskene møder vi pigen Sofie og hendes forældre. Sofies far er opvokset på den gård, de nu bor på, mens moderen oprindeligt kommer fra storbyen og slet ikke har det samme forhold til landlige traditioner som hendes mand og datter har. Hun har nemlig travlt med at få lavet den gamle stald på gården om til et varelager, som hun kan bruge i sin forretning. Ud skal alt det gamle skrammel inklusive den gamle arbejdshest, som Sofie elsker.

Moderen kommer på den måde uvilkårligt til at være historiens skurk, idet hendes planer, hvis de føres ud i livet, naturligvis vil gå ud over gårdnissen Nik, der har boet på loftet i stalden længere end nogen kan huske. Han er afhængig af, at der er dyr han kan passe på, for de giver ham hans kræfter og ikke mindst så er det jo tradition, at menneskene på gården giver ham grød. Så både nissens hjem, kraftdyr og mad er truet, fordi der ikke længere er nogen, der tror på ham. Det skal der jo laves om på. Nissen får heldigvis hjælp af de to snarrådige troldebørn undervejs.

Samtidig får at læseren (eller lytterne) en masse at vide om forskellige juletraditioner, overtro og ikke mindst hvordan tingene foregik i gamle dage, mens hovedfortællingen udfolder sig. Bogen er desuden gennemsyret af herlig nostalgi og en længsel efter en tid, hvor man holdt sit værktøj ved lige, genbrugte i stedet for at smide ud og sørgede for, at nissen havde det godt, for så til gengæld at ens husdyr og gården trivedes. Selv om trolde og nisser i fortællingen forsøger at undgå menneskenes verden så meget som muligt, genskabes også ideen om, at de to verdener på sin vis er gensidigt afhængige af hinanden.

Peter Madsens flotte, farverige og stemningsfulde tegninger passer virkeligt fint til fortællingen og umiddelbart kunne udgivelsen godt minde om Will Huygens Nissernes hemmelige bog eller Nisser i hverdag og fest med den forskel at Troldeliv: Julekalenderbogen er en fortælling om en nisse og ikke et (fiktivt?) opslagsværk.

Det er afslutningsvist dejligt, at historien også byder på flere episoder hvor Nisse Nik bliver virkelig arrig og går amok i en grad, så han er til fare for både menneskene og sig selv. Det er befriende, at alt i fortællingen ikke er helt sukkersødt, for på den måde kan historien også være en indgangsvinkel til at snakke med børnene om, hvilke reaktioner der er acceptable, når man bliver sur. Kort sagt vil vi her på Kapellet varmt anbefale Troldeliv: Julekalenderbogen både for dens overordnede historie og for de meget flotte illustrationer, som både ungerne og voksne læsere vil nyde.