Shotgun Revolution The Legacy of Childhood Dreams
Target Records, CD 39:48 min.
Anmeldt 16/4 2012, 06:16 af Kim Toft Hansen

¡Viva la Revolución!


¡Viva la Revolución!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Efter en årrække med dansk rockmusik på dansk og med en tidstypisk melankolsk klang, er der de seneste år sket noget spændende. Spilleglæde, riffstemt og røvsparkende rock er vendt tilbage. D:A:D fandt tilbage til de basale og helt klassiske koder på deres seneste plade, mens nye bands såsom St. Prostitute og Bullet Train Blast søger ind i firserrockens skønne naivitet og no nonsense-stil. Det gjaldt også Shotgun Revolution, der debuterede med albummet Join the Revolution i 2010. Nu er de tilbage med opfølgeren The Legacy of Childhood Dreams. Et album, der lover godt for deres nuværende tourné.

Forsangeren Ditlev Ulriksen i Shotgun Revolution er en gammel kending i dansk musik. Efter en årrække på bagen i bandet Innocent Blood, der mest er kendt for deres storhit ”Den første gang”, vendte han sig væk fra den stil de havde fået succes med. I stedet kiggede han og Shotgun Revolution tilbage til, hvor Innocent Blood også på de første plader momentvist kunne finde hen. Men stilen hos Shotgun Revolution er en noget anden, og inspirationen er helt klart hentet i den rifftunge 80’errock. En anelse Extreme og et par dryp Faster Pussycat er blandet med Thunder og stedvist endda Metallica og Def Leppard. Ikke dårlige associationer at få.

Mange fulgte opfordringen på pladen Join the Revolution – og joinede. Pladen solgte ret pænt af hård rock at være, mens deres tour rundt i Danmark gav dem et ry som et band med et fantastisk sceneshow. Velfortjent! Deres musik lægger i den grad op til attitude, ild og larmende rock n’ roll. Det lyder ikke til at være så svært, men at skrue sådanne ørehængere sammen er en sag, der kræver fingerspidsfornemmelse for en troværdig videreudvikling af rocken. Det er ikke et nostalgisk band, selvom lyden i høj grad henter en del i fortiden. Lidt som amerikanske Alter Bridge kobler søde popspor med temmelig tung rock, så formår Shotgun Revolution også at gøre sine toner til en velklingende troværdighed.

The Legacy of Childhood Dreams er mixet af Flemming Rasmussen, der sad bag mixerpulten på Metallicas tre klassiske albums Ride the Lightning (1984), Master of Puppets (1986) og …And Justice for All (1988). Det kan selvfølgelig høres på en velproduceret lyd. Det er endelig tiden, at denne type rockmusik faktisk får den velfortjente lydmæssige akkuratesse, som har været sjældent de seneste år. Men Metaliccas lyd spirer også ind momentvist – særligt i Kasper Lunds trommelyd, der dufter en anelse af Lars Ulrich light. Samtidig er det tydeligt, at guitarister som Nuno Bettencourt og Slash ikke har levet forgæves. Der er dog et stykke vej rent teknisk til sammenligningerne. Udtrykket hos Shotgun Revolution savner en anelse kompleksitet.

Sammensætningen af numrene på pladen fungerer godt. Tre obligatoriske mere stille numre er der også blevet plads til, hvor singleudspillet ”Just Gettin’ High” klinger af Thunder, mens titelnummeret ”The Legacy of Childhood Dreams” trækker på lyde fra Def Leppard og Bon Jovi. Resten af pladen er i højere grad berettiget in your face. Numre som ”Driving Without Brakes”, ”Backstabber” og den personlige favorit ”Give Me More” stinker af svedig rock af den stedvist noget hårdere slags. Der er et dejligt stykke vej fra ”Run Daddy Run” til Metallica-tunge numre som ”Too Much Reality”, men det giver god mening inden for lyduniverset, og det er i sig selv en fin præstation at få den musikalske logik til at hænge sådan sammen.

Bagsiden er, at pladen er for nem at glæde sig over (hvilket måske ikke er så dårligt endda). Den hænger godt fast i øregangene med det samme, og numrene ryger lige ind. Men ved genlytninger er der desværre ikke så mange overraskelser i vente. Der åbner sig ikke små finesser underneden de ellers velkomponerede numre. Pladen er i den grad velproduceret, Ulriksens vokal holder fint, mens Henrik Berger og Martin Franks samspil på guitar klinger spændstigt. Numrene savner dog lidt større variation, som faktisk findes mere udfoldet på Join the Revolution. Jeg savner flere gennemførte soloer, bedre tekster og variation i riffene.

”Blessed Be My Child” er måske det eneste nummer, der rigtig åbner sig ved genlytning, mens det er så meget en skam, at ”Super Blond Babe” kun har fået lov at være et bonusnummer: Jeg håber så sandelig, det kommer til at optræde på forårets Danmarks-tour. Det rykker, det rykker, det rykker, og er sammen med ”Give Me More” blandt pladens absolut stærkeste. Det er så befriende, at rocken endelig er sluppet ud af sin melankoli. Der er glæde, udtryk og attitude i Shotgun Revolution, der langsomt skriver sig værdigt ind på den danske rockscene. Give me more!


60
Forrige anmeldelse
« Wrecking Ball «
Næste anmeldelse
» Blues for the Modern Daze »


Flere musikanmeldelser...