Nogle gange i livet står man over for at skulle lytte til sit indre for at finde sig selv. Når man mister en nær person, står man især over for at skulle redefinere sig selv uden den person, man har været så tæt knyttet til. I Rosens stemme bringer Özkan, der har fokus på at skrive romaner om den dybere mening med livets rejse, læseren ind i Dianas univers. Diana har lige mistet sin mor og inden hendes død får hun et mærkværdigt brev, der ændrer hendes liv fundamentalt.

En mors død og en tvillingesøster
Diana er en ung, smuk og populær pige, der næsten er færdig med sine jurastudier. Hun bor alene med sin mor, eftersom faderen døde, da hun var barn. Moderen og hende har et tæt bånd og moderens pludselige sygdom slår benene væk under Diana. Moderen er den, der kender Diana bedst og håber på, at Diana vil lægge jurastudierne til side for at optage hendes sande drøm – at blive forfatter. Diana derimod kan ikke længere se muligheden i at skrive.

Inden moderen dør efterlader hun Diana et brev. I brevet står der, at Dianas far ikke er død, men han efterlod hende og moderen, da hun var barn, og med sig tog han Dianas tvillingesøster, Maria. Maria var dog blevet oplyst om sin moders eksistens, da faderen fandt ud af, at hun var døende. Maria er derfor stukket af hjemmefra for at finde sin mor, men hun er nu forsvundet. Moderen har gemt Marias breve og beder Diana kigge i brevene efter spor, således at hun kan finde Maria.

Diana, knust af sorg over moderens død, kan dog ikke overskue at finde Maria, men hun må efterleve moderens sidste ønske.

Zeyneb Hanims rosenhave
Marias breve fører Diana til en rosenhave i Istanbul. Rosenhaven er ejet af Zeyneb Hanim. I brevene skrev Maria, at Zeyneb Hanim havde lært hende at tale med roser, men hvad betyder det? I sin søgen efter Maria begiver Diana sig ud i at lære at høre rosernes stemmer. Zeyneb Hanim fortæller rosernes unikke historier, og langsomt flettes Dianas og Marias skæbner sammen med rosernes. Men vil Diana lære at høre rosernes stemmer?

Et mesterværk
Rosens stemme er skrevet i et rigt og metaforisk sprog, der dog ikke er for kompliceret til, at læseren vil forstå symbolikken i fortællingen. Den er ligeledes en rejse mellem Øst og Vest, og Özkans beskrivelser af Zeyneb Hanims rosenhave fik mig i en stund til at glemme, at jeg sad i min sofa – mentalt var jeg i rosenhaven og forestillede mig alle indtrykkene.

Når man først er begyndt på bogen, vil man ikke kunne lægge den fra sig. Den er nemlig ikke blot en fortælling om en pige men en fortælling om at finde mening med livet – noget de fleste vil kunne relatere sig til. Den handler om at udnytte sit potentiale og ikke at lade andres meninger hæmme én fra at udleve sit potentiale. Diana lyttede længe til andres forventninger, men kun moderen og roserne kunne få hende til at lytte til sig selv. I denne søgen efter Maria finder Diana sig selv. Forhåbentlig vil denne bog ligeledes inspirere læserne til at tænke nærmere over meningen med livet og handle derefter.