Hvis man er til den meget progressive del af rockspektret, har Danmark aldrig rigtig været stedet at lede. Vores forholdsvis lille nation har aldrig rigtig formået at danne en kultur omkring det, og derfor har man måtte rette blikket mod udlandet. Det er ikke gældende længere, eftersom Drone nu sætter et dansk fodaftryk med sine velproducerede, progressive polyrytmikker og deres særegne, svært afkodelige lyduniverser. Et oprindeligt dansk fodaftryk, må man nok sige, eftersom de for nyligt er flyttet til Tyskland, for at bryde gennem der. Nationalglæden kan man dog stadig tillade sig at have, hvis man er til den slags.

Det erfares hurtigt at det er bandet Tool, der er den fremstående inspirationskilde. De har figureret som en genrefornyende mastodont med deres helt egen afart af prog-rocken de sidste to årtier, og det er ikke sært, at man gerne vil lyde som dem. Deres niche med et varmt og fyldigt, grunge-agtigt lydbillede, der konstant udvikles mellem takt- og tonearter hentet i alle verdenshjørner må siges, at have slået sig fast hos danske Drone og deres debutplade Doors of Perception. Der er i mine ører ikke mange meters forskel mellem dronen, og det værktøj den ørensynligt er bygget af.

Heldigvis er Drone traditionen tro nogle utrolig dygtige musikere, der tydeligvist har tilført de gennemarbejdede musikstykker en god sjat sjæl. Det ville derfor være forkert, at affeje Drone som værende simpelt kopiarbejde. Det bliver aldrig nogensinde simpelt, når man har med Tool at gøre. Der er også nuancer at finde her og der, men overordnet er der ikke meget iøjnefaldende musikalsk nyskabelse at finde, hvis man har været gennem Tools bagkatalog. Et nummer som ”the Minx” er en af de undtagelser, der bekræfter reglen. Det leder, ganske effektivt, tankerne mod en gruppe lidt ældre progpionerer: De geniale King Crimson.

Der er den evige diskussion, om hvorvidt et musikalsk slægtskab skal belønnes eller om bandet, på baggrund af dette, skal benægtes en værdig kunstnerisk rettergang. Drone har på deres debutplade taget et allerede eksisterende lydbillede, og justeret det efter egne behov. Behovet for flere bands der gør det, som Tool har gjort i mange år; evig nyskabelse på tværs af genrer, er da også stort. Behovet for at gøre det præcist, som Tool har gjort det, er måske større for bandet selv. Her skal man blot have in mente, at de fleste debutplader sjældent har den banebrydende originalitet. De har en tendens til at være eftergørelse af idoler, hvor den mere specifikke, individuelle stil ofte infinder sig senere.

Det psykedeliske, altså det indlagte fokus på bevidstheden, er lyrikkens hovedpunkt. Man kan på det punkt se det en smule i forlængelse af, hvad bands som Baby Woodrose og Spids Nøgenhat er ældre, danske frontløbere for. Det psykedeliske præmis, og den individuelle spiritualitet er lige så stærk her, som den er hos de ældre syrehoveder. Det psykedeliske præmis, der altid forsøger, som Dan Türell engang formulerede det om LSD i en kronik, at give en chance for at lette på låget, og se lidt nærmere på hvad der ligger under hår- og hattegrænsen. Forskellen er at de ældre psy-rock bands har en stærk forankring i rockmusik af den gamle skole, med dertilhørende fastlagte strukturer, hvor Drone kortslutter denne forankring til fordel for en ny(post)modernisering af dette. Dette henleder igen tankerne til Tool, mere specifikt Maynards tekstunivers.

Drone har helt klart fat i den lange ende, og det er mildest talt på tide, at få et progressivt rockband af den kaliber med dansk baggrund. Det er svært ikke at blive frustreret, når man skal forsøge at beskrive den tredje-øje-åbnende, mørklagte prog-post-rock, der på beundringsværdig vis egentligt helst ikke lader sig kategorisere. Det er musik, der vil komme til sin fulde ret når dørene til den menneskelige forståelse sparkes ind. Helst på 60’er-typisk, Aldous Huxley-inspireret facon, hvis det skal være tro mod det oprørske forlæg, hvor man finder forgængerne for dette højtelskede, musikalske hjernevrideri.