D-A-D DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK
Sony Music, CD 50:31 min.
Anmeldt 20/11 2011, 17:49 af Kim Toft Hansen

Mørkets Mickey Mouse


Mørkets Mickey Mouse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det behøver ikke at være så svært. Et guitarriff, en tight rytme, et godt omkvæd og så godt med distortion på guitaren. Sådan komponeres en ukompliceret ørehænger, når det handler om rock. Opskriften ser såre simpel ud, men når det kommer til stykket, er det ikke en let kunst at flænge den rette solo ud, når rytmen er på plads. Alligevel er det denne stil, de fleste nystartede rockbands afprøver og tiltrækkes af, når de får lov at larme i fars garage. Og nu, snart 30 år efter fire knægte kaldte sig Disneyland After Dark, vender D-A-D tilbage til en stil, der henter meget gods fra denne rifftunge version af rockmusikken. Pladen hedder derfor også – anonymiseret for at undgå repressalier fra Disney – DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK.

Rockkvartettens lydmæssige udvikling har bragt dem omkring flere forskellige subgenrer af rocken. Først fra deres indledende interesse i cowpunk – et særligt originalt møde med den hurtige punkstil og countryrock – til deres gennembrud med No Fuel Left for the Pilgrims (1989), der på mange måder byggede bro ind i tidens sleazerock. Riskin’ it all (1991) fortsatte denne lyd med et væld af singlesuccesser, mens begge albums også cementerede deres internationale succes. Et vist brud signalerede gruppen med deres femte studiealbum Helpyourselfish (1995), der er bandets hidtil hårdeste rockudtryk. Derefter indfandt der sig en stil hos gruppen, der blev en smule formularisk. Fra Simpatico (1997) til Monster Philosophy (2008) fastholdt gruppen en gennemgående stil, der på mange måder har holdt fast i publikum, såvel som skabt nye ansigter på plænen til koncerterne, men gruppens interesse i at prøve nyt territorium af var næsten forsvundet. Det hidtidige lavpunkt var deres rolige – og derfor selvironisk betitlede – Soft Dogs (2002).

Nu har D-A-D skiftet pladeselskab til Sony-selskabet Mermaid Records, mens produceren Nick Foss, der også stod bag No Fuel Left for the Pilgrims og Everything Glows (2000), har sat sig ved roret. Det er der kommet en gruppe interessante og i mange tilfælde temmelig fine numre ud af. Stilen varierer undervejs fra et stille nummer som ”Fast on Wheels” og ”We All Fall Down” til hårdslående riffrockere som ”Last Time in Neverland” og ”Drag Me to the Curb”. Derfor er det spændende ved pladen ikke nødvendigvis en lidt kritisabel heterogenitet, men det er idéen om, at hård rock og søde ballader fint kan fungere sammen. Der er langt fra ”Wheels” til ”Neverland” lidt på samme måde, som der var langt fra ”Bad Craziness” til ”Laugh ’n’ a ½” på Riskin’ It All. Derfor er D-A-D’s DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK – trods større kvalitetsudsving – bandets bedste udspil i femten år.

Årsagen er såre simpel: I stedet for skematisk opbyggede sange, der på den ene side ikke gjorde noget ondt, men på den anden side heller ikke helt noget godt, sitrer pladen af spilleglæde. Det simple riff, der fusioneres med fire rundgange med solo, har en tiltrækningskraft – og pladen her viser, at det ikke er gammeldags at ville spille gedigen rockmusik. Numre som ”The End” og ”A New Age Moving In” signalerer ikke kun en fornemmelse for en ny tid generelt, men også et musikalsk brud for et band, der her lyder, som om de har opfundet sig selv på ny. Disse to numre kaster sammen ”Last Time in Neverland” endda nogle ganske entydige henvisninger til riffmagikere som Jimmy Page og Tony Iommi. De bluesede rundgange kombineret med tung distortion lyder nemme, men riffet er en af rockens største frembringelse – og mindst tre af numre på pladen er entydige eksempler på gode riffs.

Med denne tungrockede stil sender bandet også nogle selvreferencer tilbage til sine tidlige numre såsom ”Marlboro Man” og ”I Won’t Cut My Hair” fra de to første plader Call of the Wild (1986) og Draws a Circle (1987). Glæden ved garagerocken indfinder sig også i den rustne basslyd, der gennemgående følger rytmeguitaren. Det lyder undervejs intentionelt skrumlende, og Jesper Binzers vokal fastholder et gurglende sprødt stemmeleje. De gode numre på DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK er i særdeleshed numre, der ikke kun er blandt de bedste gennem mange år fra D-A-D. Det er også numre, der vil fungere perfekt til de energiske sceneoptrædener, som bandet vanligt giver. Nu skal den hårde rock ikke længere hentes i fortiden: D-A-D er med denne plade genindtrådt på scenen med en fin, kantet og spilleglad rocktonalitet.

Det betyder ikke, at pladen er perfekt. Pladen er stilmæssigt en smule uhomogen. Første halvdel af pladen kunne få mig til at udråbe den som et moderne mesterværk i kaliber med D-A-D’s fornuftige bagkatalog. Men den sidste halvdel af pladen er måske placeret der af samme årsag. Numrene bliver en anelse ensformige, mens riff og soloudspil slet ikke sidder i skabet på samme måde, som på fx singleudspillet ”I Want What She’s Got”. Numre som “Breaking Them Heart by Heart” og ”Wild Thing in the Woods” fylder på pladen, men virker mærkværdigt ufærdige. Et nummer som “Can’t Explain What it Means” er derimod et udspil, der helt eksplicit sender en kærlig tanke til guitarlyd på numre som ”Sleeping My Day Away” og ”Bad Craziness”. Selvom DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK på mange måder signalerer en ny begyndelse for bandet, så bliver lydbilledet og spilleglæden på sidste halvdel af pladen monoton. Det gør dog ikke noget, når en række numre holder standarden høj – og peger på, at D-A-D stadig har mulighed for spændende genopfindelser.


50
Forrige anmeldelse
« Sweeter «
Næste anmeldelse
» Back on Track »


Flere musikanmeldelser...