Det er en sær følelse man har, når man lytter til Dizzy Mizz Lizzy’s nye album – et band som tog Danmark med storm i 90’erne og så pludselig brød op. Det er deres første skive i 20 år siden Rotater fra 1996 og det er et skønt genhør.

Fra første tone lyder, er man klar over hvem det er der spiller for den helt specielle ”Dizzy-lyd” er bibeholdt og hele albummet skriger af modernisering af en klassisk formular. Men det er en blandet pose bolcher som drengene leverer, for hvor der både er nye påfund og virkelig gode melodier som vi kender dem, er der også kedelige og uoriginale sange som man egentligt helst har lyst til at skippe mens man lytter. Heldigvis er albummet langt det meste af vejen noget som både gamle fans såvel som nye, vil kunne sætte pris på.

Skal man starte med et helhedsindtryk er her, som tidligere sagt, tale om en modernisering af en klassisk formular. Det er tydligt at Tim Christensen bringer 20 års yderligere musikalsk erfaring med til bordet, og sangene forekommer mere avancerede og ikke mindst varierede i progressionen gennem de enkelte numre. Lytter man til de gamle kendinge efter at have hørt Forward in Reverse kan disse derfor vise sig at være mere enkle og minimalistiske end man husker dem – det tager selvfølgelig ikke noget fra ”de gamle”, men det er bare en observation som jeg syntes underbygger hvor meget bandet har udviklet sig.

Phlying Pharaoh kickstarter albummet med en seriøs instrumental intro som på mange måder giver flashbacks til Waterline. Der er ikke andet at sige her end at det er den klassiske rock formular som man forventer at Dizzy kommer med, og at de gør det skide godt. Med albummets titel bliver Phlying Pharaoh kvikt efterfulgt af Forward in Reverse, som også fungerer rigtig godt som single, og den vante lyd af Tim Christensens ømme sangstemme bliver brugt perfekt her til at markere hvilken retning resten af albummet vil løbe i. Det mere rockede og ikke mindst up-beat nummer Terrified in Paradise er dér man tidligst kan se min førnævnte kritik komme til udtryk: en sang som desværre ikke hverken tilføjer meget til albummets komplette lydbillede eller som ville kunne stå godt alene. Det er ikke fordi sangen her er forfærdelig, den er meget catchy og har en god lyd, men kritikken står stadig som før og den føles ultimativt uinspireret.

Brainless viser dog heldigvis at dampen langt fra er gået af ballonen endnu, for her leverer Dizzy et solidt nummer som gør vidt brug af bandets mangfoldige spillestile. Her er der en fed gennemgående rå ”chord chucking” som veksler med det mere opspilede og energiske omkvæd. Denne regelmæssige svingen mellem en hård rock-lyd og den energiske lyd er super fed, og giver et nummer som til forskel fra Terrified in Paradise, tilføjer meget til albummets helhed.

Efter Brainless kommer den noget mere nedtonede Something so Familiar, som ikke mindst udemærker sig ved at være utrolig følelsesladet, uden at træde over i det prætentiøse som så ofte hænder med den salgs sange. En solid bastråd fører elegant nummeret her til ende og det må kunne siges at være en personlig favorit – måske en da en konkurrent til (tør man sige det) Silverflame.

Love at Second Sight er en hurtig opfølger på et af de stærkeste numre på skiven og man mødes straks af endnu et solidt omkvæd som bakkes op af den klassiske Dizzy-lyd. Her er formularen gennemskuelig, men den udføres dog så mesterligt at det slet ikke gør noget, og kontrasten mellem tempo i omkvæd og vers er med til at sørge for at lytteren forbliver interesseret. Specielt her kommer moderniseringen også til udtryk hvor der i sangens outtro, for her gøres brug af effekter som på nydeligvis får Love at Second Sight til at kulminere i en perfekt lille cocktail mellem to af pladens stærkeste sange.

Made To Believe er nemlig det næste nummer, og her er der intet at tage fejl af. En klar klassiker, som jeg er sikker på vil blive et populært nummer til koncerter. Der er ikke meget at sige her andet end at nummeret skal nydes, for drengene formår igen at bruge deres sammenlagte erfaringer og kneb til at skabe en rigtig fed sang som beviser at et lynhurtigt tempo, ikke er en forudsætning for et solidt rocknummer.

Frey er det næste nummer og her spiller bandet virkelig med musklerne og viser overskud. Dette liflige intermezzo tager en helt anden drejning end man havde forventet sig. Det er skønt at albummet brydes lidt op, og de lækre strygere må kun siges at tilføje gode ting til Forward in Reverse.

Mindgasm er det det næste nummer og endnu en gang startes sangen ud med et råt guitarspil som efter kort tid bliver akkompagneret af de sædvanlige trommer og bas. Her er dog kun tale om et langt forspil til en stille bro i sangens opbygning som fører videre til en gradvis optrapning til den samme rytme som spilledes i starten af sangen, men nu endnu mere intensivt og med mere punch til trommerne. Endnu en fed instrumentalsang som kun er velkommen da effekten er at albummet ikke bliver for monotont.

Lytteren bliver nu præsenteret for Fly Above the Radar som desværre er en af albummets svagere sange, med et omkvæd som ikke helt bider sig fast og et mellemspil der desværre også forekommer en lettere kedeligt. Stadig et fint nummer, som sagtens kan tåle at blive genspillet, men ikke et jeg ville vælge til at repræsentere pladen.

Næstsidst har vi albummets første single: I Would If I Could But I Can’t. Er man interesseret i Dizzy har man højest sandsynligt hørt denne før, og personligt mener jeg at det er en af de stærkere sange på pladen. Det knaldsolide samspil mellem alle instrumenter og Christensens stemme viser her hvor godt drengene er på bølgelængde med hinanden. Igen vil jeg komplimentere Dizzys temposkift som jo ikke er et nyt kort de kan trække ud af ærmet, men stadig et som de bruger for at sangene skal forblive spændende.

Say It To Me Anyway bringer albummet til ende, hvilket jeg enlig ikke er helt tilfreds med. På 7½ minut er dette suverænt albummets længste nummer, og et af de mest stille numre som Dizzy har skrevet. Det er svært at sige hvor sangen ellers skulle have været placeret i albummet og man må erkende at det sådan set ville pynte mest hvis sangen helt var udeladt. Det føles malplaceret og det er trist at Forward in Reverse skal afsluttes på den vis.

Den samlede pakke er som sagt tidligere, rigtig god. Følelse, humor og aggressivitet er alt sammen til stede på pladen her som det jo skal være . Jeg er glad for at kunne byde Dizzy tilbage på den danske musikscene, hvor jeg håber at de vil blive noget tid endnu. Her er mange sjove ordspil at finde i sangteksterne, og selvom der sjældent er tal om lyriske åbenbaringer er det stadig ’nok’. Det er sange som handler om kærlighed og følelser som på sin vis er synonyme med ”ungdom”.

På den måde kan man kritisere Dizzy Mizz Lizzy for ikke at have modnet sig på trods af det 20 årige hiatus og måske er det også overraskende at de ikke har forsøgt sig med tekster som rækker ud over ’ungdomsrock’, men det er jo samtidig netop det man associerer med Dizzy Mizz Lizzy. Dizzy er på den måde også et usædvanlig case, idet der netop ikke har været nogen konkret udvikling i de sidste 20 år, og derfor er det også tilgiveligt at musikken ikke har udviklet sig tematisk mere end den har.